Af Socialistens redaktion
Valget den 24. marts kommer på et tidspunkt, hvor Danmark og verden befinder sig ved en afgrundsdyb skillevej. Valget er klart: ønsker vi at fortsætte ud ad en vej, hvor vi
afmonterer velfærdssamfundet, lader hånt om klimakrisen og ser bort fra den stigende
ulighed, til fordel for et fortsat militært oprustningsvanvid? Svaret er klart. Mens de
borgerlige partier kommer med det ene rabiate forslag efter det andet, må vi insistere på,
at en anden verden er mulig. En verden uden krig og klima- og miljøødelæggelse, hvor vi
gennem en demokratisering af økonomien vil være i stand til at forbedre almindelige
menneskers levevilkår og vores fælles velfærd. Derfor opfordrer vi til at stemme på
Enhedslisten ved valget.
SVM-regeringens fallit
Klassesamarbejde
Kun få gange tidligere i historien, har det gamle arbejderparti Socialdemokratiet valgt at gå i regering med arbejdsgiverpartiet Venstre. Sidste gang var i 1978-1979, hvor samarbejdet blev indgået for ”at løse alvorlige økonomiske kriser”. Samme argument blev brugt, da Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne indgik en regering efter valget i 2022, hvor der blev lagt op til et bredt samarbejde om gennemførelsen af nødvendige økonomiske reformer. Som vi skrev tilbage i 2023, var regeringssamarbejdet et udtryk for, at borgerskabet i Danmark forbereder sig på en længerevarende tid med militær oprustning og heraf et ekstremt indskrænket råderum, samt ønsket om at øge arbejdsudbuddet og sænke reallønninger og leveforhold.
Store Bededag
SVM-regeringens første angreb kom med fjernelsen af Store Bededag i 2023, som
medførte enorme protester og over 40.000 samlet til demonstration på Christiansborgs
Slotsplads. Fagtoppen valgte imidlertid at gøre modstanden rent symbolsk, og på trods af
stor kampvilje, så blev kravet om genindførelse af en ny fridag heller ikke central ved de
efterfølgende overenskomstforhandlinger.
Kontanthjælpsreform
I 2025 trådte regeringens kontanthjælpsreform i kraft, som sender tusindvis af borgere
under fattigdomsgrænsen og skubber mange flere ud i hjemløshed. Samtidig med, at man
træder på dem, der lever på samfundets bund, har SVM-regeringen fundet milliarder til at
annullere skatteforhøjelse af selskabernes ejendomsavancer.
Angreb på uddannelser og SU
SVM-regeringen har også gennemført massive angreb på retten til en god og gratis
uddannelse for alle. Bl.a. har regeringen med deres reform fra 2023 indført kraftig
adgangsbegrænsning til gymnasierne, hvilket vil medføre et karakterræs allerede i
folkeskolerne, og have som konsekvens, at især arbejderklassens børn vil være forment
adgang til gymnasierne. Derudover har man indført krav om, at universiteterne skal skære
10% af deres optag på alle uddannelser, og samtidig forkorte uddannelseslængden, så op
mod halvdelen af de studerende i fremtiden kun får mulighed for at læse på universitetet i
4 år, mod 5 år i dag. Som prikken over i’et, har regeringen også gennemført massive
besparelser på SU, hvor man fra 2027 nu maksimalt vil have 58 SU-klip, svarende til
under 5 år.
Oprustningsvanvid og internationale kriser
Fjernelsen af Store Bededag blev bl.a. forsvaret med behovet for ekstra finansiering af den militære oprustning. De samlede militærudgifter i 2026 er nu på 105 milliarder kroner, hvilket svarer til ca. 3,5% af BNP. I 2022 var de årlige militærudgifter på 38 mia. kr. (1,36% af BNP) og i 2015 brugte man blot 22 milliarder kr. (1,1 % af BNP). Den massive stigning i militærudgifterne skyldes både en generel oprustning og militær støtte til Ukraine.
De seneste 4 år, har Danmark leveret militærstøtte til Ukraine for over 70 milliarder kroner. Regeringen har forsvaret den massive oprustning med den internationale geopolitiske situation, hvor man gennem flere år har skabt et narrativ om, at vi er truet af Rusland og
Kina.
