Gæste-indlæg af Jakob Nerup, kommentar er udtryk for skribentens holdninger.
Inflationen er skabt af markedsøkonomiens grådige spekulanter i den globale produktions værdikæder. Den er ikke skabt af hverken lønarbejderne eller af lønudviklingen. Virksomhederne har skubbet prisstigningerne videre, bevaret overskuddet og sendt regningen til lønarbejderne. Skal der laves om på det, så skal vi skrue op for klassekampen og ikke mindst anvendelsen af strejkevåbnet.
Intro om tal og realiteter
Medierne er fyldt med nyheder om arbejdsgivere som synes at overenskomsterne er blevet meget dyre. De samme medier beretter om både en økonomisk krise i horisonten og om at inflationen forsvinder til næste år. Hvad skal man tro som almindelig lønarbejder?
Man skal helt sikkert ikke tro på de økonomer som medierne benytter sig af. Det skal man ikke af to grunde. Den ene er, at de ganske enkelt altid tager fejl i deres forudsigelser om bare den nærmeste fremtid. For bare et år siden erklærede de at inflationen var et forbigående fænomen som snart var forbi.
Men de tog grueligt fejl, fordi inflationen ikke er taget af på alle de basale ting, som fx fødevarer der er steget med 14,8 % siden februar 2022. Selv den danske nationalbank har måttet lave sine optimistiske prognoser om 2 % inflation i 2024 til en mere negativ på 3,6 %. Vi kan derfor ikke stole på deres prognoser, og det er jo meget afgørende, når vi skal forhandle vores løn for i OK23.
Den anden grund til ikke at tro på mediernes økonomer er, at disse økonomer helt grundlæggende ikke har lønarbejdernes interesser for øje. De bygger deres økonomiske analyser på neoliberal økonomisk teori, hvor lønninger til almindelige mennesker og udgifter til velfærd altid skal holdes nede. Samtidig er disse økonomer ansat i banker og erhvervsorganisationer, hvor deres ”analyser” altid skal pege på mere profit til ejerne. De er altså langt fra objektive og heller ikke særlig kloge.
Hvad skaber inflation
Prisstigninger er noget som vokser frem over tid og skabes i mange af værdikædens led. Når der sker voldsomme stigninger, så kan det skyldes store kriser eller sammenfald af økonomiske elementer. Den aktuelle inflation er drevet af flere faktorer som er globale.
Der er eftervirkningerne af Corona-krisens produktionsflaskehalse, spekulation på de globale fødevarebørser, priseksplosion på fragtraterne, vilde energipriser på grund af krigen i Ukraine, alt sammen kombineret med en i forvejen begyndende økonomisk nedgang. Uden dem ville de danske prisstigninger kun være på et par procent.
Der er intet i den aktuelle inflation, som skyldes lønpres i hverken Danmark eller resten af verden. Tværtimod så så skubbes hver eneste stigende omkostning i den enkelte virksomhed videre via højere priser på deres produkter. Alle prøver at holde deres profitmargin, og mange ser deres snit til at score en ekstra gevinst på at lave generelle prisstigninger selvom de overhovedet ikke er ramt fuldt på deres omkostninger.
Det er blot kapitalismens indbyggede grådighed som slår igennem. Og så længe der ikke indføres priskontrol eller særskatter, så fortsætter det.
Regeringer og centralbanker prøver at dæmpe inflationen med såkaldt finanspolitik, hvor de hæver renterne for at gøre det dyrere at låne penge og ikke mindst at øge presset på hele økonomien, så særligt lønarbejdernes lønninger ikke stiger hverken i det private eller det offentlige.
Vindere og tabere
Inflationen skaber vindere og tabere. Det gælder både blandt virksomheder og i klassesamfundet sociale grupper. Helt generelt har virksomhederne over en bred kam holdt sig fri af inflationen ved at hæve priserne. Det viser de overskud for 2022 som er offentliggjort her i foråret 2023.
Det er grotesk at der hvor prisstigningerne har størst negativ effekt på almindelige mennesker, det er også der hvor overskuddene er helt enorme. Tag energi- og olieselskaberne, fragtvirksomheder som Mærsk og DSV eller butikskæderne Salling og Coop. De har skånselsløst ladet alle priser stige, fordi de kunne og ingen stoppede dem. For lønarbejderne generelt er endnu ikke så pressede økonomisk, at man holder op med at bruge penge på mad, varme og almindelige ting.
Men der er en stor pris. For mens festen fortsætter på første klasse, så må lønarbejderne se værdien af sin løn falde voldsomt. Arbejderklassen får en stadig mindre andel af den værdi, som vi skaber med vores arbejde, og det eskalerer inflationen, når virksomhederne bevarer deres overskud, mens vores løn ikke stiger tilsvarende.
De dele af lønarbejderne, som har en rimelig økonomi med to stabile indkomster og en bolig som ikke er belånt til over skorstenen, kan skubbe tabet til senere og vil sikkert bare holde lidt igen og måske holde en billigere ferie. For de lavest lønnede, for dem arbejdsløse, for de prekært ansatte så er inflationen fattiggørende. For de syge og flygtningene er inflationen et spørgsmål om, hvorvidt der er råd til mad og medicin.
