Af Socialistens redaktion
Enhedslisten er i stormvejr. Et flertal i hovedbestyrelsen har indkaldt til ekstraordinært årsmøde med henblik på at forberede eksklusioner af medlemmer af venstrefløjsfraktionen Rødt Venstre. De borgerlige medier er gået i selvsving med historier om splittelse og uenighed i partiet. Det fyger med beskyldninger om “opbakning til terrorisme” og “partiskadelig virksomhed”. Men hvad er den politiske baggrund? Hvordan er partiet nået hertil? Og hvad kan vi gøre for at vende kursen?
I medierne og blandt kommentatorerne fremstilles et fuldkommen karikeret billede af den nuværende konflikt. Partiets ledelse, den såkaldte moderniseringsfløj, præsenteres som de fornuftige politikere der har professionaliseret partiet, men som møder modstand fra en gruppe landsbytosser, ekstremister og gamle dogmatikere, som må og skal smides ud, hvis partiet skal blive en succes.
Det er utrolig let at hoppe med på den analyse, hvis man ikke ser på den større politiske kontekst, den historiske udvikling af Enhedslisten og den internationale situation. Men hvis vi vil ændre samfundet, er hurtige og overfladiske analyser ikke nok. Vi må analysere det store billede, klassemodsætningerne i samfundet og partiets rolle indenfor og udenfor parlamentet, hvis vi kollektivt skal lære af den nuværende debat og bruge den fremadrettet til at skabe en stærk socialistisk venstrefløj i Danmark og internationalt.
Har ‘modernisering’ været en entydig succes?
Ifølge de borgerlige mediers og ledelsens fortælling har det været “moderniseringen” af Enhedslisten, som har skabt fremgang. Med modernisering menes der flere ting. For det første en politisk professionalisering af partiapparatet, med bl.a. udpegelsen af en politisk ordfører og et klarere fokus på vedvarende fremtræden i medierne. For det andet menes der en række politiske ændringer.
Overordnet kan det siges, at Enhedslistens såkaldte moderniseringsproces dateres tilbage til perioden efter valget i 2007. I årene efter skete der en række ændringer af partiets politik. De nyeste af dem er en markant opblødning på EU-modstand, accept af NATO og senest forslaget om at Enhedslisten kan indgå i regering, men i årene før det så man også store forandringer, bl.a. Enhedslistens accept af påskuddet for krigen i Libyen (det såkaldte flyveforbud) i 2011.
I starten af processen, særligt i årene med Johanne Schmidt-Nielsen som politisk ordfører, kan den såkaldte modernisering hævdes at have haft nogen succes. Der var en fremgang ved valget i 2011, omend den primært skal tillægges SF’s ekstreme højredrejning, da Villy Søvndals jagt på ministerbiler åbnede et rum til venstre for SF.
Men hvad med de seneste par år? Har de været en stor succes for “moderniseringen”? Ser man på de valgresultaterne, er svaret et klart nej:
- Ved det seneste folketingsvalg, i 2022, gik Enhedslisten 1,8 procentpoint tilbage og mistede 4 mandater.
- Ved valget før det, i 2019, gik Enhedslisten også tilbage. Dengang mistede man 1 procentpoint og et enkelt mandat.
- Selv ved det nylige EU-parlamentsvalg den 9. juni 2024, hvor man formelt set gik frem, så skete der faktisk en tilbagegang, hvis man regner hele Enhedslistens valgforbund fra 2019 sammen (dengang stillede Folkebevægelsen mod EU også op).
Den såkaldte modernisering har altså ikke været en entydig opskrift på fremgang. I starten fik man en vis fremgang, men de seneste 11 år har man haft tilbagegang. Den store tilslutning som Enhedslisten oplevede fra 2012 til 2014 er blevet sat over styr. Dengang blev partiet set af mange som et alternativ til Thorning-regeringen. Johanne Schmidt-Nielsen, daværende politisk ordfører, gik på TV og forklarede at regeringen “pissede på dens egne vælgere”. Flere meningsmålinger gav liste Ø 15% tilslutning.
Men i stedet for at ride på den modstand, der var til Thorning-regeringens mange nedskæringer, så valgte partiet at nedtone modstanden mod Thorning og indgik bl.a. en tvivlsom finanslov i 2014. Et tomrum blev skabt og i stedet for massiv fremgang til Ø, så vi fremkomsten af partiet Alternativet som delvist kunne opfange noget af den utilfredshed man havde set under Thorning.
Fremgang når Ø er anderledes end SF
Hvis man ser overordnet på Enhedslistens udvikling, så er der to tidspunkter, hvor man er gået betydeligt frem Første gang var i 1994, da partiet kom ind i Folketinget for første gang, med 104.578 stemmer og 6 mandater. Det var næsten en fordobling fra valget i 1990, hvor Enhedslisten fik 55.000 stemmer og 1,7%, lidt under spærregrænsen.
