Skrevet af Jan Carlsen
Socialisten Ken Loach (født 1936) har lavet film siden 1960´erne og nu er han, 87 år gammel, tilbage i biograferne med sin nok sidste film.
Den film som jeg og mange andre nok husker Ken Loach bedst for, er hans mesterværk Land and Freedom fra 1995, der handler om den spanske borgerkrig. Kampen for social retfærdighed har altid stået Ken Loach’s hjerte nær, og det er også centralt i hans nyeste film, som netop har haft premiere i de danske biografer.
I filmen The Old Oak, er vi i en gammel mineby i nærheden af Durham i det nordlige England. Årstallet er 2016 og en gruppe syriske flygtninge ankommer til byen, hvor minedrift en gang var den store arbejdsplads. Men nu er minen lukket og der er fattigdom blandt beboerne i byen. Husene er billige og derfor er det belejligt for kommunen at indlogere flygtninge i byen. Nogle af beboerne reagerer racistisk på at der kommer flygtninge fra Syrien. Mens andre ikke gør. Det eneste samlingssted er pubben The Old Oak, og den kører heller ikke så godt.
I starten af filmen er der en af de lokale der tager et kamera fra en syrisk flygtning, Yara, og ødelægger det. Ejeren af The Old Oak, TJ Ballantyne, hjælper Yara med at reparere hendes kamera. Og han hjælper flygtningene på forskellig vis. Men så sker der noget som ikke skal afsløres her. Og mere vil jeg ikke sige om filmens handling.
Filmen er progressiv i sin tendens og TJ Ballantyne bemærker, at hvis arbejderne bare turde bruge sin magt, kunne meget ændres. Men han bemærker også, at det ikke er sket. Og TJ Ballantyne kalder sit hjælpearbejde for solidaritet og ikke velgørenhed. Det er godt at Ken Loach viser hvor giftig racisme er. Og at racisme er et produkt af borgerlig politik og kapitalismen selv. Men jeg er i tvivl om Loach understreger det kraftigt nok. Og bl.a. derfor bryder jeg mig ikke rigtig om filmens slutning. Men der er også andre grunde. Men dem kan jeg ikke komme ind på uden at spoile, så det vil jeg undlade.
Selvom jeg ikke finder, at Ken Loach´s nyeste film The Old Oak, har en lige så god afrundet historie, som man eksempelvis oplever i Land and Freedom, så er det alt i alt en god film. Skuespillerne leverer alle en god præstation, og The Old Oak er som sådan en relativ fin afslutning på Ken Loach´s omkring 60 år lange virke som instruktør.
Karakter: 8 ud af 10 stjerner
Premiere: 7 december 2023
Instruktør: Ken Loach
Medvirkende: Dave Turner, Ebla Mari, Trevor Fox m.fl.
Lande: Storbritannien, Frankrig, Belgien
Udgivelsesår: 2023