Ukendte droner over dansk luftrum bliver brugt til at skabe en stemning af panik,
mens milliardindkøbene af militært isenkram fra Israel, USA og andre krigsbegejstrerede
lande fortsætter sin himmelflugt. Staten har også givet stor støtte til danske våbenfirmaer
og Ukrainsk våbenproduktion på dansk jord. I denne proces tilsidesættes al vanlig
lovgivning vedrørende miljøtilladelser og offentlig høring. Og den omsiggribende
militarisering af vores samfund sniger sig også ind på skoler og uddannelser, hvor der
oprettes særlige linjer og udvidet forskningsprogrammer i understøttelsen af dødbringende
militær teknologi.
I starten af marts 2026 meddelte regeringen også, at man har indgået en aftale om at blive en del af det franske atomvåbenprogram, hvilket betyder, at man støtter en øget oprustning med masseødelæggelsesvåben på europæisk jord.
Den seneste krise omkring Grønland har imidlertid med al tydelighed vist, at det er USA,
der er den største trussel mod vores alles sikkerhed. Men Trumps trusler om
magtovertagelse af Grønland har ført til yderligere oprustning i Arktis, da det danske
borgerskab paradoksalt nok har købt fortællingen om, at det i virkeligheden er Rusland og
Kina, som truer Grønland.
At Mette Frederiksen netop har udskrevet valg nu, skyldes formentlig, at regeringen som
følge af krisen omkring Grønland har fået en smule medvind i meningsmålingerne. Med en
international krise, hvor der kan ses et udenlandsk pres mod nationen, er det et kendt
fænomen, at flere vælgere for en tid vil støtte mere op om en siddende regering. Men det
er kun for en periode, at folk kan lade dagligdagens problemer glide i baggrunden.
Kommunalvalg
Kommunalvalget i november 2025 var et kæmpe nederlag for alle regeringspartierne, som
samlet set kun fik lige over 41% af stemmerne. Socialdemokratiet gik tilbage i 89 ud af 98
kommuner, og mistede 18 borgmesterposter, herunder i København. Efter valgnederlaget
så man et hav af socialdemokrater udtrykke deres utilfredshed med det lokale resultat og
partiets overordnede kurs på landsplan. Baglandet har bl.a. kritiseret
regeringssamarbejdet med Venstre og Moderaterne, og sagt, at man har svært ved at
retfærdiggøre massiv oprustning, mens kommunerne må spare på folkeskoler og
ældrepleje.
De borgerlige partiers sorte alternativ
Siden kampen om Store Bededag, har regeringspartierne stået til tørre tæsk i
meningsmålingerne, hvilket partierne yderst til højre har kunne høste lidt på. I september
2025 samledes højrefløjspartierne til et borgerligt konvent, hvor man blev enige om 50
politiske krav. Efter udskrivelsen af valget, meldte Troels Lund Poulsen fra Venstre sig som
statsministerkandidat for blå blok, som står som et af de mest reaktionære politiske
projekter i nyere tid. Der er ikke her plads til at gennemgå alle deres rabiate forslag, men
der kan bl.a. nævnes, at de ønsker:
– Massive nedskæringer i den offentlige sektor
– Afskaffelse af racismeparagraf, øget diskriminering af udlændinge og overtrædelse
af internationale konventioner
– Privatisering af Ørsted og indførelse af atomkraft i Danmark
– Endnu mere oprustning, mulighed for atomvåben i Jylland og massive besparelser
på dansk udviklingsbistand
– Nej til sprøjtegiftforbud for at beskytte drikkevandet
– Massiv privatisering af sundhedsvæsenet gennem indførelse af en fritvalgsordning
fra dag 1, samt mål om flere private plejehjem.
– Skattelettelser for de rige
– Angreb på DR og stop for støtte til kritiske NGO’er, som eksempelvis Mellem
Folkeligt Samvirke
Det socialistiske alternativ
Efter over 3 år med SVM-regeringen, hvor vi har oplevet ekstrem borgerlig politik, står vi
nu overfor et valg, hvor der på den ene side er en blå blok, som repræsenterer sort
reaktion, og på den anden side et Socialdemokrati, der er åben for en ny midterregering
med Moderatere og Venstre. Vi må kæmpe for en ny regering – men også en ny politik. En
politik, der stopper oprustningsvanviddet og prioriterer penge til velfærd. Et opgør med
skattelettelserne til de rige og våbentransporterne til krigen i Ukraine. En reelt rød politik,
der arbejder for at nedbryde kapitalismen og skabe grundlaget for socialisme. I
nedenstående gennemgår vi en række centrale politikområder, som en ny rød regering må
prioritere.
