Ligesom at den generation, der var unge i 60’erne og 70’erne, blev dybt påvirket af billederne fra Vietnam, så bliver den nye generation af unge præget af billederne fra Gaza. Jeg tror på, at det får langt større indflydelse på den politiske situation, end nogen kunne have forudset, skriver Andreas Bülow i en blog, som oprindeligt blev bragt i Dagbladet Arbejderen.
Jeg har været politisk aktiv i godt 24 år. Aldrig har jeg oplevet noget i Danmark, som kan matche den bevægelse, vi ser nu.
Seks uger efter krigens udbrud er der ikke bare massedemonstrationer som dagens (10. december, red.) demo i København med titusinder på gaden. Der er simpelthen mange demonstrationer hver uge i byer over hele landet, igen og igen, i årets kolde måneder og i slud og regn.
Op til Irak-krigen i 2003 var der også gigantiske demonstrationer, men de døde forholdsvist hurtigt ud, efter den indledende krigspropaganda blev intensiveret.
Den nuværende bevægelse har nogle specifikke karakteristika. Et af dem er, at det har givet en stemme til dem, der ikke havde en stemme, til de titusinder som systematisk marginaliseres, som er ofre for ghettoloven, som diskrimineres i den offentlige debat og gøres til syndebukke for politikernes egne fejlagtige beslutninger.
Ja, alle tager afstand fra civile drab, men det betyder ikke, at man kan nægte et undertrykt folk den basale ret til at forsvare sig væbnet imod en besættelsesmagt.
Det etablerede systems svar er forargelse: “Hvor vover de at blande sig i debatten!” “De er ikke ordentligt integrerede!” Som om massebevægelsen overhovedet lytter til den slags klynk.
Selvfølgelig prøver politikerne at dæmonisere bevægelsen. De kan pege fingre ad en lille HbT-demonstration, og statsministeren kan true med terrorparagraffen (mon ikke hun selv burde forholde sig til den terrorstat, hun støtter?)
Men virkeligheden er jo, at de ikke tør udøve repression. I Frankrig er forbud slået fejl, og hvis de prøver noget lignende i Danmark, vil det være at skabe grobunden for en endnu større massebevægelse.
Forsøget på at udstille bevægelsen som en flok muslimer er også komplet forkert. Alle, der rent faktisk har været til demonstrationerne, ved, at der er en ekstrem stor mangfoldighed af mennesker, som er forenet i at afvise invasionen.
Folk i alle aldre, folk i små provinsbyer, folk fra forskellige faglige brancher, sygepersonale, fagligt aktive, studerende, you name it.
Det er heller ikke begrænset til en bestemt religion – tværtimod har der været en gruppe unge jøder med til demonstrationer med bannere om “Jøder mod folkedrab”.
Handlingslammet venstrefløj
Bevægelser som den her tester også organisationer og partier. Mens nye lag – særligt tusindvis af unge mennesker – er gået ind i bevægelsen, så har den gamle parlamentariske venstrefløj, SF og Enhedslisten, fra første dag været ekstremt tandløs og handlingslammet.
I starten brugte man al sin energi på at tale om, hvor forfærdelige begge sider i konflikten var, uden en klar og entydig modstand mod invasionen og uden nogen som helst forståelse for proportionerne.
Ja, alle tager afstand fra civile drab, men det betyder ikke, at man kan nægte et undertrykt folk den basale ret til at forsvare sig væbnet imod en besættelsesmagt.
Senere har den parlamentariske venstrefløj nægtet at anbefale de daglige demonstrationer i København, fordi man har været bange for, at det kunne bryde ens image om at fremstå stueren.
Men på sin vis har de ret. For de unge, som går på gaden fyldt med berettiget vrede og indignation, råber ikke “Beskyt civile liv” som de pæne, statssponsorerede ngo’er, men derimod “METTE, STOP DIT HYKLERI!” Sådan er stemningen og hadet til en statsminister, som ser den anden vej, imens vor tids største og mest horrible massemyrderi finder sted.
