Home Internationalt Nej til imperialistisk krig i Ukraine – hverken Putin eller NATO kæmper...

Nej til imperialistisk krig i Ukraine – hverken Putin eller NATO kæmper for arbejderklassens interesser

27
0

Af Socialistens redaktion

Ruslands invasion af Ukraine er en reaktionær krig som forfølger Putin-regimets imperialistiske stormagtsinteresser. Den må forkastes af alle socialister, ligesom vi må afsløre vestens hykleri og kæmpe mod oprustning. I den nuværende krig har arbejderklassen intet at vinde ved at støtte nogle af parterne.


Der er nu gået fire døgn siden Rusland påbegyndte invasionen af Ukraine. Der er voldsomme kampe i Kharkiv og omkring Kiev. Også det sydlige område omkring Krim-halvøen og storbyen Mariupol er under tæt beskydning, ligesom området op mod grænsen til Hviderusland.

Russerne nøjedes ikke med en hurtig operation i udbryderrepublikkerne Lugansk og Donetsk, sådan som mange havde forudset. I stedet ser vi en fuld-skala invasion, med det klare formål at lave et regimeskifte.

Som sædvanligt under en krig, er sandheden det første offer. I både den russiske og vestlige presse udlægges hhv. Rusland og Ukraine som om de er på vej til en klar sejr og modstanderens tab overdrives. I vesten vises billeder af grædende børn og flygtninge, samt billeder af ukrainere der melder sig som frivillige i forsvaret af Kiev. I russiske medier hævdes det omvendt at kampen handler om at vælte et nazistisk regime i Ukraine.

I sådan en situation er det vigtigt, ikke at lade sig påvirke af krigsparternes propaganda og ikke lade sig løbe af med midlertidige stemninger, men forsøge at se de grundlæggende modsætninger i samfundet som har ført os hertil. Målet med en analyse, må være at lægge en selvstændig kurs, for hvad der er i arbejderklassens interesse.

Hvad er Putin-regimets motiver for krigen?

At Rusland begynder at blande sig militært for at forsvare sine imperialistiske interesser er set før, f.eks. i 2008 i krigen imod Georgien, i deres forsvar af Assad i Syrien og i dag i Kasakhstan. Men dette er på et nyt og kvalitativt større plan. På den måde har Rusland hævdet en ret, som hidtil har primært har været vestlige lande forundt: At bruge militærmagt til at knuse og underlægge sig et andet land. Med andre ord er et monopol brudt.

I de vestlige medier er Putin blevet fremstillet som en skør mand på en vanvidsmission. Det billede er med til at skabe en moralsk fortælling, i stedet for en materialistisk analyse af krigen. Som marxister kan vi ikke basere os på den slags ”store-mænd” analyser. Vi må i stedet analysere Putin-regimet ud fra hvilke klasseinteresser det tjener og hvilke politiske og økonomiske motiver det har for at gå i krig.

Der er flere klare grunde til at den herskende klasse i Kreml har valgt krigens vej. For det første har de set hvordan amerikanerne i de senere år er blevet betydeligt svækkede som ledere af NATO-koalitionen. Evakueringen fra Kabul i januar 2021 viste det, ligesom amerikanernes tøvende rolle i Syrien også gjorde det klart, at USA ikke længere er i stand til at intervenere på samme niveau som for bare 10-15 år siden. Kreml har derfor kalkuleret, at amerikanerne ikke vil involvere sig direkte i forsvaret af Ukraine. Det ser indtil videre ud til at være en rigtig analyse, da både Biden og alle NATO-landenes ledere har sagt at de ikke sender tropper til Ukraine. Deres fordømmelse begrænser sig til indignerede taler, økonomiske sanktioner og enkelte våbenforsendelser, men de agter (indtil videre) ikke at tage militære tiltag som reelt kan gøre en forskel.

Kremls andet motiv skal findes i Ukraines strategiske placering. Det handler om geo-politiske interesser, hvilket Putin ikke har lagt skjul på. Ligesom USA traditionelt har opfattet Latinamerika som deres ”baggård”, så opfatter Kreml Ukraine som sit udvidede territorium. At Ukraine skulle blive medlem af NATO, med mulighed for opsætning af kort-distance missiler som hurtigt ville kunne ramme Moskva, var derfor komplet uacceptabelt for Kreml. I årevis har russerne set til, mens NATO generelt set har ekspanderet sin indflydelsessfærer imod øst. Det ønsker Kreml at bremse med den nuværende krig.

