Af Socialistens redaktion
Her 3 år efter at den socialdemokratiske regering kom til magten er der flere der begynder at spørge sig selv, hvor er regeringen på vej hen? Regeringen vandt valget i 2019 efter fire år med Løkkes højrefløjsregering, blandt andet ved at love pension for de mest nedslidte på arbejdsmarkedet. Der har nok været mere end en der huskede den socialdemokratiske-radikale regering med Thorning, Vestager og Corydon. Og derfor var forhåbningerne til om regeringen rent faktisk ville føre politik der tilgodeså arbejderne begrænsede, allerede inden Mette Frederiksen satte sig ind i ministerbilen.
I de første måneder af regeringens liv, kunne det på overfladen se ud som om regeringen førte en (blød) venstreorienteret politik. Klimaloven, Arnepensionen og forståelsespapiret blev fremstillet som beviser på det. Men som vi allerede forklarede dengang, så var Arnepensionen, om end den gav en lille forbedring for en gruppe, samtidig en reform som ikke gjorde op med den stigende pensionsalder og udhulingen af folkepensionen. Klimaloven viste sig hurtigt at være gode hensigter og varm luft, uden konkrete initiativer til at modvirke storkapitalens rovdrift på miljøet. Forståelsespapiret, som blev oversolgt af støttepartierne, var et kompromis som indeholdt mange tvivlsomme passager der var dikteret af De Radikales blå økonomiske politik.
Efter det kom Coronaepidemien, hvor der var tydeligt at regeringen forsøgte at lave en borgfred, hvor man spændte et vist sikkerhedsnet ud under de lønmodtagere med fast tilknytning til arbejdsmarkedet, mens arbejdsløse, løsarbejdere og studerende ikke fik nogle store kompensationer. Samtidig fik erhvervslivet og minkejerne kastet milliarder i nakken, ligesom hele krisestyringen blev lavet i tæt samarbejde med Dansk Industri.. I den periode steg opbakningen til socialdemokratiet til over 30% og tilliden til Mette Frederiksen var også stor, ligesom opbakningen til statsledere blev forøget i mange lande i den første del af pandemien. Den senere skandale omkring aflivningen af mink, som de borgerlige forsøgte at mobilisere omkring, betød ikke noget stort fald for regeringen i meningsmålingerne.
Regeringen skuffer
Men så begyndte det at gå den anden vej. På klimaområdet blev det mere og mere klart at man ikke havde tænkt sig at gøre noget. Tværtimod vedtog regeringen en infrastrukturpakke, som betyder langt flere motorveje og dermed klimasvigt. Og så kom der en reform af dagpengene. Regeringen hævede dagpengene i tre måneder hvilket jo var positivt. Problemet var at man finansierede det ved at udfører en dissideret massakre på dimittend-satsen. Dette angreb camouflerede man ved at side at det bare drejede sig om forkælede nyudlærte akademikere der ikke gad og arbejde i Netto. Men angrebet på dimittend-satsen rammer alle ny udlærte, også håndværkere, pædagoger, SOSUassistenter, industrifolk osv. Nogle vil sige at de nyudlærte jo bare kan få et job. Men til trods for faldet i arbejdsløshed ligger har nyudlærte stadig større ledighed. Og hvad når der kommer en ny krise? Ødelæggelsen af dimittendsatsen vil betyder at nyudlærte vil være desperate efter at få et arbejde og dermed kunne blive brugt at arbejdsgivere til at presse forholdene ned.