Hvad var årsagen til fremgangen i 1994? Det var unægteligt den utvetydige EU-modstand, efter at SF var bøjet af og havde indgået et nationalt kompromis selvom befolkningen havde stemt nej til Maastricht-traktaten i 1992. Med andre ord: Enhedslisten fremstod som noget markant anderledes end SF.
En lignende udvikling så vi med den store fremgang i 2011. Her gik Enhedslisten fra 2,2% til 6,7% og sikrede sig 12 mandater. Det skete i kølvandet på krisen i 2008, men også i en situation hvor SF var rykket markant til højre under Villy Søvndal, som var på vej i regering med Thorning og Vestager. Enhedslisten fremstod igen som noget grundlæggende anderledes, et parti med en praktisk politik som var noget andet end SF og Socialdemokratiet.
Det er klart, at der ikke findes nogen garanti for evig fremgang. Klassekampen udvikler sig naturligvis ikke i en lige linje, hvor man altid vinder større opbakning. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at ‘moderniseringen’ ikke har været en entydig succes og at det omvendt faktisk er de gange hvor Enhedslisten har fremstået som noget radikalt anderledes end SF og de andre partier, at man har opnået fremgang.
Rødt Venstre
Selvom Enhedslisten i de seneste par år har været i opposition, så har vi ikke set partiet rykke mod venstre – tværtimod. Ledelsen har gjort sig helt enormt store anstrengelser for at fremstå stuerene og som en del af mainstream. Politisk har man accepteret dansk medlemskab af NATO, man har udvandet EU-modstanden og i den seneste valgkamp var alt der mindede om systemkritik fuldkommen fraværende.
Senest har partiets politiske ordfører ligefrem foreslået, at Enhedslisten kan indgå i en regering, hvilket under de nuværende styrkeforhold vil betyde, at man skal underlægge sig den socialdemokratiske ledelses kurs på alle de væsentligste områder.
På den organisatoriske front har partiet også ændret sig meget i løbet af de senere år. Man har nedlagt det trykte medlemsblad, skrottet støtten til et uafhængigt venstrefløjsmedie (Solidaritet) og symbolsk har man rykket landskontoret fra Studiestræde og ind til Christiansborg, altså længere væk fra aktivistkernen uden for Christiansborg. Disse tiltag har blot været toppen af isbjerget i en gradvis reduktion af medlemmernes politiske indflydelse på partiets politik, hvor flere og flere udspil og politiske aftaler laves af folketingsgruppen fuldstændig udenom Hovedbestyrelsen. Og i flere tilfælde, så har folketingsgruppen sat Enhedslistens underskrift på politiske aftaler, som strider med partiets vedtagne principper – eksempelvis på det grønne område.
Dette langsomme skred mod midten har betydet, at mange almindelige medlemmer af Enhedslisten begyndte at organisere sig for at modgå højredrejningen. Det startede i efteråret 2020, efter et årsmøde hvor godt 40% af de delegerede valgte ikke at stemme for Hovedbestyrelsens beretning, og dermed ikke støttede op om den måde partiet er blevet ledt på. På basis af to dokumenter, den såkaldte “Albertslund-appel” og udtalelsen “Os der ønsker mere kant” (skrevet af medlemmer i Aarhus), organiserede en lang række kammerater fra hele landet det såkaldte Græsrodsnetværk.
Senere valgte et flertal fra Græsrodsnetværket så at stifte dét, der blev til Rødt Venstre. Rødt Venstre organiserer mellem 100 og 200 medlemmer, de fleste af dem er medlemmer af Enhedslisten, Socialistisk UngdomsFront (SUF) eller Rød-Grøn Ungdom, men også tidligere medlemmer af Enhedslisten er med i et forsøg på at fastholde folk der er frustreret med højredrejningen og overbevise dem om at melde sig ind i Enhedslisten igen. Rødt Venstre har vedtaget et politisk grundlag og forsøger at organisere kampen mod højredrejningen. Det er langt fra en perfekt organisering, men det er udtryk for en politisk udvikling i Enhedslisten, nemlig et modsvar til den højredrejning, som har været undervejs.
En højredrejning, som ikke kun ses gennem gradvise ændringer i partiets principper, men i endnu højere grad gennem de politiske aftaler og udmeldinger, som folketingsgruppen løbende kommer med. Det er nemlig også vigtigt at slå fast, at Rødt Venstre forsvarer de grundlæggende socialistiske principper, som stadig fremgår af Enhedslistens principprogram og nogle af delprogrammerne, og det er også årsagen til, at vi mener, at vi i høj grad hører hjemme i Enhedslisten, mens der omvendt kunne stilles spørgsmålstegn ved, om de politiske idéer som ‘moderniseringsfløjen’ fremfører ikke ville være mere relevante hos SF eller Socialdemokratiet.
