Af Andreas Bülow
Søndag den 6. december var der parlamentsvalg i Venezuela. Valget var en sejr for Maduro og koalitionen omkring regeringspartiet PSUV, som fik 69% af stemmerne, mens den moderate del af oppositionen fik omkring 17% og venstrefløjen omkring APR-alliancen fik 2,7%. Valgdeltagelsen var på 30,5%, hvilket er lavt ifht. parlamentsvalget i 2015, men en tand højere end ved valget i 2005 hvor oppositionen også boykottede.
Den lave valgdeltagelse blev forudsigeligt nok brugt af USA, EU og deres marionet Juan Guaidó, der i to år har forsøgt åben statskup, invasion med paramilitære og dødbringende sanktioner mod Venezuela. I midlertidig er der ikke meget der tyder på at det er boykot-kampagnen som gjorde udslaget. Målinger fra Datanalysis viser at Juan Guaidós popularitet er i frit fald, hans “ambassadører” i fantasi-regeringen træder tilbage og Reuters kunne rapportere at der i oppositionens indercirkel tales om at “nedskalere” hans “regering”. Guaidó har indkaldt en “folkeafstemning” som ser ud til at blive endnu et flop og hvor der allerede nu er mange beviser for uregelmæssigheder og fusk, samt en lav deltagelse i selv oppositionens eget bagland.
USA’s, EU’s og de borgerlige mediers forsøg på at delegitimere valget i Venezuela startede længe inden den første stemme overhovedet var afgivet. Det er en smædekampagne der skriger af hykleri. Samme dag som valget i Venezuela fandt sted, var der parlamentsvalg i Rumænien, hvor deltagelsen lå på 33,2%. Det fik selvfølgelig ikke hverken USA, EU eller den vestlige presse til at komme med nogle ramaskrig og da slet ikke sanktioner eller trusler om militær intervention. Det er vigtigt at afvise disse forsøg på imperialistisk indblanding, samtidig med at vi holder et kritisk blik på begivenhederne og analyserer dem fra et klasseperspektiv.
Den lave valgdeltagelse
Hvis vi kigger på de virkelige årsager til den lave valgdeltagelse, må det ses i kontekst af de seneste par års begivenheder i Venezuela. I de sidste par måneder havde Maduro-regeringen brugt anseelige kræfter på at skabe legitimitet omkring parlamentsvalget. Det indbefattede en lang række indrømmelser til oppositionen, herunder apeller fra Maduro til arbejdsgiverne og løfter om hjælpepakker, samt amnesti til 100 fanger som var anklaget for medvirken i forskellige kupforsøg. Det indebar også at alle de moderate borgerlige partier fik enorm taletid i talkshows og tv-debatter i alle statsmedier. Og så indebar det en meget højtprofileret delegation af internationale valgobservatører som indbefattede Evo Morales, Rafael Correa, Mel Zelaya og Zapatero.
Henimod slutningen af valgkampen blev det tydeligt for regeringen, at valgdeltagelsen ville blive lav. Derfor gik Maduro på TV tre dage inden og udtalte, at han ville gå af som præsident, hvis ikke han fik flertal ved valget. Det var både en appel til hans eget bagland om at forsvare ham, men også for at tilskynde oppositionsvælgere til at stemme på de moderate dele af oppositionen som stillede op.
På trods af hele den indsats, så lykkedes det ikke regeringen at få samme deltagelse som ved tidligere valg. Blot 30,5% af vælgerne stemte. Den lave deltagelse skete ikke blot i oppositionens højborge, som man kunne forvente, men også i slumkvarterer hvor chavismen og den bolivariske revolution traditionelt står stærkt. Således var der 41,9% der deltog i 23 de enero i Caracas, 33,9% i La Pastora, 35,3% i La Vega, 44% i Antimano. Selv i Barinas-delstaten, hvor Chávez opvoksede, deltog blot 23,8% af vælgerne.
På landsplan er der tale om et fald på ti procentpoint ifht. valget til den konstituerende forsamling i 2017 som oppositionen også boykottede. Man skal helt tilbage til 2005 for at finde et lignende resultat ved et parlamentsvalg. Dengang deltog 25% af vælgerne, i et valg hvor oppositionen også boykottede. Men til forskel fra i dag, hvor Maduro-regeringen brugte mange kræfter på at mobilisere vælgerne, så brugte regeringen i 2005 ikke betydelige kræfter, fordi den stod i en langt stærkere position, bl.a. havde den året forinden vundet en stor sejr ved tilbagekaldelsesafstemningen i august 2004 og året efter, dvs. i 2006, vandt Chávez sin største præsidentvalg-sejr nogensinde. Derfor er der visse forskelle imellem de to valg og derfor var sidste søndags resultat skidt for Maduro-regeringen ifht den indsats den havde gjort.
