Af Jeppe Krommes-Ravnsmed
Der udspiller sig lige nu et voldsomt socialt oprør i Bolivia. De seneste uger har landets sociale bevægelser opretholdt omfattende vejblokader, som især har lammet La Paz, der er landets administrative hovedstad og regeringssæde. Den nye højreorienterede præsident, Rodrigo Paz, har efter omtrent et halvt år ved magten formået at gøre sig vældig upopulær blandt den fattige befolkning, og ledt an af den centrale hovedorganisation, COB, kræver landets fagforeninger, bondeorganisationer og indfødte folk nu hans afgang,
Dem 12. maj påbegyndte de sociale bevægelser en national mobilisering, som mundede ud i en flere hundrede kilometer lang march fra Oruro til La Paz, hvor titusinder af folk ankom den 18. maj, samtidig med, at der blev igangsat en generalstrejke landet over. I La Paz er det kommet til store sammenstød med militæret, som er blevet sat ind for at nedkæmpe oprøret, hvilket allerede har ført til flere dødsfald og snesevis af sårede demonstranter. Dette har blot antændt en endnu større vrede, hvorfor situationen forventes at eskalere yderligere de kommende dage.
Strukturel krise og neoliberale reformer
Bolivia har de seneste år bevæget sig ned i et økonomisk morads, som især er udløst af, at man har oplevet et stort fald i eksportindtægterne fra naturgas, som særligt under de første 10 år af Evos regeringsperiode kunne finansiere store sociale programmer. Bolivias eksportindtægter fra naturgas toppede i 2014, men siden da har landet oplevet en vedvarende nedgang i produktion, eksport og indtjening. Fra indtægter på 6 mia. dollars i 2014 til 1,6 mia. dollars i 2024. Nedgangen i eksport har ført til mangel på dollars, inflation og brændstofmangel, da størstedelen af benzin og diesel importeres fra nabolandene. Igennem mange år, har staten givet subsidier til at holde brændstofpriserne kunstigt lave, men dette har den nye regering ville tage et opgør med.
Kun afbrudt af et enkelt år med Jeanine Áñez kupregering, fra 2019-2020, har Bolivia haft et uafbrudt venstreorienteret styre i to årtier, fra MAS’ jordskredssejr i 2005 og frem til 2025, hvor splittelse og frustration i baglandet førte til, at højrefløjen tog sejren ved præsidentvalget og parlamentsvalget.
Siden Rodrigo Paz formelt overtog magten i november 2025, har han med støtte fra USA og IMF iværksat et neoliberalt reformprogram, som bl.a. har indbefattet privatiseringer, skattelettelser til store virksomheder, øget gældsoptagelse og nedskæringer i offentlige udgifter, som bl.a. har ramt skoler og sundhedssektoren. Herudover er der sket en kraftig stigning i brændstofpriserne, som har en meget direkte indvirkning på folks leveomkostninger og økonomien som helhed.
En anden faktor, som har udløst de nuværende protester, er regeringens forsøg på landreform (lov 1720), som ville gøre det muligt at omdanne små landbrug og bruge jord som sikkerhed for lån. Men blandt fattige småbønder og indfødte folk, er dette blevet kritiseret kraftigt, da det kan føre til, at småbønder mister deres jord til storkapital og agroindustri. Efter massivt pres, og som følge af vejblokaderne og demonstrationerne, valgte regeringen den 13. maj at annullere loven, men alligevel fortsatte og eskalerede protesterne, og nu med krav om præsidentens afgang.
Militarisering og undertrykkelse
Mens den folkelige mobilisering vokser, intensiveres også en kampagne for at kriminalisere protesterne, drevet af regeringen og de store medier.
