Af Andreas Bülow
Venezuela har afværget en ny stribe forsøg på paramilitære angreb. En fejlslagen operation under ledelse af amerikanske ex-elite-soldater og hvor mange spor tyder på indblanding fra USA og den venezuelanske oppositionsleder Juan Guaidó.
Det hele startede søndag den 3. maj, hvor en gruppe bevæbnede mænd forsøgte at gå i land i Mocuto, i La Guaira-delstaten (tidligere kendt som Vargas). Det ligger tæt på den internationale lufthavn i Maiquetia, en halv times kørsel fra landets hovedstad Caracas.
Ti paramilitære sejlede i motorbåde og bådenes gps afslørede at de kom fra den colombianske kyst. Den venezuelanske efterretningstjeneste havde fået nys om operationen. Hæren gik til modangreb, 8 blev dræbt og 2 blev anholdt. Der blev konfiskeret en række våben, falske pas, maskingeværer, ammunition og seks ladvogne som ventede på de paramilitære.
Mandagen bød derefter på to nye angreb. I Aragua-delstaten i den lille fiskerby Chuao blev yderligere otte paramilitære omringet, da de forsøgte at gå i land. Iblandt dem er to amerikanske elite-soldater, samt en venezuelansk kaptajn der er deserteret fra hæren og som også en del af forsøget på statskup den 30. april 2019.
Dernæst blev to personer anholdt nær Puerto Cruz, også i Aragua. Det var to deserterede politi-folk, som transporterede store våbenarsenaler der var påtænkt samme paramilitære operation.
Amerikanske lejesoldater
Bagmændene bag den nye bølge af angreb er allerede stået frem i en video, hvor de tager det fulde ansvar og kalder deres aktion for “Operation Gedeon”. På videoen ses to mænd: Javier Nieto Quintero, tidligere kaptajn i den venezuelanske hær og Jordan Goudreau, en tidligere amerikansk elite-soldat der har fået medaljer for sin indsats i Iraq og Afghanistan. Han ejer i dag sit eget rådgivings- og vagt-firma som hedder Silvercorp.
Som Associated Press to dage forinden kunne afsløre, så har denne amerikaner brugt over et år på at træne ca. 300 mænd i Colombia, med det formål at invadere Venezuela. Omend Jordan Goudreau hævder at USA ikke er en direkte del af de nuværende angreb, så er det et faktum at han tidligere har haft kontakt med rådgivere omkring Donald Trump og at hans firma Silvercorp var ansvarlig for sikkerheden ved den “velgørenhedskoncert” som den britiske rigmand Richard Branson holdt ved grænsen mellem Colombia og Venezuela den 23. februar 2019, da landet var tæt på at blive invaderet under dække af at uddele nødhjælp.
Søndag aften bekræftede Jordan Goudreau så endnu engang at han var bagmanden i et omfattende interview med den venezuelanske oppositionsjournalist Patricia Poleo. I samme interview afsløres desuden en underskrevet kontrakt med Juan Guaidó (manden som USA, Danmark og andre lande anerkender som præsident), hvor der sættes en betaling på 220 mio. dollars i sigte for en militær aktion mod Venezuela. Goudreau publicerede endda en række lydfiler fra hvad der tilsyneladende er optagelser fra det øjeblik hvor kontrakten underskrives. Ifølge Goudreau fik han aldrig pengene og følte sig derfor svigtet af Guaidó, men valgte alligevel at gå videre med planerne.
Det er endnu usikkert om bølgen af angreb vil fortsætte i de kommende dage. Ifølge Jordan Goudreau udgøres den nuværende Operation Gideon af 52 mænd som angiveligt er inde i Venezuela. Mange af dem er anholdt eller dræbt i ildkamp med myndighederne.
Trumps sikkerhedsfolk deltager
Både Trump og hans ministre har afvist at have noget med de nuværende angreb at gøre. På et pressemøde onsdag hævdede udenrigsminister Mike Pompeo at USA ikke havde nogen “direkte involvering”, men ville ikke svare på spørgsmål om hvem der havde finansieret operationen og pointerede at “den information ville blive fremført på et passende tidspunkt. Med andre ord bekræftede han, at USA i det mindste har været fuldt vidende om operationen.
