Kapitalismens klimakollaps

Af Jeppe Krommes-Ravnsmed

Det er som om, at alvoren ikke rigtig er trængt ind, når man ser hvordan verdens politikere behandler den igangværende klimakrise. Mens forskere i hobetal sender den ene dystre rapport ud efter den anden, og nabolande såvel som fjernere egne af verden oplever den ene klimarelaterede naturkatastrofe efter den anden, så fortsætter drivhusgasudledningerne for fuld hammer, som om intet var hændt.

I de forløbne år, er det ellers ikke skortet på politiske løfter om at gøre noget ved klimakrisen, men når det kommer til reel handling, har der været mere begrænsede succeser.

---

FN’s klimapanel: verden er på randen af et klimakollaps

IPCC, der er FN’s klimapanel, blev nedsat i 1988 med det formål at tilvejebringe en opsummering af den videnskabelige litteratur inden for klimaforskning og viden om klimaændringer. Siden da har de med et interval på 5-7 år udgivet i alt 6 hovedrapporter om klimaets status. Rapporterne er blevet mere og mere dystre. Den seneste rapport fra august 2021 slår fast med syvtommersøm, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og at vi er på vej mod et hastigt varmere klima globalt set, samt, at klimaforandringer medfører langt flere ekstreme vejrhændelser, der skaber store katastrofer rundt om i verden. Derfor ser vi ind i en fremtid med langt flere oversvømmelser, orkaner, mens andre områder vil opleve langvarige tørker, truende fødevaresikkerhed, skovbrande og alvorlige problemer med at skaffe drikkevand. Disse ting vil medvirke til store sociale kriser, som også vil transformere sig til politiske kriser, der vil true de eksisterende samfundssystemer.

Klimaforandringerne forstærker de sociale uligheder

Som en hvilken som helst anden ulighed skabt af kapitalismen, er klimaforandringerne et problem der i overvejende grad er skabt af et rigt mindretal, og som påvirker det fattige flertal af verdens befolkning. Mellem 1990 og 2005 blev næsten 3,5 milliarder mennesker ramt af naturkatastrofer, heraf levede 90 procent i underudviklede lande.

Under kapitalismen, er der allerede nu millioner af mennesker der lider nød og afsavn, pga. de ikke tjener nok til at kunne dække deres basale behov. Og tilbagevendende økonomiske kriser og dertilhørende konsekvenser – såsom masseafskedigelser, angreb på løn- og arbejdsforhold, og faldende indtægter for verdens småbønder – kan tvinge hundreder millioner flere mennesker ned i fattigdom.

Når klimaforandringerne indtræffer, så rammer det disse mennesker ekstra hårdt. De befolkningsgrupper og lande, der har kapital til rådighed, vil langt hen ad vejen være i stand til at kunne tilpasse sig det nye klima. Men for de fattige lande og befolkningsgrupper, vil klimaforandringerne kunne betyde, at de der i forvejen har lidt, bliver gjort endnu fattigere. Det er derfor klimakrisen er en social krise. Og det er derfor, at problemet ikke kun handler om klima, men om det globale økonomiske system, der i forvejen skaber ulighed og nød for millioner af mennesker verden over.

Er Danmark verdens klimaduks?

Over en bred kam ynder politikerne at fremstille Danmark som en klimaduks og et grønt foregangsland. Sandheden er imidlertid, at politikerne bevidst snyder på vægtskålen, for at få Danmark til at se grønnere ud, end hvad man er i virkeligheden.

Der er tre ting der bidrager til klimabedraget:

• I de officielle klimaregnskaber forholder man sig stadig kun til de drivhusgasudledninger, der finder sted indenfor landets grænser, mens man undlader at adressere, at over halvdelen af Danmarks globale klimaaftryk nu er flyttet til udlandet, som en rapport fra Energistyrelsen i 2021 påviste.

• Danmark har historisk haft en langt større drivhusgasudledning end flertallet af verdens lande – En opgørelse fra ’ourworldindata.org’ viser, at Danmark ligger på 18. pladsen i verden, med en samlet udledning på 866 tons CO₂ pr. indbygger i perioden fra 1800 til 2018. Til sammenligning har Etiopien, der ligger i bunden af listen, haft en kumulativ CO₂-udledning på 4 tons pr. indbygger i perioden fra 1800 til 2018.

• Man undlader at medregne drivhusgasser fra afbrænding af biomasse og international transport foretaget af danske skibe, fly og køretøjer. Medregnes disse ting, så har Danmark faktisk haft en stigning i udledningerne på 13,4% fra 1990 til 2020, mens den officielle fortælling lyder på, at vi har haft et fald på 43,5%. Se grafer med data fra Energistyrelsen.

