Af Socialistens redaktion
Trumps indtræden i USA har markeret et nyt vendepunkt i relationerne mellem verdens stormagter. Gamle alliancer ser ud til at være i opløsning. Der er udbrudt toldkrig. Og det hvide hus truer med annektering af territorier som Panama, Gaza, Grønland og Canada.
Trumps politik er utvivlsomt et reaktionært frontalangreb, både internationalt og i USA selv. Hans brutale nedskæringer på amerikansk ulandshjælp rammer nogle af verdens fattigste. Hans sparerunder i det offentlige kan betyde tusindvis af fyringer. Hans opsigelse af klimaaftaler betyder, at de rige kan drive endnu vildere rovdrift på planetens natur.
Men i denne situation er det let at falde hen til overfladiske forklaringer. Vores modstand mod Trump er politisk. Dele af venstrefløjen forsøger derimod at male et dæmoniserende billede af Trump og gøre ham til eneansvarlig for alt ondt. Det er en moralsk forklaring, som kan virke let og umiddelbar korrekt, men som grundlæggende ikke forklarer hvilke materielle interesser der er på spil. Det værste ved disse forklaringer er, at de er med til at skønmale den tidligere amerikanske administration under Joe Biden.
Var Biden god?
Biden var ikke noget som helst moralsk forbillede. Tværtimod tillod han i et helt år, mens han var på præsidentposten, at Israel udførte et systematisk folkedrab på palæstinenserne. Uden hans accept og uden hans våbentransporter, havde Netanyahu aldrig kunnet udføre mordet på over 50.000 mennesker. Det faktum alene bør minde alle om at Demokraterne i USA også er et kynisk eliteparti som sætter amerikansk storkapitals interesser over menneskeliv.
Imperialisme er ikke et moralsk prædikat. Det er tværtimod et verdenssystem hvor finanskapitalen og den industrielle kapital smelter sammen i store monopoler og indfører en orden, hvor de deler verden imellem sig. Det er en kamp mellem disse monopoler for råstoffer, markeder og interessesfærer, hvor små nationer underkastes store imperialistiske nationer.
Det er fuldkommen forkert, at Trump er mere eller mindre repræsentant for amerikansk imperialisme end Joe Biden. Forskellen mellem de to handler tværtimod om, hvem de ser som den afgørende imperialistiske hovedmodstander på verdensplan. Mens Biden og Demokraterne i høj grad så Rusland som deres hovedmodstander, så repræsenterer Trump en fløj af den amerikanske elite, som ser Kina som hovedmodstanderen.
Det er netop derfor at Trump i så høj grad har fokuseret sin toldkrig mod Kina. Hans hovedmål er at deeskalere konflikten med Rusland, for at fokusere på konkurrencen fra Kina. Han har en anderledes opfattelse af USA’s rolle i verden som imperialistisk nation – han erkender, at USA’s rolle som supermagt er i en nedadgående spiral og at man ikke har musklerne til at blive ved med at køre proxy-krigen i Ukraine.
Ukraine
Krigen i Ukraine løber nu på tredje år. Vi har fra starten forklaret, at krigen i sin essens var et sammenstød mellem de imperialistiske stormagter Rusland og USA, med støtte fra EU og Storbritannien, hvor Ukraines folk ikke har noget at vinde. På samme tid er krigen også en intern borgerkrig, hvor forskellige dele af det ukrainske oligarki er allieret med hver deres imperialistiske stormagt og på begge sider bruger nationalisme til deres egne snævre formål.
Frontlinjerne har flyttet sig en smule i løbet af de sidste to år – men næsten udelukkende i Ruslands favør. Ukraine er en nation med omkring 41 millioner mennesker, som står overfor et land med over tre gange så mange indbyggere. I og med at vesten aldrig har villet sende soldater ind, men blot kynisk ladet Ukraine forbløde, så var det fra starten ekstremt svært for Ukraine at vinde krigen. Når landet så ovenikøbet er ledet af en fløj af oligarkiet som ikke har massiv folkelig opbakning og ikke er i stand til at føre en krigsmobilisering på politiske paroler som kunne være attraktive for befolkningen, så bliver situationen endnu værre for Ukraine. Zelenskys lange taler om “fred uden annektioner” er stødt mod de hårde realiteter på slagmarken.