En række andre indicer peger i samme retning: For det første så har Goudreau medgivet at han har haft kontakt til de amerikanske myndigheder, som dermed har været informerede. For det andet så har USA selv sat en dusør på 15 millioner dollars på Maduros hoved. For det tredje så har USA en lang historie med at benytte såkaldte sikkerhedsfirmaer, dvs. lejesoldater, til deres operationer i andre lande. For det fjerde så er der nu to amerikanske ex-elite-soldater, Luke Denman og Airan Berr, som har været en direkte del af invasionsforsøget.
Jordan Goudreau har desuden postet flere fotos på sin instagram-profil hvor han figurerer som sikkerhedsvagt ved Trump rallies i 2018. Den slags vagtopgaver gives i sagens natur kun til folk som administrationen har absolut tillid til. Det er dermed inderkredsen vi har at gøre med.
USA har tidligere benyttet grupper af paramilitære til at forsøge regime-skifte i latinamerikanske lande. Slaget ved Svinebugten på Cuba i 1961 blev ligeledes udført med lejesoldater. Det samme var tilfældet med kontra-krigen imod sandinist-regeringen i Nicaragua i 1980’erne. De er derfor vant til at behandle Latinamerika som deres egen “baggård”.
Colombias rolle i de nye angreb er også omstridt. Selvom landets politi ganske rigtigt beslaglagde en stor mængde våben den 23. marts – efter at Maduro havde omtalt planerne – så er der store spørgsmålstegn ved hvordan en gruppe på over 300 mænd har kunnet udføre militær træning i et helt år uden at Colombias myndigheder greb ind. Motorbådene sejlede desuden fra den colombianske kyst uden at landets politi stoppede det.
Sidst men ikke mindst har vi den venezuelanske oppositions rolle. Juan Guaidó har benægtet at være en del af det nuværende angreb. I hans første udtalelser såede han endda tvivl ved hele operationen og hævdede at det skulle være regeringen som selv havde “plantet” en hændelse for at fjerne opmærksomhed fra andre problemer. Under et døgn efter, da invasionens bagmænd var stået frem, skiftede Guaidó delvist linje og mente nu at det vigtigste var at beskytte de anholdtes menneskerettigheder.
Meget tyder i midlertidigt på at Juan Guaidó kendte alt til denne plan – og selv var en aktiv del af den i dens tidligste fase. Jordan Goudreau fremviste en kontrakt med Guaidós underskrift. Der er også andre forhold der tyder på at Guaidó har været en del af operationen: Flere af de våben som blev beslaglagt i søndags stammer fra den fejlslåede militæropstand som Guaidó ledte den 30. april 2019. En af hovedaktørerne bag april-opstanden var kaptajnen Antonio Sequea, som var blandt dem der blev anholdt i Aragua mandag.
De mange forbindelser imellem Guaidó og den nye bølge af paramilitære angreb bør være endnu en grund til at venstrefløjen presser på for at de regeringer der anerkender Guaidó som præsident skifter holdning. Det gælder også i Danmark, hvor Enhedslisten konkret bør intensivere arbejdet for at den socialdemokratiske regering forlader støtten til kupmagernes projekt og fordømmer de amerikanske sanktioner mod Venezuela.
Baggrunden
De nye paramilitære angreb sker efter halvandet års direkte forsøg på statskup. I januar 2019, da Juan Guaidó erklærede sig for Venezuelas præsident og fik opbakning fra over 50 lande, havde oppositionen en vis kapacitet til at mobilisere sine følgere. De første demonstrationer den 23. januar talte hundredetusinder, omend der også var betydelige mod-demonstrationer fra chavismens bagland. Langsomt men sikkert blev det klart, at Guaidó ikke havde nogen plan for hvordan oppositionen skulle tilrane sig magten.
Adskillige korruptionsskandaler, et forsøg på en “nødhjælpsaktion” som endte i fiasko og afsløringen af Guaidós samarbejde med den paramilitære gruppe Los Rastrajos, svækkede altsammen Guaidós position. I januar 2020 formåede han endda at miste sit hegemoni i nationalforsamlingen, da en gruppe oppositionsparlamentarikere under ledelse af Luís Parra, valgte at forlade hans projekt og underkende ham som parlamentsformand.
For at slikke på sårene tog Guaidó på en international rundtur og formåede efter meget ståhej at mødes med Donald Trump og deltage i den amerikanske state of the union ceremoni. Men al denne internationale medieopmærksomhed kunne dårligt sløre det faktum, at han i Venezuela er længere end nogensinde før fra en egentlig magtovertagelse.
