Af Andreas Bülow
Filminstruktør Daniel Denciks spillefilm ”Guldkysten”, som havde præmiere i starten af juli, er en spændende fortælling som finder sted i 1830’erne i Dansk Guinea på den afrikanske vestkyst.
Hovedpersonen er en ung dansk botaniker, Frederik Wulff, som sendes til kolonien af den danske konge. Hans opgave er at stå for et større træplantningsprojekt, men han gør sig hurtigt en sindsoprivende opdagelse; Selvom slaveriet formelt er blevet forbudt i starten af det nye århundrede, foregår der stadig ulovlig slavehandel, hvor rige afrikanske handelsmænd i al hemmelighed sender sorte slaver over atlanten til kolonierne i Vestindien og det caribiske hav.
Filmens plot er spændende og man kan mærke at instruktøren vil fortælle en anden side af Danmarkshistorien. Igennem filmen får man et indblik i hvordan Danmark som kolonimagt opretholdt en brutal undertrykkelse og så igennem fingre med den fortsatte slavehandel.
Rent filmteknisk og fortællemæssigt byder filmen også på en hel del nytænkning. Der er lange indstillinger, som yder retfærdighed til de smukke billeder fra den afrikanske jungle. Musikken er elektronisk og eksperimenterende, den harmonerer godt med hovedpersonen Wullfs sindstilstand. Dertil kommer, at Jacob Oftebro spiller eminent i hovedrollen.
Guldkysten leverer alt i alt en film, som vil mere end bare at underholde. Den vil få os til at tænke over menneskets plads i verden – billedliggjort ved de fine citater fra franske revolutionære som Rousseau – og den opfordrer indirekte til at fortsætte kampen mod undertrykkelse og for frihed.