Det tredje motiv handler om den interne situation i Rusland, med en stigende politisk utilfredshed mod Putin-regimet. Russisk nationalisme, i dens mest reaktionære form, er den mirakelkur som Putin tror kan redde hans politiske fremtid. I hans taler har han beklaget bolsjevikkernes og Lenins politik ifbm. Ukraine. Midt i al hans demagogi har han her en valid pointe: Mens Putin baserer sig på storrussisk chauvisime, så havde Lenin og bolsjevikkerne en politik der respekterede Ukraines ret til national selvbestemmelse og tilbød dem en optagelse i Sovjetunionen som en frivillig føderation af uafhængige republikker. Lenin førte hele sit liv en kamp mod storrussisk chauvisme, ikke mindst i de sidste år af hans liv, hvor han fordømte Stalin for hans håndtering af det nationale spørgsmål i Georgien. Putin har derfor mere til fælles med zarismen og med Stalin end med Lenin.

Det er disse tre hovedmotiver som Putin-styret har. Rusland opfører sig som en klassisk imperialistisk magt, som arbejder for at sikre kontrol med råstoffer, markeder og geo-politiske indflydelsessfærer. Deres mål med krigen i Ukraine er derfor hele vejen igennem reaktionære og tilbyder ingen forbedringer til befolkningen i Donetsk og Lugansk og Ukraine generelt. Derfor fordømmer vi krigen.

Kijev-regimet er også reaktionært

Putin hævder at krigen handler om at ”vælte et naziststyre i Kiev” og om at beskytte befolkningen i Donbass-regionen. Han taler endda om ”fredsbevarende tropper” – et ordvalg som de vestlige magter igen og igen har brugt til at retfærdiggøre deres egne krige. Selv i sin retorik lever Putin op til imperialismens vante standarder.

Selvom vi på ingen måde skal tro på Putins tåbelige beskyldning om ”nazisme” i Kiev-regeringen, så er det dog korrekt at højreradikale grupper har spillet en væsentlig rolle i ukrainsk politik siden 2014. Det er set tydeligst med den pro-fascistiske Azov-bataljon som er blevet inkorporeret i hæren, men også med opblusningen af ekstreme nationalistgrupper som Højre Sektor og Svoboda.

Det tydeligste eksempel på denne højreorienterede terror var massakren i Odessa. Den 2. maj 2014 blev byens fagforeningsbygning sat i brand, efter alt at dømme af molotovcocktails kastet af højreradikale pro-Maidan aktivister. Over 40 anti-Maidan aktivister, som havde søgt ly i bygningen efter deres stand udenfor bygningen var blevet angrebet, blev myrdet.

Præsident Zelensky portrætteres i danske medier som en helt, der som modig demokrat tager beskyttelsesvest på og forsvarer Kijev. Men lad os ikke glemme, at han står i spidsen for et udemokratisk regime, som blandt andet har indført følgende tiltag i løbet af de seneste par år:

Er det et regime som vi kan støtte? Er det et pragteksemplar på demokrati? Svaret er naturligvis NEJ. Det er et autoritært styre som baserer sig på dele af det ukrainske borgerskab og som på ingen måde repræsenterer en vej frem for den ukrainske arbejderklasse.

NATO-landenes hykleri

Mens vi konsekvent fordømmer Ruslands krig, så er det også nødvendigt at afsløre de vestlige lederes massive hykleri. De jamrer nu over krigens rædsler og fordømmer invasionen af et suverænt land. Men hvor var deres protester da de selv invaderede Irak? Eller da de smadrede Afghanistan? Eller Libyen? Eller Jugoslavien?

Det er særligt utroligt at høre EU-lederne beklage sig over russernes forsøg på regimeskifte, når de selv spillede en meget aktiv rolle i at støtte regimeskiftet tilbage i 2014, da Viktor Yanukovytch blev væltet.

Det som de vestlige ledere i virkeligheden er kede af er, at NATO-alliancens stormagtspolitik er blevet udfordret af en anden imperialistisk stormagt. De er forargede over at en anden magt har brudt vestens monopol på regimeskifte og har stoppet NATOs fremturen mod øst.

Der vil være nogle ærlige folk, særligt i krigens første fase, som ser billederne af ukrainske flygtninge og af krigens rædsel, som vil spørge sig selv: Er NATO ikke vores eneste håb? Er det ikke dem som kan stoppe Putin og hjælpe Ukraines befolkning?

Hertil svarer vi: Er der kommet noget som helst godt ud af NATO’s seneste krigstogter? Er Libyen f.eks. blevet et lykkeligere land efter sønderbombningen? Har krigen hjulpet afghanerne til en lykkelig hverdag? Har det hjulpet irakerne?

Der kommer intet som helst godt ud af imperialismens krige, hverken den russiske eller den amerikanske. Vi kan ikke sætte vores lid til nogen af dem. 