Velfærd
Stop for stigning i pensionsalderen og sikring af en værdig alderdom
Det såkaldte velfærdforlig fra 2006, som betyder, at pensionsalderen løbende bliver sat op, har som konsekvens, at mange arbejdere i fremtiden kan gå direkte fra arbejdslivet og i
graven. Og får man et barn i dag, vil de skulle arbejde indtil de er over 77 år gamle. Dette
er en skændsel. Frem til 2019 lød pensionsalderen på 65 år. Socialdemokratiet har
foreslået, at man fremover skal kunne komme på den såkaldte Arne-pension som 66-årig.
Men det kræver, at du har været på arbejdsmarkedet i over 45 år. Vi må kræve, at alle skal have mulighed for at trække sig tilbage som 60-årig, som tilfældet også er for
folketingspolitikere som Mette Frederiksen. Det bør ikke kun være folketingspolitikere, der
har mulighed for at få en værdig alderdom.
Et nødlidende sundhedsvæsen
Den mangeårige underfinansiering af landets sundhedsvæsen har gjort, at man mange
steder er på vej mod kollaps. Udviklingen er resultat af et bevidst politisk valg, der har til
formål at understøtte en øget privatisering i sundhedssektoren, som de borgerlige partier
presser på for. Samtidig er antallet af private sundhedsforsikringer eksploderet. Men vi
ønsker ikke amerikanske tilfælde, og som FOA har skrevet: ”privat sundhed er ulige
sundhed”. Derfor må venstrefløjen gå til kamp for et stærkt offentligt sundhedsvæsen.
Investeringer i børn og unge
I en årrække har vi oplevet gentagne grønthøsterbesparelser på børne- og ungeområdet i
mange af landets kommuner. De lovfæstede minimumsnormeringer er mange steder ikke
den reelle virkelighed, og for mange børn byder hverdagen stadig på alt for mange vikarer
og et dagtilbud, der er reduceret til ren pasning eller opbevaring, frem for et pædagogisk
tilbud.
Beskidte toiletter, overflader og dårlig udluftning er desværre også konsekvensen af mange år med besparelser på rengøring og indeklima. På skoleområdet har man de senere år indført mere kontrol, flere test, højere karakterkrav, længere skoledage og inklusion, samtidig med, der har været mange års nedskæringer og forringede arbejdsforhold for de voksne. Når udfordringerne i folkeskolen melder sig, så har man de senere år hørt både Socialdemokratiet og borgerlige partier kappes om at give enten børnene, forældrene eller lærerne skylden.
Rammerne er der blevet talt mindre om. Derfor er det også en ny kurs, at Socialdemokratiet nu er kommet på banen med et forslag
om markant færre elever i klasserne. Der er positive elementer i forslaget, men grundlæggende er det voldsomt underfinansieret, og vil slet ikke kunne implementeres i kommunerne uden et opgør med anlægsloft og budgetlov. Og derudover kan der argumenteres for, at det ville være bedre at investere i at reducere klasseloftet på tværs af alle klassetrin, og ikke kun frem til 3.klasse.
Bekæmp uligheden
Fødevarer og inflation
Som den sidste ting inden udskrivelsen af folketingsvalget, blev lovforslag om
fødevarecheck endeligt vedtaget. Loven betyder, at over 2 mio. personer vil modtage et
enkeltbeløb på 2.500 kr., og 1.000 kr., hvis man er studerende. Fødevarechecken har
tydeligvis været regeringens forsøg på at adressere en af de største økonomiske
udfordringer de senere år. I 2022-2023 blev Danmark ramt af høj inflation.
Inflationen er sidenhen fladet ud, men samlet set, er priserne på fødevarer steget med over 30% mellem 2021 og 2025. Og særligt dem med de laveste indkomster, er hårdt ramt, da fødevarer
udgør en relativ større andel af budgettet. Som konsekvens af dette, ser man nu helt
almindelige familier stå i kø til uddeling af fødevarehjælp, så de kan få mad på bordet.
Det er en skandale, at dette skal være tilfældet i 2026. Og hverken en engangscheck eller en nedsættelse af momsen på fødevarer vil afhjælpe problemet. På samme tid, som forbrugerne har skulle betale mere for helt basale fødevarer, har Salling Group (Netto,
Føtex og Bilka) præsenteret et rekordstort milliardoverskud, selvom deres energipriser har
været stigende, hvilket indikerer, at de har hevet profitter hjem gennem at hæve priserne
ekstraordinært. Det samme har været tilfældet for Arla, som i 2025 fik et nettooverskud på 3,1 milliarder kroner, som følge af højere priser på mejeriprodukterne. Et centralt krav for venstrefløjen bør derfor være, at der skal indføres priskontrol med supermarkederne og større fødevareproducenter.