Kort efter vælger sygeplejerskerne 2 gange i træk at stemme deres egen forbundsledelse ned. De vil have mere i løn. Den socialdemokratiske regering havde her en enestående chanse for at imødekomme ikke bare sygepelerskernes krav, men alle arbejdere i det offentlige. I stedet sagde de at på grund af ”den danske model” ville de ikke gøre noget. Det indtil konflikten havde kørt i 67 uger hvor regeringen så greb ind. Dette er et voldsomt angreb på alle arbejderes ret til at strejke der jo i Danmark er meget begrænset. Havde de så imødekommet sygeplejerskerne kunne de have sikret ro på hospitalerne. I stedet gav de sygeplejerskerne hvad de havde stemt nej til 2 gange. Dette skete blandt andet af hensyn til de andre forbund hvor medlemmerne havde gjort hvad deres ledelser dagde og staemt ja. Hvis sygeplejerskerne kunne tilkæmpe sig bedre forhold ved at stemme nej, kunne det jo risikere at inspirere andre faggrupper. Og dermed eskalerede regeringens den efterhånden katastrofale situation på de danske sygehuse. Mange tusinde sygeplejersker har indtil videre forladt det danske sygehusvæsen i protest mod de dybt kritisable forhold. Sygeplejerskeuddannelsen har oplevet rekord højt fald i ansøgninger. Til trods for at sygeplejerskerne stod med ryggen mod muren fortsatte de med at nedlægge arbejdet på skift over en lang periode. På samme tid raslede regeringens popularitet ned og socialdemokratiet styrtdykkede i meningsmålingerne. Et rigtigt arbejderparti, havde givet alle sundhedsansatte et væsentligt lønløft,inklusiv rengøringsansatte og SOSUer og portører. Hvis man havde råd til at give 20 milliarder til minkejerne og 300 milliarder til erhvervslivet under corona, så har man vel også råd til at skabe et ordentligt sundhedsvæsen.
Mens alt dette skete, skulle regeringens også vise hvor stærk og handlekraftig den var på udlændinge området. Dette gjorde de ved at udvise de syriske flygtninge til Assad regimet hvor de risikerer tortur og fængsel. Samtidig åbnede regeringen op for idéen om et modtagecenter for asylansøgere i Rwanda. Dette samtidig mens arbejdsmarkedet råbte på mere arbejdskraft. På den måde ønsker regeringen at splitte befolkningen og arbejderklassen. Man hæver dagpengene for nogle, mens man forringer vilkårene for de unge. Man viser beslutsomhed ved at udvise de mest pressede og svage. Det samme så vi da man udflyttede uddannelser til provinsen. Provinsen har længe været udsultet for uddannelsespladser, men regeringens udspil betød voldsomme forringelser af uddannelserne i de store byer.
Det sidste skud på stammen er regeringens forbrødring med Venstre og de Konservative, i et fælles oprustningsprojekt til 18 milliarder. I stedet for at arbejde for fred i Europa har regeringen med SF og de borgerlige partier valgt at støtte oprustning, kold krig og optrapning af en krig som i sin yderste konsekvens kan ende i en atomkrig. Dette er vanvid. I lyset af denne farlige situation prøver de selvsamme partier så at snyde befolkningen til at ophæve forsvarsforbeholdet. Forsvarsforbeholder sikrer blandt andet at Danmark kan stå uden for en eventuel kommende EU-hær. Især Frankrig men også Tyskland arbejder aktivt på at danne en EU-hær. En hær der blandt andet skal sættes ind i tidligere kolonier. Nu også med fokus på kold krig med Rusland. Spørgsmålet er om det lykkedes at snyde befolkningen, eller om man igen vil gennemskue deres manipulation.
I de kommende uger vil regeringen også fremlægge deres forslag til økonomiske reformer. Deres egen ”ydelseskommission” har været ude og anbefale massive angreb på SU’en, hvilket regeringen indtil videre har afvist. Men hvis man ser på den retning regeringen er drejet i, så er det meget forudsigeligt at reformerne bliver med blåt islæt.
Enhedslisten og regeringen
Det var korrekt at Enhedslisten valgte ikke at stemme imod indsættelsen af den socialdemokratiske regering. . Men Enhedslisten burde arbejde som en decideret venstreopposition – ikke som et lille korrektiv til regeringen. I løbet af de seneste par år har Enhedslisten viklet sig ind i en række rigtig dårlige aftaler, som har svækket partiets evne til at agere som uafhængig opposition. Det gælder blandt andet:
- Forliget om privatisering af affaldssortering (som man senere, under pres, trak sig ud),
- Et politiforlig som giver mulighed for øget overvågning (https://arbejderen.dk/nyhed/dansk-politi-faar-adgang-til-bankkonti-uden-dommerkendelse/ )
- Et angreb på uddannelse og forskning forklædt som udflytning, som reelt betyder nedskæringer på forskning og uddannelse. Partiet endte med at trække sig ud, efter massivt pres fra baglandet.