Den primære forklaring skal findes i den træthed der er i Venezuela, hvor millioner lever en svær dagligdag der præges af krisens og sanktionernes effekt, uden en umiddelbar udsigt til at tingene ændrer sig. Der har været en række valg de sidste år, valget til ANC i 2017, valg til guvernører i 2017, præsidentvalget i 2018 og nu det nye parlamentsvalg, men ingen af dem har løst noget fundamentalt for masserne. Det har svækket idéen om at valg kan føre til ændringer og ført til apati. Den opgivenhed har haft en stor indflydelse på valgdeltagelsen.
Sejr til PSUV
Hvis vi ser på selve resultatet, så vandt PSUV-GPP en rimelig stor sejr, med over 2/3 af stemmerne. Partiet har stadig en vigtig base i nogle dele af befolkningen, primært fordi det ses som en anti-imperialistisk modvægt mod USA og de ret åbenlyse kupforsøg der har været de sidste to år. Dertil kommer selvfølgelig de historiske bånd til Chávez, men også det store apparat som partiet har til rådighed og den enorme valgmaskine, hvor en stor del af deres valgkampagne bestod i at uddele fødevarer i slumkvartererne.
Partiet, inklusiv dets allierede, opnåede 4,3 millioner stemmer, svarende til 69%, men vil ifølge de venezuelanske valgmyndigheder få tildelt hele 253 af mandaterne, på grund af valgsystemet. I det meste af valgkampen fokuserede PSUV sine slogans på at ”generobre parlamentet” (efter højrefløjens sejr i 2015), hvilket nu er blevet en realitet. Men partiet fremlagde ikke meget om hvad dette flertal skal bruges til.
Regeringens højreskred
Store dele af Venezuelas venstrefløj, inklusiv kommunistpartiet PCV og flertallet af medlemmerne i det venstre-chavistiske parti PPT, valgte denne gang at stille selvstændigt op til valget, i modsætning til tidligere hvor de har indgik en valgaftale med regeringspartiet PSUV. I 2018 fandt en ophedet debat sted i kommunistpartiet PCV, som endte med at partiets ledelse i sidste ende valgte at støtte Nicolás Maduro men kun under den betingelse, at der blev lavet en bindende skriftlig aftale om at regeringen skulle lytte mere til sit bagland, støtte bøndernes kamp på landet, arbejdernes kamp på fabrikkerne, m.v.
Den aftale blev fuldkommen ignoreret fra Maduro-regeringens side, som i stedet tog tydelige skridt mod højre i den økonomiske politik. Det indbefatter bl.a. privatisering af en række virksomheder, herunder supermarkedskæden Abastos Bicentenario og AgroPatria. Det indbefatter også store hjælpepakker, inklusiv momsfritagelse, for erhvervslivet, en begyndende proces med privatisering indenfor oliesektoren, salg af minedrift i Bolívar-delstaten til multinationale, samt det forhadte memorandum 2792 der underkender overenskomster og arbejdernes rettigheder. Senest har regeringen, igennem den konstituerende forsamling, fået vedtaget den såkaldte ”anti-blokade”-lov, som de-facto giver fri mulighed for at privatisere endnu flere virksomheder, med det angivelige formål at omgås sanktionerne.
Maduro-regeringens linje er i højere og højere grad at indgå en aftale med det nationale borgerskab, hvilket både kommer til syne i den økonomiske politik, men også i direkte forhandlinger med oppositionslederen Henrique Capriles Radonski, hvilket i august bl.a. førte til et amnesti som Maduro gav til over 100 af de såkaldte politiske fanger, herunder flere som er notorisk kendte, for at have været en del af voldelige forsøg på omstyrtelse af regeringen.
