Af Socialistens redaktion
Allerede efter få uger løb regeringen ind i den første modstand fra fagbevægelsen. Kampen om store bededag var et forvarsel.
Lidt over 150 dage har passeret siden Mette Frederiksen, Lars Løkke og Jakob Ellemann gik i regeringen sammen. Om end der tidligere har været en række regeringer med klassesamarbejde, f.eks. SR-regeringerne i 90’erne, så er det første gang siden 1979 at vi ser en regering med Venstre og Socialdemokratiet sammen.
Mette Frederiksens taler om regering henover midten var ikke bluff og taktiske manøvrer. Det adlød derimod mere grundlæggende processer i den politiske og økonomiske situation, hvor borgerskabet i Danmark forbereder sig på en længerevarende tid med militær oprustning og heraf et ekstremt indskrænket råderum, samt ønsket om at øge arbejdsudbuddet og sænke reallønninger og leveforhold.
Under valgkampen havde Venstre himlet op om minksag og den tidligere regerings angivelige enerådighed. Men fra den ene dag til den anden skiftede man alle sine jammerråb ud med ministerbiler. Så lidt betyder principper for de borgerlige ledere.
Den såkaldte midterregering har fra dag ét indledt hårde angreb på den danske arbejderklasse. Man har stjålet en helligdag fra lønmodtagerne. Man vil smadre universitetsuddannelserne. Selv Mette Frederiksens trofæ, Arne-pensionen, står til at blive kraftigt forringet.
Det nye finanslovsforslag er også historisk stramt. Sølle 200 millioner er der lagt op til forhandling med de andre partier i folketinget. Til gengæld har man kunne finde en hel milliard til at annullere skatteforhøjelse af selskabernes ejendomsavancer.
Mens kommunerne pålægges at stramme velfærdsbudgetterne helt ind til benet, er der masser af penge til oprustning og finansiering af krigen i Ukraine. Et nyt forsvarsforlig er under forhandling og regeringen taler endda om muligheden for at hæve militærudgifterne til mere end 2% af BNP. Alene i 2023 har regeringen, med støtte fra bl.a. SF og de radikale, afsat 7 milliarder til den såkaldte Ukraine-fond, hvor 5,4 mia. skal gå direkte til militærhjælp.
Regeringen fører på ingen måde midter-politik. Den fører derimod ekstrem borgerlig arbejdsgiver-politik. Formålet er at lave større strukturelle ændringer, en ny variant af 80’ernes kartoffelkur, hvor sociale ydelser skal sænkes og arbejdsudbuddet skal hæves så lønninger kan presses længere ned.
Modstand
Efter regeringens dannelse kunne det på overfladen godt se meget sort ud. SVM-regeringen er en ekstremt borgerlige regering, som i hele sin ageren sætter oprustningspolitik som sit omdrejningspunkt. Men der gik kun få uger før regeringen løb ind i den første store bølge af modstand.
Demonstrationen den 5. februar imod afskaffelsen af store bededag var historisk. Vi skal årtier tilbage siden vi sidst har set toppen af fagbevægelsen indkalde protester. Over 40.000 mødte op på Christiansborgs slotsplads og der var stor kampvilje.
Desværre valgte fagtoppen at gøre modstanden rent symbolsk. Man holdt det hele til en endags-demonstration. Lizette Riisgaard, FH-formand, kritiserede helt korrekt afskaffelsen af store bededag, men var samtidig fortørnet over at det ikke var blevet forhandlet med hende. Med andre ord ville fagtoppen godt kunne købes af i trepartsforhandlinger og indkaldte kun til protester pga. pres fra medlemmerne.
Desværre blev kampen om Store bededag ikke centralt i overenskomstforhandlingerne, hvor fagbevægelsen burde have krævet direkte kompensation for politikernes indgreb i vores arbejdsvilkår.
Hvad nu?
I meningsmålingerne står regeringspartierne til tørre tæsk: Socialdemokratiet står til at miste 4 procentpoint, Venstre knap 3 og Moderaterne 1. Mette Frederiksens popularitet er styrtdykket. Mens blot 5% af vælgerne mente at hun gjorde det ”dårligt” som statsminister i april 2020, midt under Corona-pandemien, så er det tal i dag steget til 39% og har overhalet andelen af dem der mener hun klarer det godt.
I fagbevægelsen og Socialdemokratiets bagland er der også irritation over den nye regering. En række lokale fagforeninger har nægtet at invitere Socialdemokratiet som taler til 1. maj. Selv inde i den socialdemokratiske folketingsgruppe har der været kritik af afskaffelsen af store bededag.
Regeringens taktik virker til at være at gennemføre alle de upopulære beslutninger i de første 1-2 år af dens levetid og så håbe på at vælgerne langsomt glemmer det henimod et nyt folketingsvalg. Men den taktik er også risikabel, fordi en række koncentrerede angreb kan få bægeret til at flyde over, hvilket vi så en forsmag på med store bededag.
På kort sigt vil den parlamentariske arena være mindre vigtig, fordi regeringens flertal ikke ser ud til at smuldre. Derfor vil kampen i de næste måneder primært stå udenfor parlamentet. De nye angreb på studerendes rettigheder, med udsigten til at skære et år af kandidatuddannelserne og i praksis gøre uddannelsessystemet endnu mere elitært, kan meget vel antænde en ny elev- og studenterbevægelse.
På samme måde kan nye angreb på arbejdsmarkedsområdet, f.eks. pensionsspørgsmålet, presse fagtoppen til kamp igen. Selvom Overenskomstforhandlingerne endte med et ja, er der en ulmende utilfredshed på arbejdspladserne hvor der reelt har været reallønsnedgang og hvor medarbejdere presses til at arbejde endnu hurtigere.
Disse kampe må forbindes med kravet om SVM-regeringens afgang. Vi må kæmpe for en ny regering – men også en ny politik, en politik der stopper oprustningsvanviddet og prioriterer penge til velfærd. Et opgør med skattelettelserne til de rige og våbentransporterne til krigen i Ukraine. En reelt rød politik der arbejder for at nedbryde kapitalismen og skabe grundlaget for socialisme.
(Foto: Pressefoto, Statsministeriet)