Der er kammerater som har kritiseret Rødt Venstre for at være “gammeldags”, fordi man nedtoner særligt kampen i parlamentet og for ikke at lægge nok vægt på reformer. Kritikken er skudt ved siden af. Af to årsager: For det første er der faktisk flere nuværende og tidligere kommunalbestyrelsesmedlemmer med i Rødt Venstre, som også arbejder i dagligdagen for at forsvare arbejderbefolkningens krav, hvad enten det handler om kampen mod lukninger af skoler, kampen mod miljøsvineri eller mod nedskæringer på daginstitutioner, osv.
For det andet er kritikken forkert, fordi vi ikke står i en historisk periode med muligheden for massive reformer. De store reformer som arbejderklassen i Danmark opnåede, særligt i tiden med økonomisk opsving i efterkrigstiden, hører til i fortiden. Nutiden byder ikke på store reformer til gavn for arbejderklassen. Tværtimod ser vi angreb over det hele. Derfor er Rødt Venstres grundlæggende kritik af den parlamentariske overfokusering korrekt, dels fordi det lige nu ikke er muligt at opnå store reformer og dels fordi de små sejre vi i givet fald ser næsten altid er produkter af massebevægelser udenfor parlamentet.
Nogle af de seneste års større politiske aftaler i Folketinget, som Enhedslisten har været en del af, ikke mindst den store klimalov, som Enhedslisten selv har betegnet som “historisk”, har vist sig ikke at løse de grundlæggende problemer og har tværtimod været en stor skuffelse. Imens ser vi pensionsalderen stige, angreb på ungdomsuddannelserne, forringelser for de ledige. Reformer er blevet afløst af kontra-reformer.
Det betyder ikke, at vi afviser det parlamentariske arbejde. Men det betyder, at det i højere grad bør være en talerstol, som kan bruges til at nå ud til bevægelserne og organisere modstanden. Dem der kritiserer Rødt Venstre for at være “gammeldags” fordi man ikke har tiltro til massive reformer er derfor i virkeligheden dem der selv klinger sig til fortiden.
Situationen efter 7. oktober
Invasionen af Gaza, med Israels folkemord på palæstinenserne, udløste den største massebevægelse i Danmark i årtier. I et helt år i træk har vi haft ugentlige demonstrationer med tusinder og nogle gange endda titusinder. Det er fortsat i årets kolde måneder, i slud og sne, med demonstrationer i byer landet over – ja, selv i små provinsbyer har vi set protester.
Men begivenhederne har også testet alle partier og organisationer. Det skred ind mod midten, som Enhedslistens ledelse har foretaget i den seneste periode, udmøntede sig meget konkret i den måde partiets folketingsgruppe håndterede situationen på. I stedet for en entydig politisk afstandtagen fra invasionen af Gaza nikkede Enhedslistens ledere ja til formuleringen om at “Israel har ret til at forsvare sig selv”, omend de bedyrede, at det samtidig ikke måtte være en undskyldning for at slå civile ihjel. Problemet var bare, at Israel er en besættelsesmagt og at formuleringen er den samme, som Netanyahu har brugt som undskyldning for at igangsætte folkedrabet. I de første par uger talte Enhedslisten om “to ekstremer”, som om det var en ligeværdig kamp mellem palæstinenserne og israelerne.
I de første fem måneder af folkedrabet undlod Enhedslistens hovedbestyrelse at tilslutte partiet som officiel anbefaler af de store demonstrationer i København, organiseret af initiativet ‘Alle på gaden for et frit Palæstina’. Man var bange for at blive beskyldt for at være “Hamas-sympatisør”. De enorme massedemonstrationer med titusinder af mennesker skete således, mens partiet officielt stod udenfor og mens et dusin lokalafdelinger valgte at anbefale alligevel.
Kort inden årsmødet, da det stod klart for moderniseringsfløjen at de ville blive stemt ned, valgte de at sadle om og et flertal i hovedbestyrelsen vedtog derfor at man godt kunne anbefale demonstrationerne. Men både partiets vævende forsøg på en midterposition og den oprindelige afvisning af støtte til demonstrationerne har mindsket partiets anseelse i bevægelsen.
Hele bevægelsen var ellers en kæmpe mulighed for et parti som Enhedslisten, som kunne have forbundet sig med de mest militante lag fra første dag og vundet enorm opbakning, ikke kun blandt herboende palæstinensere, men også hos de tusindvis af unge, som med Danmarks fortsatte våbeneksport, har set hvor dobbeltmoralsk vesten i virkeligheden er. Men med sin tvetydige position, særligt i de fem første måneder af folkedrabet – og senere med accepten af anti-semitisme-aftalen, har Enhedslisten ikke været i stand til at artikulere den modstand mod Israels krig.
Dette er første del af en artikel i to afsnit. Anden del kan læses her.