Regeringen forsøger at retfærdiggøre militariseringen og undertrykkelsen ved at henvise til nødvendigheden af at forsvare demokratiet og sikre fri bevægelighed, samtidig med at den anklager protesterne for oprør, terrorisme og destabilisering. Som del af denne repressive strategi er der udstedt arrestordrer mod faglige ledere, herunder COB-lederen Argollo, og hundreder af personer er blevet retsforfulgt efter anholdelser under protesterne.
I denne kontekst er Evo Morales blevet et centralt mål for regeringens angreb. Paz har brug for en syndebuk at give skylden for protesterne og en måde at fjerne en farlig politisk konkurrent fra scenen. Derfor er retssager mod Morales blevet genoptaget, og man forsøger at gøre ham ansvarlig for mobiliseringerne. Morales selv har imidlertid afvist dette og erklæret, at han ikke kræver Paz’ afgang, men opfordrer til, at der udskrives nyvalg om 90 dage, så man kan pacificere landet. Samtidig overstiger utilfredsheden langt Morales’ person, da den udspringer af en dyb økonomisk og politisk krise.
Kort efter at være kommet til magten stillede Paz sig i tjeneste hos de samme kræfter, der støtter krigen i Palæstina og betragter Latinamerika som deres baggård. Han genoptog diplomatiske relationer med Israel og knyttede sig tæt til USA. Derfor støtter højreorienterede kræfter, erhvervslivet og agroindustrien ham i dag åbent. Organisationer som Comité Pro Santa Cruz har ligefrem opfordret til undtagelsestilstand til støtte for regeringen.
Internationale ledere som Donald Trump og Argentinas præsident Javier Milei har hurtigt udtrykt deres støtte til Paz’ regering. På den anden side af spektret, har Colombias præsident Gustavo Petro korrekt betegnet de igangværende protester som et folkeligt oprør, hvilket ophidsede regeringen, da der ifølge dem er tale om organiseret kriminalitet, og som konsekvens valgte man den 20. maj at udvise Colombias ambassadør i Bolivia.
Videre perspektiver
Historisk har de sociale bevægelser i Bolivia flere gange lykkedes med at vælte neoliberale regeringer. Det var bl.a. tilfældet med ”gaskrigen” i 2003, som førte til Gonis fald, og den anden gaskrig i 2005, som førte til Carlos Mesas fald. I begge tilfælde var der ligesom i dag enorm modstand mod neoliberal politik og krav om kontrol over naturressourcerne. Ligesom i dag, forsøgte de tidligere neoliberale regeringer også at genvinde kontrol gennem hård repression, hvilket blot antænder mere vrede i befolkningen. Og ligesom den gang, har dette også ført til, at de historisk magtfulde minearbejdere har tilsluttet sig de sociale protester, og nu deltager i demonstrationerne i La Paz.
Men i modsætning til gaskrigene i 2003 og 2005 har de sociale bevægelser i dag ikke et samlende bud på en løsning på den aktuelle krise ud over kravet om præsidentens afgang. Det gør mobiliseringen mere sårbar, fordi der mangler fælles strukturelle svar på den økonomiske krise og på, hvad der skal komme efter en eventuel regeringsafgang.
I denne kontekst er det også værd at bemærke, at der gennem længere tid har været splittelse mellem præsidenten og vicepræsidenten i Bolivia. Vicepræsident, Edmand Lara, har offentligt kritiseret flere af Rodrigo Paz’ reformpolitikker, og sagt, at man ikke løser den aktuelle konflikt med repression, men via dialog med de enkelte sektorer. Dette er med til at udstille den ustabile situation, men eftersom bevægelsen allerede er blevet radikaliseret udover rene sektorkrav, så er et mere sandsynligt scenarie, at spændingerne vil blive øget over de kommende dage og uger.
Fra Danmark må vi sende vores solidaritet til de sociale bevægelser i Bolivia, som fortsætter med at være et eksempel på modstand mod de neoliberale politikker, der forøger fattigdommen og uligheden på kontinentet.
(Fotos: Radio Kawsachun Bolivia)