Det amnesti er endnu mere kontroversielt, fordi det sker imens venstre-chavistaer som Aryenis Torrealba og Afredo Chirinos, fortsat sidder fængslet uden en ordentlig retsproces. Mens dem der kæmper imod korruption og for at forsvare det der er tilbage af den bolivariske revolution fængsles, så løslades borgerlige kupmagere eller også lader regeringen dem stilletiende ”flygte”, sådan som det for nyligt skete med Leopoldo López der efter at have deltaget i flere kup- og invasionsforsøg endte med at tage fra den spanske ambassade i Caracas til Madrid uden at myndighederne greb ind.
Venstrefløjen stillede selvstændigt op
De forskellige venstrefløjspartier oprettede derfor APR (Alternativa Popular Revolucionaria). De vigtigste punkter i deres valgkamp var, at arbejderklassen ikke skulle betale for krisen og at de forskellige sociale reformer fra Chávez tid ikke bør rulles tilbage. Men bureaukratiet i statsapparatet svarede igen med benhårde angreb.
Højesteret valgte på skandaløs vis at intervenere i partiet PPT og give den juridiske opstillingsberettigelse til et lille pro-Maduro mindretal i bestyrelsen. En lignende intervention skete i et andet venstrefløjsparti, Tupamaros. Dernæst var der en lang række forsøg på intimidering fra politiets side i forskellige delstater, vilkårlige anholdelser og trusler. Mens talspersoner fra den borgerlige moderate opposition har fik stor taletid i statsmedierne, blev APR systematisk udelukket og censureret. På valgdagen var der også et enkelt tilfælde af repression mod APR i Zulia-delstaten, hvor kommunistpartiets lokaler blev ransaget og nogle medlemmer anholdt.
I sidste ende fik APR omkring 2,7% af stemmerne, hvilket langt fra er et flot resultat, men dog sikrer alliancen en parlamentarisk repræsentation. APR får et enkelt mandat i parlamentet på grund af indviklet valgsystem. Kommunistpartiets leder Oscar Figuera har protesteret, idet han mener at den nationale valgkommission stemmeafgivelsen gør at APR har ret til et sted imellem 7 og 9 mandater.
Ifht. APRs resultat, så er der ingen tvivl om at det har været en svær og ulige valgkamp. Langt det meste af den venezuelanske befolkning får deres informationer via TV og med en systematisk censur har det været svært at komme bredt ud. Uden den adgang, var der kun muligheden for at komme ud igennem fysiske kampagner i slumkvartererne, og selvom alliancen havde cirka 500 kandidater som forsøgte at føre valgkamp, så betød manglen på økonomiske ressourcer, at det var svært at transportere sig rundt i alle afkroge.
Samtidig betød den skandaløse statsintervention i PPT, at alle stemmer på det partis valgkort pludselig gik til pro-Maduro kandidater. Det kan have haft en vis effekt i de områder hvor partiet traditionelt står stærkt. Hvor meget det har betydet er usikkert, men det har i hvert fald bidraget til forvirringen.
APRs kampagne har dog formået at forene en række grupper på venstrefløjen omkring et forsvar for nogle basale krav om at arbejderklassen ikke skal betale krisen. Alliancen har ikke noget udfærdiget program, hvilket også var en svaghed i valgkampen. I den kommende tid bliver det vigtigt, at APR ikke hensynker som en ren valgkamps-alliance, men snarere udvikler sig som en enhedsorganisation som kan forene de udenomsparlamentariske kampe på fabrikkerne og på landet. Dertil er der brug for en intern kollektiv diskussion på venstrefløjen af hvordan man kan arbejde fremover og hvordan man både kan være en del af den anti-imperialistiske kamp og en kritiker af regeringens højreskred.
Hvad betyder parlamentsvalget så på den korte bane? Både EU og USA vil fortsætte en tid endnu med ikke at anerkende hverken resultaterne eller regeringen som sådan. Men Guaidó ligner mere og mere en mand af fortiden, som på et tidspunkt bliver skrottet af USA til fordel for andre handlemåder. Fra Maduros synspunkt har han nu opnået et parlament som kan vedtage mange af de love som han har brug for, for at tilnærme sig dele af det nationale borgerskab, i håb om at sanktioner kan løsnes og/eller omgås ved hjælp af handelsaftaler med andre lande. Men de planer vil også støde på modstand i baglandet, blandt bønderne på landet, arbejderne og de fattige i slumkvartererne, som mærker krisens fulde vægt og ikke ønsker flere indrømmelser til arbejdsgiverne. Kampen om Venezuelas fremtid er således kun lige begyndt.
(Fotos: AVN, APR og CNE)