Fødevareindustrien er som resten af økonomien underlagt kapitalismens behov for at producere for profit, og ikke for at
tilfredsstille folks behov. Fødevareområdet er dog nok det enkeltstående tilfælde, hvor
kapitalismens grådighed springer mest i øjnene. Mens nogle må gå sultne i seng, fordi de
ikke har råd til at købe mad, går samlet set 1/3 af al produceret mad til spilde på
verdensplan. Det er både et resultat af produktionsforholdene i landbruget – f.eks. i de
danske svinestalde – og som følge af supermarkedernes spild. Hvis disse dele af
økonomien var underlagt offentligt ejerskab, ville man kunne planlægge produktion og
distribution af fødevarer ud fra folks behov, hvormed vi ville mindske et stort spild og sikre
lavere priser.
Bankerne skovler penge ind
Det er ikke kun supermarkederne, der skovler penge ind. De danske banker og realkreditinstitutter satte i 2024 rekord med et samlet overskud på 47 milliarder kroner efter skat. Alene Danske Bank fik et overskud på 23,6 mia. kr. Indtjeningen er steget som følge af de højere renter, som de pålægger alle os almindelige lønmodtagere, når vi har brug for lån til bolig m.v. Vi skal imidlertid ikke mange år tilbage under finanskrisen, hvor bankerne var i bekneb for penge og fik staten til at lave ikke mindre end fem bankpakker, hvor de udskrev enorme milliardbeløb og tildelte bankerne en ubegrænset kassekredit med sikkerhed i nationalbanken.
En tilsvarende gavebod er ikke tidligere set over for private foretagender. Og som betaling for dette, har mange danske banker været aktivt involveret i den globale elites forsøg på at gemme deres penge i skattely, som blev afsløret gennem
de såkaldte Panama Papers. Denne grådighed må høre op. Venstrefløjen burde derfor kræve, at staten overtager de private banker, så man kan sikre, at folks penge bliver behandlet samvittighedsfuldt og med omtanke. En nationalisering af finanssektoren vil – udover at sætte en stopper for skattely – samtidig åbne op for, at man kan begynde en socialistisk investeringsplan for genopretning af velfærden samt igangsættelse af en række initiativer indenfor forskning, innovation, produktion, infrastruktur og grøn omstilling.
Klima og miljø
Stop for forurening af vores jord og drikkevand.
I årtier har skiftende regeringer tilladt landbruget at bruge massive mængder af sprøjtegifte og kunstgødning, som ikke kun dræber livet i åer og indre farvande, men også truer vores allesammens drikkevand. Flere partiers krav om et sprøjteforbud nær drikkevandsboringer
er derfor et godt krav. Men det er heller ikke et nyt krav, og ved sidste valg, så lovede
Socialdemokratiet at indføre det, men det glemte de efterfølgende hurtigt, da de gik i
regering med Venstre og Moderaterne. Sandheden er, at vi ikke kan gennemføre en
nødvendig grøn omstilling af vores landbrug gennem frivillige aftaler og statsstøtte.
Som der står i Enhedslistens grønne delprogram, så er landbruget i Danmark reelt styret af
kapitalfonde, fødevarekoncerner og kreditinstitutter, der lader hånt om ødelæggelsen af
det lokale nærmiljø, samt det globale fodaftryk, som dansk landbrug også medfører. Et
opgør med disse strukturer kræver mere end grøn trepart, da der er en grundlæggende
modsætning mellem bæredygtig udvikling og kapitalens profitjagt.
For reel klimahandling og grøn omstilling.
Klimarådet, det uafhængige ekspertpanel, der skal holde øje med, om vi når vores klimamål, har gang på gang dumpet regeringens klimaindsats. Fremfor at lade forurenerne betale, så uddeler regeringen milliardstøtte til et af landets største klimasvin, Aalborg Portland, så de kan gå videre med et teknologisk fantasifix i form af CO 2 -fangst, i stedet for reel omstilling af produktionen.
Og mens infrastrukturaftaler fører til udvidelse af motorvejene og en hastigt stigende bilpark, så lider den offentlige transport med stigende billetpriser og forringet service. Officielt så bryster Danmark sig stadig af, at være en af verdens førende nationer indenfor grøn omstilling, men regner vi udledningerne fra afbrænding af biomasse med i vores CO 2 -regnskab, så er fortællingen en helt anden. For ikke at tale om, hvis vi medregner effekten af international transport fra dansk økonomi, herunder Mærsk, som årligt udleder mere end dobbelt så meget CO 2 , som hele Danmarks klimabelastning fra eget territorie.
