Af Jeppe Krommes-Ravnsmed
De seneste måneder har man oplevet den største strejkeaktivitet blandt britiske arbejdere siden 1970’erne. Hundredtusinder af folk er samtidig gået på gaden i nogle af de største demonstrationer, man har set i mange år. Baggrunden for mobiliseringerne er det enorme fald i levestandarden, som almindelige familier har oplevet det seneste år. Og samtidig med, at en gennemsnitsfamilie har mistet 10 procent af deres disponible indkomst og yderligere 3 millioner mennesker på de britiske øer synker ned i absolut fattigdom, har den konservative regerings politik været en ren gavebod for virksomhederne.
Mange forskellige faggrupper i kamp
Strejkerne de seneste måneder har især været blandt forskellige grupper af offentligt ansatte, såsom læger, sygeplejersker, skolelærere, brandfolk og jernbanearbejdere, der alle har kæmpet for højere løn, for at modsvare den enorme inflation, der i 2022 var på det højeste niveau i 41 år. El- og varmeregninger er steget endnu mere end vi har oplevet i Danmark, og en stor spørgeskemaundersøgelse fra januar 2023 fortæller, at en fjerdedel af alle voksne i Storbritannien melder om, at de ikke har råd til et ordentligt måltid mad, mens 11 procent (6. mio. mennesker) fortæller, at de er gået sultne i seng den seneste måned, som følge af pengenød.
Stor kampvilje blandt arbejderne, mens fagtoppen tøver med at spille en ledende rolle
Siden midtvejs i 2022 har man oplevet spredte strejker og demonstrationer fra forskellige faggrupper i Storbritannien, men der blev markeret et vendepunkt den 1. februar 2023,
da TUC, Storbritanniens store centrale fagforbund, havde indkaldt til en 1-dagsstrejke, hvor omkring en halv million arbejdere nedlagde arbejdet.
En ny stor markering fandt sted den 15. marts 2023 i forbindelse med regeringens annoncering af den nye finanslov. På denne dag, hvor Rishi Sunaks konservative regering præsenterede deres finanslovsforslag, der ifølge The Financial Times er en gavebod til de rige virksomheder, marcherede hundredtusinder af strejkende arbejdere i Londons gader.
Kampviljen har været enorm stor blandt almindelige arbejdere, men ledelsen i fagbevægelsen har indtil videre begrænset sig til at indkalde til enkeltdagsdemonstrationer og strejker. Samtidig med dette, har regeringen forsøgt at løse konflikten med enkelte faggrupper gennem tilbud om mindre lønstigninger, som dog på ingen måde modsvarer inflationen. På trods af tilbud om kun miserable lønstigninger, ser fagforeningsledelsen for de sundhedsansatte (fra National Health Service – NHS) ud til at acceptere regeringens tilbud, og dermed måske gøre en ende på en månedlang strejke. Hvor vidt fagforeningsmedlemmerne accepterer forslaget, står stadig hen i det uvisse, men det er tydeligt, at de seneste mange måneders kamp, har ændret bevidstheden blandt tusindvis af engelske arbejdere, som har grebet til kollektiv handling for at løse den økonomiske krise de står i. De seneste måneders kamp har dog også vist vigtigheden af at mobilisere folk på gulvet og organisere sig, så man kan udfordre fagtoppen, der ønsker at lække en dæmper på den fortsatte militante kamp.
Behov for kamp inde i Labour
Den britiske økonomi er i stor krise, og ifølge IMF ser tingene bestemt ikke ud til at blive bedre dette år. Mens det konservative parti virker til at nægte at ville anerkende omfanget af den økonomiske krise, lider alle omkring Keir Starmer i toppen af Labour-partiet desværre af den vrangforestilling, at det eneste, den britiske kapitalisme har brug for, er en mere ’effektiv’ ledelse, en ’plan’, som Starmer siger igen og igen.
I stedet for dette, burde Labour forholde sig til budskaberne fra de hundredtusinder af folk, der de seneste måneder har været på gaden i strejker og demonstrationer, med hovedkravet om, at der ikke skal være noget fald i levestandarden. Som en del af sit politiske program, burde Labour derfor foreslå indførelsen af en ny høj national mindsteløn, og der bør samtidig indføres offentlig kontrol med huslejerne, så ingen arbejdere risikerer at blive sat på gaden.
Labour bør knytte disse og lignende krav til kampen for at gøre op med det nuværende økonomiske system, som kun tjener et lille mindretals interesser. Som vi så med Jeremy Corbyn, vil et politisk program, der sigter mod offentligt ejerskab og kontrol med de store selskaber, banker og finanshuse give en enorm entusiasme blandt almindelige mennesker, da man herved får et perspektiv om, at økonomien rent faktisk kan planlægges for det fælles bedste.
Derfor er der al mulig grund til, at de tusindvis af arbejdere, der har været på gaden de seneste måneder, tager kampånden med ind i Labour og styrker venstrefløjens kamp for en ny ledelse, der igen tør tale åbent om behovet for socialisme.
(Foto: Roger Blackwell / CC)