USA, som er den virkelige bagmand bag alle væsentlige beslutninger ifht. statskuppet, begyndte at blive utålmodige. I marts måned gik deres talsmand Elliott Abrams ud og foreslog en “overgangsplan” hvor både Maduro og Guaidó trak sig tilbage og gav plads til et statsråd som skulle styre landet i samarbejde med militæret. Den plan var en indirekte indrømmelse af at Guaidó ikke længere kan bruges som USA’s middel til at gennemføre et kup.
De nye paramilitære angreb skal derfor i høj grad ses som desperate handlinger der udstiller oppositionen og imperialismens svaghed.
Den økonomiske situation og covid-19
Imens fortsætter den økonomiske krise i Venezuela. Der er varer på hylderne, men hyperinflationen fortsætter. Regeringen har i det seneste års tid forsøgt at give færre lønstigninger, færre bonusser og trykke færre pengesedler.
Men med møntfodens værditab har det betydet, at pengesedler er blevet knappe. Derfor er mange mennesker begyndt at handle i andre valutaer, såsom colombianske pesos, dollars eller ved simple byttehandler af varer. Det rammer igen arbejderklassen og de fattigste.
Krisen i Venezuela skyldes i bund og grund, at man har fortsat en kapitalistisk økonomi, hvor man er stærkt afhængig af olieeksport og import af de fleste føde- og forbrugsvarer.
Krisen, som startede med olieprisernes dyk i 2014, er blevet betydeligt forværret af de amerikanske sanktioner, som startede i 2015.
Alene imellem 2017 og 2018 døde 40.000 mennesker som resultat af sanktionerne, viser en rapport fra Center for Economic and Policy Research. I 2019 har USA indført yderligere sanktioner, som kostede landet 11 milliarder dollars sidste år, samt ekspropriation af Venezuelas ejendom i USA til en værdi af over syv milliarder dollars.
I de seneste måneder er situationen blevet forværret som følge af covid-19-pandemien. Venezuela har taget flere skridt til hurtigt at inddæmme pandemien, herunder et lockdown, omfattende uddeling af værnemidler, assistance fra cubanske og kinesiske læger og øget beredskab i lægesektoren. Dette har været medvirkende til at landet endnu har lave smitte- og dødstal sammenlignet med nabolandene Brasilien og Colombia.
Desværre har nedlukningen også betydet at mange småhandlende, som er en del af den uformelle økonomi, har mistet deres indkomst. Samtidig har dykket i oliepriserne betydet at landets indtægter er skrunket. Mangel på benzin og diesel har bredt sig og betydet at mange ikke kan transportere sig, imens inflationen fortsætter sin himmelkurs.
Regeringen har bl.a. skudt skylden for prisstigningerne på fødevareselskabet Polar som ledes af en af Venezuelas vigtigste kapitalister, rigmanden Lorenzo Mendoza. Men i stedet for at skride til handling, ekspropriere Polar og sætte det under arbejdernes kontrol så det kan producere til fællesskabets bedste, så forsøger Maduro blot at regulere virksomhederne ved at overtale dem til at fastfryse priserne.
Det viser desværre situationen i en nøddeskal. Maduro-regeringen har ikke nogen reel plan for at modsvare hverken imperialisternes eller det lokale oligarkis angreb. Den har end ikke turdet anholde Juan Guaidó selvom der er et overvældende mængde beviser for at han er involveret i de forskellige militærkup og konspirationer. Maduros eneste svar er at manøvrere, trække tiden ud med forhandlinger, øge den interne splittelse i oppositionen og alliere sig med dele af borgerskabet ved at give indrømmelser på den økonomiske front til arbejdsgiverne. Altsammen for at holde fast på magten, men uden at ændre grundlæggende på styrkeforholdene.
Det er ikke noget der vækker entusiasme i chavismens folkelige basis, blandt bønderne og arbejderne, som fortsat afviser enhver form for imperialistisk intervention.
På længere sigt kan kuppet kun stoppes ved, at masserne mobiliseres omkring et program, der kan genskabe entusiasmen for den bolivariske revolution. Et sådan program må blandt andet omfatte ekspropriering af kapitalens magt, arbejderkontrol med industrien, afskaffelse af hærens privilegier, kontrolmekanismer mod korruption, et stop for betaling af udlandsgælden.