 Regeringens indsats bliver dumpet af klimarådet

I Klimaloven står der, at Danmark senest i 2030 skal have reduceret de årlige drivhusgasser med 70% ift. niveauet i 1990. Men der er tale om 70%, hvor man ikke forholder sig til Danmarks globale klimaaftryk, hvilket vil sige et behov for kun at reducere med ca. 20 mio. ton CO₂e i 2030. Hvis vi skal blive helt klimaneutrale, så burde en 70% reduktion være ift. udledninger for hele dansk økonomi, hvilket vil sige et behov for at reducere med ca. 61 mio. tons CO₂e i 2030. Men selv hvis en reduktion på ca. 20 mio. tons CO₂e i de årlige udledninger var tilstrækkelig, så er vi langt fra målet. Klimarådet, det uafhængige ekspertpanel i Danmark, har gang på gang dumpet regeringen og folketinget for deres klimaindsats. Man er simpelhent alt for fodslæbende. I 2020 og 2021 har man vedtaget brede politiske aftaler, der ifølge regeringen giver reduktioner på ca. 6 mio. tons i 2030. Altså mangler der et godt stykke op til målet.

Derudover går det på flere fronter også den forkerte vej. Eksempelvis har man med infrastrukturaftalen fra sidste år reserveret milliarder af kroner til motorvejsudvidelser, der kun betyder flere biler på vejene og dermed flere udledninger. Et andet eksempel er Dan Jørgensens absurde støtte til en ny 115 km lang naturgasledning til Lolland, for at forsyne sukkerfabrikkerne med naturgas, selvom en bedre og billigere løsning havde været at elektrificere industrien.

Regeringen og resten af folketingets partier sværger til markedet for at løse klimakrisen

I 2018 indgik alle folketingets partier en energiaftale, hvor der på første side står skrevet: ”markedet skal så vidt muligt drive den grønne omstilling”. Efterfølgende har man fulgt op med en lang række andre klimaaftaler, hvor tvangsliberaliseringer og massiv støtte til erhvervslivet er nøgleord i de konkrete indsatser. Denne tilgang er blevet kritiseret skarpt af miljøorganisationen NOAH: ”Der kan ikke herske tvivl om, at markedets kræfter har bidraget til klodens nuværende klimakrise. Skal vi tro på, at markedet også skal løse krisen? Det mener vi ikke”.

Som socialister mener vi også det er en fejl, når nogle på venstrefløjen nærer illusioner til at kunne regulere markedsøkonomien i en grøn retning. Selvom standarder og lovkrav er vigtige redskaber, er de nemlig ikke tilstrækkelige til at kunne løse miljø- og klimaudfordringerne.

Marx forklarede i Kapitalen, at ”hele ideen i den kapitalistiske produktion er rettet mod den umiddelbare nærmeste pengegevinst”. Og som Friedrich Engels forklarede i hans tekst ”Arbejdets rolle ved abens forvandling til menneske”, så bekymrer det ikke kapitalisten hvilke konsekvenser produktionen får for naturen, så længe han blot opnår ”den sædvanlige smukke profit, så er han tilfreds”. For den enkelte producent er det altså underordnet, om der ved produktionen og transporten af en vare er blevet forurenet og ødslet med energien, så længe han ender med at tjene en god gevinst. Dette hænger også sammen med, at de enkelte producenter under markedsøkonomien, ligger i intern konkurrence med hinanden, og derfor ikke foretager investeringer ud fra samfundets interesser, men for at skabe profitter, så de kan overleve i konkurrencen med konkurrenterne.

Nødvendige overgangskrav i klimakampen

Kapitalismen har frembragt en klimakrise, der truer med at ødelægge eksistensbetingelserne for menneskeligt liv på jorden. Fremfor at nære illusioner til, at en grøn kapitalisme langsomt kan vokse frem gennem forskellige regulativer, er der behov for at ændre på selve systemet. Sker dette ikke, så er det ikke kun klimaet, men også milliarder af mennesker verden over, som vil lide en krank skæbne. Overfor kapitalismens barbari, må vi kæmpe for et bæredygtigt socialistisk alternativ. I denne kamp vil følgende overgangskrav kunne rejses:

• Krav om mindst 70% reduktion af Danmarks globale klimaaftryk i 2030.
• Industri og erhverv må underlægges krav om 100% klimaneutralitet i 2030 (inklusiv scope 3 udledninger) – alternativt må de eksproprieres og reorganiseres under arbejderkontrol.
• Snarlig slutdato for alle olie- og naturgasfyr.
• Udbredelse af kollektiv varmeforsyning baseret på 100% vedvarende energi
• Ekspropriering af landbrugsindustrien, der må reorganiseres på en bæredygtig og demokratisk maner til gavn for miljø og lokalsamfund.
• Nationalisering af finanssektoren for derved at sikre, at der er offentlige midler til at accelerere den grønne omstilling.
• Massiv investering i god og gratis kollektiv transport – slutdato for brug af private fossilbiler.
• Stop for alle motorvejsudvidelser.
• Omfattende skovrejsning og andre tiltag, der kan binde CO₂.
• Massiv klimabistand og teknologioverførsel til lande i det globale syd.
• Nedlæggelse af militærindustrien og afskaffelse af alle former for imperialisme.

Klimakampen kan ikke løses nationalt. En retfærdig grøn omstilling kræver et internationalistisk perspektiv. Vi må derfor knytte stærke bånd til sociale bevægelser i andre lande, der kan mobilisere for tilsvarende krav i deres hjemlande, og støtte de fattige, der allerede nu rammes hårdt af klimaforandringerne.

(Foto: Chris Yakimov / CC)