Af Socialistens redaktion
Folketingsvalget i marts 2026 fandt sted på et tidspunkt, hvor Danmark og verden befinder sig ved en afgrundsdyb skillevej, der er præget af militarisering, stigende ulighed, klimakrise og et stadigt mere skrøbeligt velfærdssamfund. Valget viste en udbredt utilfredshed med den førte politik. Regeringspartierne mistede opbakning, og mange vælgere søgte alternativer, men alligevel kan vi ende i en situation, hvor der ikke opnås noget kursskifte. Tværtimod, er der risiko for, at vi kan ende ud med en endnu mere reaktionær regering end den vi har haft de seneste år.
SVM-regeringens arv
Samarbejdet mellem Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne blev indgået med henvisning til økonomisk ansvarlighed, men praksis viste, at det i virkeligheden handlede om at forberede Danmark på en længere periode med militær oprustning og et indskrænket råderum for velfærd og sociale rettigheder. Arbejderne skal presses hårdere, levevilkårene forringes, og reallønnen holdes nede – alt sammen for at sikre ro om en politisk kurs, der prioriterer kapitalens interesser.
Afskaffelsen af Store Bededag blev det første tydelige angreb og efterfølgende fulgte kontanthjælpsreform, nedskæringer på uddannelserne og forringelser af SU’en.
Oprustning som normaltilstand
Disse sociale forringelser kan ikke adskilles fra SVMregeringens massive militære oprustning. Forsvarsudgifterne er eksploderet på få år og ligger nu på over 100 milliarder kroner årligt. Oprustningen er blevet solgt som nødvendig på grund af en international situation, hvor trusler fra Rusland og Kina er blevet pustet op, mens narrativer om ukendte droner og ydre fjender bruges til at skabe panik og samling bag regeringen. Samtidig er Danmark blevet en aktiv del af våbenindustrien, både gennem køb af militært isenkram fra krigsførende stater og gennem støtte til våbenproduktion på dansk jord, ofte uden hensyn til miljølovgivning eller offentlig høring. Og midt under valget meddelte regeringen, at man har indgået en aftale om at blive en del af det franske atomvåbenprogram, hvilket betyder, at man støtter en øget oprustning med masseødelæggelsesvåben på europæisk jord.
Militariseringen breder sig ikke kun økonomisk, men også kulturelt og institutionelt. Skoler og uddannelser inddrages i militære forskningsprogrammer, og hele samfundet vænnes gradvist til, at krig og oprustning er naturlige vilkår.
Når forsvarsbudgetterne vokser eksplosivt, sker det samtidig med:
• personalemangel i sundhedsvæsenet
• besparelser i kommuner og regioner
• forringelser i daginstitutioner, skoler og ældrepleje Pengene findes – men de bruges andetsteds.
Ulighed er ikke et biprodukt – det er en mekanisme De seneste år har tydeliggjort, at kriser ikke rammer alle ens.
Mens almindelige mennesker kæmper med højere priser på bolig, mad og energi, oplever banker, supermarkeder og store virksomheder rekordoverskud.
Regeringernes politik har i praksis beskyttet profitten – ikke levevilkårene.
Engangsydelser og midlertidige støtteordninger ændrer ikke ved, at økonomien er indrettet, så værdier trækkes opad, mens regningen sendes nedad.
Ulighed er ikke et uheld. Det er resultatet af politiske prioriteringer. Derfor kan ulighed heller ikke løses uden at udfordre den økonomiske magt, der producerer den.
Klima og kapital
Klimakrisen afslører de samme strukturelle problemer.
Frivillige aftaler og statsstøtte har ikke stoppet landbrugets forurening eller industriens udledninger. Forurenere belønnes, mens grøn omstilling reduceres til teknologiske fantasier.
Samtidig bruger Danmark flere ressourcer, end planeten kan bære – et forbrug, der i høj grad drives af nogle få store virksomheder. Valget står derfor mellem, om vi skal kæmpe for reel retfærdig grøn omstilling, eller risikere klodens fremtid for forurenende virksomheders profitjagt.