- En aftale som de-facto udskyder løsninger på klimakrisen ved i stedet at satse på oplagring af CO2 i undergrunden, det såkaldte CCS, fremfor at reducere udslip af drivhusgasser ved fx at tage forholdsregler imod erhvervslivets rovdrift på naturen (https://kefm.dk/aktuelt/nyheder/2021/jun/bred-politisk-aftale-om-co2-lagring)
- For nyligt har Enhedslisten endda valgt at godkende en del af infrastruktur-forliget. Partiet står uden for den værste del, som handler om at bygge enorme motorveje, men man stemmer for en anden halvdel, som i bedste fald er middelmådig, i stedet for at bruge sine mandater til at udfordre hele pakken. Selvom det muligvis ikke er folketingsgruppens intention, leverer Enhedslisten hermed et venstredække for en horribel pakke, som sætter miljø og klimpakamp nederst på dagsordenen.
Samtidig har man valgt at skamrose hver en lille forbedring. Men det er opskriften på at blive taget til indtægt for regeringens politik.
Der er mere og mere brug for en klar venstreopposition til regeringens højreskred. Men hvis Enhedslisten er viklet ind i mange af de bærende forlig med regeringen vil partiet ikke blive anset for at være nogen som helst venstreopposition. Det bærende krav bør derfor være en konsekvent og langsigtet kamp imod regeringens højreskred. Det betyder at partiet ikke indgår studehandler og ikke ligger sin vægt på at få 10% færre nedskæringer i en finanslov.
Enhedslisten har truet med at vælte regeringen hvis ikke man gør noget ved fattigdomsydelserne, altså alle de regler der er for syge, flygtninge og arbejdsløse der er skrivende stund er ansvarlige for at 60.000 børn vokser op i fattigdom.
Men hvis man vælter regeringen er det klart at man skal have en meget klar plan for hvad man så gør. Hvis man vil fremføre en trussel om mistillidsvotum må dette derfor ske som en del af en solid kursvending fra Enhedslistens side. Det må gå hånd i hånd med at man agerer konsekvent opposition imod den borgerlige politik og regeringens højreskred. Det må ske på en konkret forandledning – f.eks. den foreslåede dagpenge-besparelse, som er et stort og betydeligt angreb på arbejderklassens vilkår. Samtidig må det ske i god tid forud for at deres politik vedtages, således at befolkningen kan se at det er den socialdemokratiske regerings egen skyld. Enhedslisten må være parat til at bruge det våben som både truslen og gennemførelsen indebærer. Desværre er det ikke dét, der bliver lagt op til fra partiledelsens side nu, heller ikke med Mai Villadsens trusler om mistillidsvotum såfremt børnefattigdom stiger. Uden et solidt kursskifte fra Enhedslistens side – fra vævrende støtteparti til konsekvent venstreopposition – er truslen om mistillidsvotum hverken troværdig eller ønskelig.
Med regeringens og SF’s nye oprustningslinje er Enhedslistens opgave blevet endnu mere skærpet: Man må gå benhårdt imod det nationale militærkompromis. Man må stoppe med at frede regeringen ved at give dem de nødvendige mandater til at lave endnu en halvdårlig finanslov. Man må udfordre dem i deres bagland: Hvordan kan Mette Frederiksen og Pia Olsen Dyhr – som hævder at kæmpe for arbejderklassens interesser – have råd til 18 mia. årligt til militær, men ikke til velfærdsforbedringer?Kun ved at indtage en gennemført modstandslinje mod regeringens højreskred er det muligt at vinde opbakning i de dele af arbejderklassen som lidt efter lidt er ved at blive skuffede over regeringen.
