Af: Niklas Zenius Jespersen, Foreningen Socialisten
USA og Israel angriber nu igen Iran og erklærer landet krig. De ulovlige og uprovokerede angreb er den seneste optrapning i den dødbringende imperialistiske rivalisering der præger regionen og som så mange gange før er det civilbefolkningen der bliver de primære ofre. Allerede i de første timer af angrebet blev mindst 51 børn dræbt af USA og Israel da et missil ramte en pigeskole i Iran. Da Israel og USA angreb Iran sidste år, mistede over 1000 civile livet, hvis USA gør alvor af Trumps udtalelser om en krig på større skala end angrebene sidste år, så vil dødstallene blive langt mere alvorlige. Iran besidder ligeledes midlerne til at svare igen i stor stil og en forlænget krig vil også kunne medføre store civile og militære tab for Israel og USA og de lande i Mellemøsten der bliver fanget i krydsilden.
Modsat Israel og USA’s påstande, så handler krigen hverken om frihed, menneskerettigheder, fred, demokrati eller bekæmpelse af atomvåben. Tværtimod.
Israel har selv et hemmeligt atomvåbenarsenal og gennemfører fortsat et folkedrab mod palæstinenserne og angriber jævnligt alle sine nabolande, alt imens oppositionspolitikere bliver fjernet fra parlamentet, demokratiske rettigheder afskaffes, og oppositionsaktivister angribes af politiet internt i Israel. I USA, der har verdens største lager af atomvåben og jævnligt bomber eller invaderer andre lande, indskrænkes demokratiet mere og mere (og Trump forsøgte selv tidligere et voldeligt kupforsøg, da han tabte forrige valg), og politiet og ICE myrder fredelige demonstranter og tilfældige borgere i USA. Det iranske præstestyre er et brutalt diktatur, der myrder sine egne borgere, men hverken USA eller Israel repræsenterer noget bedre. Tværtimod myrder Israels og USA’s angreb også endnu engang iranske civile, der nu både skal frygte regimets kugler og USA’s og Israels bomber. Krigene i Irak og Afghanistan beviste, at imperialistisk krig kun fører til nye lidelser for civilbefolkningen og ikke baner vejen for hverken fred, frihed eller demokrati. Formålet med sådanne krige er ikke at befri befolkningerne eller sikre fred, men at sikre små eliter magt og rigdom på resten af befolkningernes bekostning.
Både internt i Iran og blandt det eksiliranske miljø er der udbredt modstand mod både præstestyret og mod Israels og USA’s angreb. Et mindretal af iranere på den yderste højrefløj, der ønsker genindførelsen af det tidligere royalistiske Shah-diktatur i Iran, forsøger at fremstille det, som om de taler på vegne af alle iranere, når de støtter USA og Israels angreb i medierne eller fejrer Israels og USA’s drab på deres landsmænd foran USA’s ambassade. De samme folk har tidligere fejret Israels folkedrab mod palæstinenserne og ignorerer at det Shah-regime de ønsker at genindsætte på magten i Iran, selv myrdede tusindvis af demonstranter i gaderne dengang det sad på magten. Men de repræsenterer på ingen måde alle iranere.
Tværtimod er der et levende venstreorienteret iransk miljø i Danmark og en stærk progressiv bevægelse i Iran, inklusive fagforeninger, studenterorganisationer, kvindebevægelser, etniske og nationale mindretal og venstreorienterede der i årevis har kæmpet for at vælte præstestyret og som også både sidste år og nu protesterer imod USA og Israels angreb på Iran. Her i Danmark er der ved at blive arrangeret demonstrationer mod både USA’s og Israels angreb og mod præstestyrets undertrykkelse, bl.a. arrangeret af Komiteen for Kvinde-Liv-Frihed. Komiteen for Kvinde-Liv-Frihed er organiseret af herboende iranere tilstøtte for det progressive oprør i Iran de seneste år og de har nu udsendt nedenstående udtalelse mod USA’s og Israels angreb.
Som Komiteen for Kvinde-Liv-Frihed korrekt pointere, så er disse angreb ikke en støtte til det folkelige oprør i Iran, men tværtimod en katastrofe for oprøret. Det er ikke muligt at samles til demonstrationer når bomber og missiler falder over gaderne, de iranske elever kan ikke demonstrere imod præstestyret når de ligger begravet under murbrokkerne efter et angreb fra Israel og USA og præstestyret udnytter angrebene til at tegne alle dets modstandere som fjendtlige agenter og slå endnu hårdere ned, ligesom at den folkelige vrede imod USA og Israels drab udnyttes af præstestyret til at genvinde opbakning i dele af befolkningen. Da USA og Israel sidste år angreb Iran så vi netop at det i en periode drastisk svækkede protesterne imod regimet og hjalp præstestyret med at fastholde magten. Også derfor kræver vores solidaritet med den iranske befolkning at vi protesterer imod USA og Israels angreb.
I Foreningen Socialisten bakker vi op om iranernes kamp for frihed, fred og for deres sociale rettigheder og derfor støtter vi både protesterne imod præstestyret og tager afstand fra USA og Israels imperialistiske angreb og vi opfordrer til at bakke op om progressive iranske stemmer og protester imod imperialisme, krig og undertrykkelse.
Følg blandt andet Komiteen for Kvinde-Liv-Frihed her: https://www.facebook.com/groups/914462515380076/








