Interview med Niklas Zenius Jespersen (af Jeppe-Krommes Ravnsmed)
På et møde i FN’s sikkerhedsråd i oktober 2023, udtalte FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, at det er vigtigt at anerkende, at angrebene fra Hamas “ikke skete ud af ingenting” – Det palæstinensiske folk har været underlagt 56 års kvælende besættelse – De har set deres land gradvist fortæret af bosættelser, hærget af vold, deres økonomi kvalt, deres folk fordrevet, og deres hjem ødelagt. Deres håb om en politisk løsning på deres elendighed er svundet væk, sagde han. I den sammenhæng er det relevant at belyse den historiske baggrund for staten Israels oprettelse.
Der er to dominerende forestillinger omkring den israelske stats oprettelse. Den ene er den zionistiske fortælling om, at jøderne var et folk uden land, og så kom de til et land uden folk. Den alternative fremstilling, som også er meget dominerende, er en idé om, at det historiske Palæstina er et område, der altid har været præget meget af krige og konflikter. Ingen af disse to forestillinger er rigtige.
Det historiske Palæstina har de sidste par hundreder år, hvis ikke tusinder år, været et multietnisk, multireligiøst område med mange forskellige befolkningsgrupper, som i rimelige lange perioder har levet i fredelig sameksistens. Både under Osmannerriget og senere også til en vis grad under det britiske imperium. Under det britiske imperium begyndte der imidlertid at komme stigende konflikter, hvilket bl.a. skyldtes den zionistiske indvandring, som bunder i zionisternes forsøg på at få oprettet en jødisk domineret stat.
Zionismen
Zionismen er en ekstrem form for etno-nationalisme, der prædiker at alle verdens jøder, hvad enten de er religiøst praktiserende jøder, kulturelt jødiske eller af jødisk afstamning, er et særegent folk, der udgør en samlet nation, der skal leve i en jødisk stat og at zionisterne har ret til at oprette og fastholde en sådan jødisk stat igennem erobringskrige. Denne ideologi blev delvis skabt som respons på den antisemitisme, der har præget meget af europæisk historie, hvor Holocaust selvfølgelig er det klareste eksempel, hvilket fik højrefløjen indenfor den jødiske arbejderbevægelse til at konkludere, at man aldrig kunne løse problemet med antisemitisme i Europa, da man ikke kunne leve i fred med andre ikke-jødiske europæere og derfor måtte have sit eget land. Denne forestilling har stået i modsætning til den traditionelle jødiske venstrefløj, som særligt stod stærkt før 2. verdenskrig, som mente, at man godt kunne leve i samkvem med andre befolkningsgrupper, og som desuden fastholdt, at man ikke længere var et samlet folk, da man havde været udsplittet i mange forskellige befolkninger som delte den samme religion, men ikke kunne tale det samme sprog, og som konsekvens konkluderede man, at det fælles jødiske folk, som måske engang historisk havde eksisteret, nu ikke længere var et samlet folk. Før 1. verdenskrig var flertallet af de jøder, der boede i det som i dag hedder Israel, ikke zionister, men identificerede sig meget mere med araberne.
Et resultat af den imperialistiske politik
Staten Israels oprettelse var et resultat af den imperialistiske politik. Først i forbindelse med 1. verdenskrig, hvor briterne lover araberne selvstændighed, til gengæld for, at de vil gøre oprør mod ottomanerne, og samtidig også lover zionisterne, at de ville kunne få deres eget land i det britiske imperie, til gengæld for, at de vil støtte briterne med penge og soldater. Og senere efter 2. verdenskrig, hvor man i det nyligt stiftede FN ønskede at kompensere for Holocaust ved at give mere støtte til zionisterne, som også var vokset i styrke internt blandt jøderne, da mange var forfærdede over Holocaust og som konsekvens desillusionerede ift. at kunne leve i fred i deres tidligere hjemlande. Samtidig med dette, oplever man i det britiske imperium efter 2. verdenskrig også, at der er en stigende selvstændighedsbevægelse og en voksende venstrefløj i deres kolonier, og derfor ses oprettelsen af den Israelske stat også som et bolværk imod antikoloniale bevægelser, og imod socialisme.
Der har været en voksende zionistisk indvandring i det historiske Palæstina, og voksende protester, også i 1930’erne blandt den ikke jødiske befolkning og blandt dele af indfødte jødiske befolkning imod omfanget af den her indvandring og voksende etniske konflikter.
Staten Israel blev helt konkret oprettet efter 2. verdenskrig, som en del af en forhandling mellem forskellige stater, hvilket ender ud i, at man sætter en delingsplan til afstemning i det nyoprettede FN, hvor et flertal af landene stemmer for, hvilket i praksis vil sige et flertal af kolonimagterne, da de færreste tidligere kolonier endnu havde opnået selvstændighed på det tidspunkt. Delingsplanen fastslår, at man skal opdele det palæstinensiske område i to. En jødisk stat og en palæstinensisk stat. Denne beslutning udløser krig i Palæstina, da de fleste arabiske lande erklærer krig mod denne nyoprettede jødiske stat. Men det ender med, at zionisterne vinder krigen, og derefter kan oprette staten Israel på et langt større territorium end de havde fået ifølge FN-afstemningen. Og som en del af det, så indleder zionisterne også et folkemord under krigen, hvor et sted mellem 700.000 og 900.000 palæstinensere fordrives, hele landsbyer bliver myrdet, brændt af, der er udbredte voldtægter og etnisk udrensning. Denne begivenhed er det som palæstinenserne betegner som Nakba, hvilket er et arabisk ord for katastrofe.
Krige mod omkringliggende lande
Siden 1948 har Staten Israel vokset sig langt større. Det største spring skete i forbindelse med den såkaldte 6-dages krig i 1967. Indtil da var Gaza og Vestbredden, som var de tilbageværende palæstinensiske områder, underlagt henholdsvis Egypten og Jordan. Men i 6-dages krigen invaderer Israel Østjerusalem, Vestbredden og Gaza, og opnår kontrol med disse områder. Derudover fører Israel også gennem årene en række andre krige imod alle omkringliggende lande. De erobrer det sydlige Libanon, Golanhøjderne fra Syrien, og i en lang periode også Sinai-ørkenen fra Egypten, og der er den her vision blandt dele af zionisterne om, at man skal have et stor-Israel, som skal række hele vejen ned til floderne Eufrat og Tigris, hvilket ville omfatte størstedelen af Syrien, Libanon og Irak. Igennem Israels historie, har der også været andre eksempler på krige, hvor de har interveneret på vegne af andre imperialistiske magter. Særligt i Suez-krisen, hvor Israel i samarbejde med en række imperialistiske stater invaderer Sinaihalvøen, med det mål at stoppe nationaliseringen af Suezkanalen, som Egypten har igangsat under Abdal Nasser præsidentstyre.
Israel har vundet hovedparten af deres krige, men taber også nogle enkelte, hvilket resulterer i, at de senere hen gradvist mister kontrollen med store dele af Sinai-ørkenen i Egypten, og i 2006 bliver Israel også smidt ud af størstedelen af det sydlige Libanon med undtagelse af et enkelt mindre område.