Så helt overordnet har virksomhederne skubbet prisstigningerne videre, bevaret overskuddet og sendt regningen til lønarbejderne.
Løn- og prisspiral
I den økonomiske tænkning som dominerer medier, Christiansborg, fagbevægelse og naturligvis også erhvervslivet, så er lønstigninger i en inflationstid med til at fastholde inflationen. Den teori har bare intet med de økonomiske realiteter at gøre.
For det første så kommer lønstigningerne som en reaktion på noget der er sket bagud, og som altså ikke påvirker den nuværende prisdannelse nævneværdigt. Det har IMF (International Monetary Fund) lige bekræftet i en historisk analyse, hvori de blandt skriver at ”Løn-pris spiraler, defineret som fortsat acceleration af priser og lønninger, er svære at finde i den seneste historiske periode siden 1960’erne. Fortsat løn-pris acceleration er endnu sværere at finde, når man ser på situationer som svarer til i dag, hvor reallønnen falder markant”.
For det andet så påvirker lønstigninger ikke produktionspriserne i samme omfang som fx andre omkostninger. Løn udgør under en femtedel af virksomhederne omkostninger, så en lønstigning på 10 % vil kun øge en virksomhed samlede omkostninger med 2 %. Det skal sammenlignes med, at de danske virksomheder gennem de sidste fem år har haft historisk store overskud, og i gennemsnit har en gevinst på 10 %.
Så hver gang virksomhedens ansatte skaber ny værdi, så fastholdes virksomhedernes gevinst på 10 %, så slipper de med at betale de ansatte 2-3 % i lønstigning. Denne ulige fordeling af de værdier som lønmodtagerne skaber med sin øgede produktivitet, har ført til en stadig større omfordeling fra løn til overskud. Det har regeringens statistikudvalg dokumenteret i en rapport fra december som skulle druknes i juletravlheden, fordi læsningen er skræmmende for lønmodtagerne.
I rapporten kan man læse, at siden 2011 er den relative lønkvote steget fra 5 til 34 procent i 2020, hvilket betyder at arbejdsgivernes andel af værditilvæksten er steget voldsomt, hvilket jo kun kan forklares med en udvikling
i reallønnen på lige godt en procent, mens overskuddene er vokset og vokset. Fagtoppen forsvarer det med at reallønnen hidtil har været bevaret, og arbejdsgiverne klynker rituelt om kommende kriser, men faktum er at lønmodtagerne er blevet pelset selvom de har produceret og ydet mere og mere.
Hvordan stoppes inflation
Kan man stoppe prisstigningerne eller skal man bare passivt vente på at markedet af sig selv sænker prisen? Ingen økonom med bare en smule realitetssans tror på at priserne falder ret meget på den korte bane. De forventer at det tager flere år før priserne er faldet, og sandsynligvis kommer prisniveauet til at forblive højt. Men er det en naturlov eller kan der gøres noget.
Hvis man er lønarbejder eller hører til de fattige, så skal vi se efter statslige indgreb. Man kan lave prislofter over bestemte varer, hvis der er tale om kartellignende priser. Man kan skrue voldsomt op for afgifter og skatter på virksomheder, der har meget høje profitter og store prisstigninger. Det kan godt lade sig gøre, hvis der er politisk vilje, men det er der desværre ikke for regeringens eget prisudvalg holder ikke møde før i oktober og der er ingen på Christiansborg som vil lave den slags indgreb (udover Enhedslisten).
Tværtimod så deltager regering og Folketing i den liberale øvelse i at bekæmpe inflationen ved ikke at inflationsregulere overførselsindkomster, holde de offentlige lønninger nede og begrænse det offentlige forbrug i indkøb og anlæg. På den måde understøtter Folketingets flertal at virksomhederne slipper for et lønpres.
Klassekamp om fordeling af tabet
Som beskrevet ovenfor, så er inflationen ikke en naturlov. Det står heller ikke mejslet i sten, at virksomhederne bare kan skubbe regningen over på lønarbejderne, og det offentlige bare skal gøre ingenting. Det er et politisk valg om hvilken klasse der skal betale prisen.
Vi må som socialister og aktive fagforeningsfolk stå fast på det synspunkt, at vores løn- og levevilkår skal inflationssikres. Vi skal udstrække vores solidaritet til at denne inflationssikring skal gælde alle almindelige mennesker, ikke bare de arbejdende, men også de syge, pensionisterne, studerende og flygtninge.
Det kommer ikke af sig selv. Det skal vi kæmpe for, og det første step er, at stemme nej til OK23, fordi det langt fra sikrer reallønnen for alle. Vi kan argumentere for, at et nej kan udløse den storstrejke, der kan ændre styrkeforholdet så vi både kan få inflationssikret løn- og levevilkår, og ikke mindst sigte efter en større andel af de værdier vi skaber med vores arbejde.
(Foto: Manolo Gómez / CC)