Det samlede ressourceforbrug i Danmark svarer til, at vi ville skulle bruge 4 jordkloder, hvis alle havde det samme aftryk som os. Igen så må det dog her påpeges, at mens det enkelte individ har begrænsede med muligheder for at ændre på dette, så havde fem af landets største virksomheder (Mærsk, Novo Nordisk, DSV, Vestas og Ørsted) et samlet globalt klimaaftryk på 117 mio. ton CO 2 i 2024, mens hele Danmarks territoriale klimaaftryk officielt kun var på 38 mio. ton CO 2 samme år. Valget står mellem, om vi skal kæmpe for reel retfærdig grøn omstilling, eller risikere klodens fremtid for forurenende virksomheders profitjagt.
Nedrustning og international solidaritet
Den nok største skamplet over SVM-regeringen er deres medansvar for folkemordet i
Gaza. Ikke alene har den danske regering været stiltiende i deres kritik af Israel. De har
også tilladt fortsat våbeneksport til landet, som bl.a. det danske våbenfirma Terma har
lukreret på. Folkemordet har kostet over 70.000 menneskeliv og efterladt Gazastriben i
ruiner. Mens regeringen har ageret medskyldig i folkemordet, har titusinder af mennesker
været på gaden uge efter uge de seneste mange år, i det som vel nok har været en af de
største solidaritetsbevægelser, som vi har set i mange årtier. Både i Danmark og internationalt.
Palæstinasolidariteten har spredt sig på uddannelsessteder og på arbejdspladser, hvor folk har gennemført aktioner, strejker og målrettede protester mod f.eks. Mærsk, som har været en af krigens største købmænd. Solidaritetsbevægelsen har
haft en enorm betydning for bevidstgørelsen af nye lag af aktive unge og arbejdere i Danmark og internationalt, som har fået en dybere forståelse for imperialismens rolle i sådanne konflikter, og hvorfor det er nødvendigt at kæmpe for et solidarisk, socialistisk
alternativ.
Samme solidaritet har vi i den grad behov for, når det gælder de mange andre konflikter,
som verden er kastet ud i nu. Fra Grønland, til Cuba og Venezuela, og nu også krigen i
Mellemøsten. Venstrefløjen må insistere på at kæmpe mod imperialismens forbryderiske
krige og militære interventioner, samtidig med, at vi ikke lukker øjnene for klassekampen i
de fattige lande i det globale syd.
Her i Danmark, er en af de vigtigste opgaver ift. international solidaritet og
antiimperialisme, at vi afviser en hver støtte til militær oprustning, våbeneksport og krige
mod andre nationer. Der er behov for at genoplive den internationalisme, som
arbejderbevægelsen i sin tid blev bygget på. Vi må afvise regeringens propaganda og
oprustningsvanvid, og sige fra overfor dem, der ønsker at sende os i krig. ”Arbejdere i alle
lande foren jer”, hedder et gammelt slogan, og det er jo stadig lige sandt, fordi det er ikke os, men magthaverne og kapitalisterne, der tjener på krig og ødelæggelse. Vi har kun en verden at vinde ved at sige fra overfor dette.
Stem Enhedslisten ved valget og styrk kampen for socialisme i dagligdagen
Vi er en del af Enhedslisten, hvorfor vi selvfølgelig anbefaler at stemme på dem, så vi kan sikre venstrefløjen den stærkeste stemme i Folketinget. I dagligdagen, så kæmper vi for, at Enhedslisten styrker kampen for et helt andet samfund – for socialisme.
Folketingsvalget må bruges til at optegne et klart politisk alternativ til både SVM-regeringens katastrofale
politik, og det sorte alternativ, som højrefløjen repræsenterer. Derfor er vi også uenige i de politiske strømninger, der mener, at det kan være lige meget at stemme. En blank stemme – en stemme der kunne have styrket venstrefløjen – vil betyde en styrket højrefløj og en større chance for en blå regering.
En blå regering, der ønsker at give skattelettelser til overklassen på bekostning af ungdommen og arbejderklassen. Enhedslisten har taget nogle forkerte skridt til højre, men dette ændrer ikke ved, at et styrket Enhedslisten stadig vil kunne kæmpe imod forringelser af velfærden og for forbedringer.