I samfundets top er man bange for “radikalisering”. Men de glemmer, at det er deres egne handlinger, der har skabt den radikalisering. Det er klart, at dem, der bare ønsker små reformer af det bestående samfund, er bange for radikalisering.
Men os, der ønsker grundlæggende forandringer – en revolution – er ikke bange for radikalisering, vi ved, at den kommer ud af imperialisternes egne krigseventyr.
Hvis man skal pege på en positiv ting, så er det, at Vestens hykleri er blevet fuldstændigt blotlagt for en hel generation af unge. De har på seks uger fået en gigantisk vaccine imod hykleri.
Hver gang vores regering – og dens chefer på den anden side af Atlanten – forsøger at tale om “demokrati” og “menneskerettigheder”, så kan de nu se igennem røgsløret.
Ligesom at den generation, der var unge i 60’erne og 70’erne, blev dybt påvirket af billederne fra Vietnam, så bliver den nye generation af unge præget af billederne fra invasionen. Jeg tror på, at det får langt større indflydelse på den politiske situation, end nogen kunne have forudset.
Den danske regering støtter massakren
I den seneste FN-afstemning om våbenhvile har den danske regering nu valgt at sadle om og stemme for. Men det betyder langtfra en holdningsændring.
Løkke har udtalt, at den danske regering stadig står “last og brast” med Israel.
Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup siger i P1 her til eftermiddag (den 18. december, red.), at regeringen egentlig ikke har ændret holdning, men at grunden til, at man stemte for denne gang, var, at resolutionen var anderledes, fordi den denne gang talte om en “humanitær våbenhvile”, det vil sige en pause i kampene og ikke, som angiveligt i den tidligere resolution, en varig våbenhvile.
Husk, at amerikanerne måtte trække sig ud af Vietnam, franskmændene ud af Algeriet, hollænderne ud af Indonesien.
Danmarks position er således, at man nu ønsker en lille pause i myrderierne. At der lige skal være et par dages afbrydelse, før terrorstaten så kan myrde civile og børn igen. Velbekomme, siger jeg bare.
Jeg skal ikke forklejne, at en pause kan være et (minimalt) fremskridt. Ethvert skridt i retningen af at stoppe massakren skal støttes, præcis ligesom enhver faglig aktivist vil støtte en reallønsfremgang, selvom den er smal.
Ikke desto mindre så er det vigtigt at påpege begrænsningerne. At udsætte terrorstatens bombardementer, deres drab på journalister, på børn, på civile er en stakket frist.
Al den snak om “krigens love”, som regeringen har gang i (og som dele af venstrefløjen havde som sin hovedparole for bare to-tre uger siden), er også at stikke folk blår i øjnene.
Det er illusionen om en hyggelig krig. Det er tanken om, at terrorstaten kan opføre sig ordentligt.
I øvrigt siger “krigens love” – det vil sige Genèvekonventionerne – ikke, at man ikke må dræbe civile. De siger bare, at man skal forsøge at minimere civile tab.
Snakken om “krigens love” skygger i virkeligheden for den indlysende løsning:
At invasionen stopper fuldstændigt. At terrorstaten trækker sine soldater tilbage. At krigsregimet stopper sine bombardementer, ikke midlertidigt, men permanent. At den stopper sin mangeårige belejring og blokade.
Virker det som et utopisk perspektiv? Måske, men husk, at amerikanerne måtte trække sig ud af Vietnam, franskmændene ud af Algeriet, hollænderne ud af Indonesien.
Det betyder selvfølgelig ikke, at regeringens stemmeafgivelse i FN er ligegyldig. De er naturligvis pressede, selv USA er presset og begynder retorisk at distancere sig (mildt) fra terrorstaten.
Det er de, fordi de har undervurderet den massebevægelse, som deres handlinger har udløst. De er selvfølgelig bekymrede for de konsekvenser, deres handlinger får, ikke bare om et eller to år, men potentielt set i det næste årti eller endnu længere tid.
De taber al anseelse i det globale syd, hvor de i forvejen stod svagt. Men endnu vigtigere, så taber de millioner af unge mennesker, en hel generation som bliver mere radikaliseret, jo længere bomberegnen fortsætter.
(Foto: Andreas Bülow)