Krig, imperialisme og modstand
På den internationale scene har vi set hvordan Israel og USA gentagne gange forbryder sig mod folkeretten. Deres seneste krig mod Iran har bragt hele Mellemøsten i flammer og fået oliepriserne til at eksplodere. Interessant nok med støtte fra regeringen i Ukraine. Dertil kommer Israels brutale angreb på Libanon. Disse angreb viser hvilken verdensorden vi står med i dag. En verdensorden hvor den største imperialistiske magt, USA, gør hvad der passer dem. Det viser også, at NATO i realiteten er brudt sammen. De europæiske magter står måbende tilbage og må nu finansiere krigen i Ukraine alene.
Som internationalister må vi afvise alle former for imperialistiske krige. Vi må fordømme angrebet på Iran, Libanon og Palæstina. Vi må også fordømme Ruslands angreb på Ukraine. Men det betyder ikke at vi skal støtte krigen. Det er åbenlyst at de europæiske imperialistiske magters støtte til regeringen i Ukraine, ikke handler om folkeret, men om at styrke deres imperialistiske interesser mod Rusland. Vi opfordrer soldaterne på begge sider i Ukraine-krigen til at nægte at fortsætte krigen og i stedet kæmpe for forbrødring og mod deres egne regeringer. Som det gamle slogan siger: Arbejdere i alle lande foren jer”, fordi det er ikke os, men magthaverne og kapitalisterne, der tjener på krig og ødelæggelse.
Herhjemme har vi med solidaritetsbevægelsen for Palæstina fået genoplivet en internationalisme, som arbejderbevægelsen engang blev bygget på. Mens SVMregeringen gjorde sig medansvarlig for folkemordet i Gaza, gennem accept af fortsat våbeneksport til Israel, som bl.a. Terma og Mærsk har kunne lukrere på, er titusinder gået på gaden og har organiseret modstand på tværs af arbejdspladser, uddannelser og landegrænser. Nederlag til klassesamarbejdet Det er endnu uklart hvilken regering, der kan dannes på baggrund af det overståede folketingsvalg. Det var tydeligt i valgkampen, at Mette Frederiksen ikke havde den store lyst til at skilles fra klassesamarbejdet med de borgerlige partier.
Men både kommunalvalget i november 2025 og folketingsvalget i marts 2026 har været et massivt nederlag for regeringspartierne.
At regeringen ikke fik et endnu større nederlag må nok skyldes den midlertidige stemning med forsvar imod Trumps trusler mod Grønland. Men det er tydeligt, at Mette Frederiksen i virkeligheden ikke er i gang med et reelt forsvar for grønlændernes ret til national selvstændighed, men tværtimod arbejder for at få et kompromis med Trump om en mere vidtgående militarisering af Grønland, som de facto vil blive underlagt det amerikanske militær.
Utilfredsheden med den siddende regering er blevet forsøgt udnyttet af højrefløjen. Deres svar på kriserne er dog endnu mere reaktionært: massive nedskæringer, mere racisme, mere privatisering og endnu mere oprustning. Men ikke desto mindre, så fik højrefløjen også opbakning fra mange vælgere, hvilket må tilskrives, at venstrefløjen, herunder særligt Enhedslisten og SF, har været for dårlige til at give strukturelle svar på de problemer, som almindelige mennesker oplever.
Byg socialistisk opposition
Valgresultatet fra Københavns storkreds, hvor Enhedslisten blev det største parti med 16,6% af stemmerne, viser imidlertid også, at det er muligt at vinde et bredere lag af befolkningen over til et perspektiv om grundlæggende samfundsforandringer – for socialisme.
I Socialisten mener vi derfor også, at Enhedslisten må afvise at give parlamentarisk støtte til en ny Socialdemokratisk-ledet regering, der ønsker at prioritere oprustning og ”udvidelse af det økonomiske råderum” i stedet for velfærd og klima.
Folketingsvalget gav os ikke et rødt flertal, men gennem organisering af en socialistisk opposition og opprioritering af bevægelsesarbejdet ift. velfærd, klima og international solidaritet, vil vi kunne skabe et kollektivt pres, der baner vejen for fremtidige sejre.
God 1. maj!
(Foto: Jeppe Krommes-Ravnsmed)