Russerne har lidt store tab, men de rykker fremad. Faktisk har Ukraine mistet 11% af sit territorie siden krigen startede. Overalt er opbakning til krigen faldende. Ifølge en undersøgelse fra YouGov i februar måned, var støtten faldet overalt i Europa og flere og flere mennesker svarede, at de ønskede fredsforhandlinger, også selvom det betyder indrømmelser fra Ukraines side. I Danmark, som er et af de lande hvor støtten fortsat er høj, var den alligevel faldet fra hele 58% i februar 2023 til 40% i december 2024.
I Ukraine selv er krigen også blevet mindre og mindre populær. Tusinder forsøger at undgå militærtjeneste i en krig, som alle godt ved er fuldkommen håbløs. I de seneste måneder er en lang række anti-krigsaktivister, herunder fra organisationen RSU, blevet fængslet for at have opfordret til mytteri. Den ukrainske efterretningstjeneste SBU har systematisk anholdt venstreorienterede og undertrykt opposition.
Det er i denne kontekst, at vi skal forstå Trumps intervention. Da Zelensky i slutningen af februar besøgte det hvide hus, udviklede det sig til et højlydt skænderi for rullende kameraer. Zelensky repræsenterer en fløj af det ukrainske oligarki som ønsker at fortsætte krigen, selvom alle kan se at det er umuligt for Ukraine at vinde alt det tabte land tilbage.
Skænderiet afspejlede først og fremmest det faktum, at Trump-fløjen i den amerikanske elite ikke mener at Rusland er den vigtigste hovedmodstander. De vil hellere bruge kræfterne, økonomisk og militært, på at holde Kina i skak. Det forklarer også, delvist, deres ønske om større militær kontrol med Arktis.
Zelensky måtte efterfølgende trække i land, efter at USA midlertidigt stoppede både våbentransporter og udveksling af efterretningstjenester. Han underskrev et memorandum som er en forløber til en omfattende mineralaftale, hvor Ukraines naturrigdomme underkastes amerikanske kapital i en genopbygningsperiode efter krigen. Det skal bemærkes, at mineralaftalen faktisk har sin baggrund i et dekret fra Joe Biden om at sikre ‘kritiske mineraler’ til USA.
Bekæmp imperialismen – globalt
Mineralaftalen viser hvad der egentlig er på spil. Som gribbe der æder et lig op, deler de imperialistiske magter Ukraine imellem sig. Der har i påsken 2025 været en kortvarig våbenhvile. Trump presser både Rusland og Ukraine for at få en permanent fred, så han kan koncentrere sig om truslen fra Kina. Det er usikkert hvornår der kommer våbenhvile og en mere permanent fredsaftale. Lige nu er russerne på fremmarch og regimet i Moskva ønsker at en fred bliver mest muligt favorabel for det.
Det var de store imperialistmagter, USA og Rusland, der de-facto startede krigen i 2022 og det er nu dem der kommer til at beslutte hvornår den stopper. Det kommer til at ske henover hovedet på Ukraines folk. Hverken EU-lederne eller deres venner i London kan gøre andet end at klynke. De har ingen reele militære muskler til at opretholde Ukraine uden amerikanernes hjælp.
Rosa Luxembourg skrev engang, at “De små nationer er kun skakbrikker i stormagternes imperialistiske spil”. Ukraine og Ukraines folk har lidt under en forfærdelig krig, med reaktion på begge sider. En kampplads mellem imperialistiske magter.
Vores opgave som socialister er ikke at tage parti for nogen af de stridende imperialistmagter, men derimod at bekæmpe imperialismen som verdenssystem. Det betyder i første omgang at kæmpe imod vores egen elite, imod NATO og imod militarismen. Det betyder også, at vi må støtte arbejderklassen i Ukraine og i Rusland, i deres kamp for at vælte oligarkierne i begge lande og derigennem kunne afslutte krigen.
Foto: Ike Hayman / Wiki / Public Domain