Dobbeltmoral på flygtningeområdet: Fra pigtråd til visumfri indrejse

Det allertydeligste eksempel på hykleriet er flygtningeområdet. Den danske regering og integrationsminister Mattias Tesfaye har budt alle ukrainske flygtninge velkommen. De borgerlige politikere står i kø for at lukke dem ind. Regeringen har med øjeblikkelig virkning givet visumfri indrejsetilladelse til alle ukrainere.

Kan nogen mon huske hvordan flygtninge fra Danmarks egne angrebskrige bliver behandlet? For ganske nyligt var selvsamme Mattias Tesfaye stolt af at indvie dødbringende pigtrådshegn ved Litauens grænse, for at holde afghanske flygtninge væk.

Før det har regeringen foreslået modtagecentre i Rwanda, hjemsendelse af syriske flygtninge, ligesom de borgerlige foreslog den famøse konfiskering af flygtningenes smykker. Med andre ord en grotesk stram og umenneskelig flygtningepolitik.

Men nu? Ja når det gælder den ukrainske flygtningestrøm, så er regeringen pludselig klar til at vende 180-grader, i en kynisk manøvre som handler om at bruge flygtningene i en propagandakrig mod Rusland. Dette hykleri må og skal udstilles.

Venstre og Konservative har endda foreslået en særlov om at ukrainske flygtninge skal have arbejdstilladelse fra dag et. Alt imens at andre flygtninge må rådne op i lejre i årevis, før de får svar på deres asylansøgning. Dobbeltmoralen bliver ikke større.

Som socialister støtter vi selvfølgelig flygtninge, også fra Ukraine. Men vi kæmper for ordentlige og menneskelige forhold for alle flygtninge, uanset nationalitet eller religion.

Er sanktioner svaret?

Mens de vestlige ledere har holdt sig udenfor direkte intervention, er de nu alle begyndt at vedtage sanktioner imod Rusland. Dele af venstrefløjen bakker også op om sanktioner og ser det som et vægtigt våben imod Putin. Men der er flere problemer med handelssanktioner. For det første er der ikke nogen historiske erfaringer der viser at sanktioner alene er nok til at vælte en regering. I f.eks. Venezuela har amerikanerne indført omfattende sanktioner siden 2017. Det har ikke ført til et regimeskifte, men derimod til store lidelser for civilbefolkningen. Det samme kan siges om Iran, hvor sanktioner heller ikke har haft nogen sønderlig effekt.

Tværtimod er der en vis risiko for at sanktioner kan bruges som et propaganda-værktøj fra den siddende regering i Kreml til at øge mistroen til vesten og dermed høste en vis opbakning i befolkningen på en nationalistisk basis, med reference til fjendens økonomiske belejring af Rusland.

Det andet problem med sanktioner er at de mest af alt kommer til at ramme civilbefolkningen – både i Danmark og i Rusland. Herhjemme kommer priserne på gas til at stige enormt, hvilket DR beskrev i en nylig artikel (https://www.dr.dk/nyheder/penge/gasregningen-stiger-med-flere-tusinde-kroner-her-rammer-det-ekstra-haardt). Mange arbejderfamilier vil opleve enorme varmeregninger, mens priserne på benzin også vil stige.

Sanktioner er derfor en dybt reaktionær ting. I praksis betyder det at arbejderklassen skal betale prisen for de to imperialistiske magters krig. De betyder også at chancerne for solidaritet på tværs af grænser kan blive mindsket og at en fremtidig vrede mod fald i levestandard kan begunstige det yderste højre, hvis venstrefløjen er medskyldig i sanktionerne.  

Skal vi sende våben til Ukraine?

Søndag den 27. februar har Mette Frederiksen, med bred støtte i folketinget, selv fra Enhedslisten, valgt at stemme for våbenleverancer til Ukraine. Danmark sender således 2700 panserværnsraketter til Kijev-styret. Det betyder i praksis at Danmark nu de-facto er en del af krigen. Det er en meget alvorlig beslutning og Enhedslistens deltagelse sætter en kæp i hjulet for fredsbevægelsen.

Dem der argumenterer for beslutningen hævder at vi skal ”hjælpe ukrainerne imod besættelsen”. For det første må vi spørge hvilke ukrainere det er vi hjælper? De våben der bliver sendt vil falde i Kijev-regimets hænder. En betydelig del af dets væbnede styrker har bånd til højreradikale grupper, dels Azov-bataljonen, højre sektor, White Hammer og andre, som i årevis har udgjort frontlinjerne i krigen i Donbass. Vil man sende våben afsted som man risikerer ender i disse hænder?

Som vi har beskrevet ovenfor er Kijev-regimet på ingen måde et demokratisk dydsmønster. Tværtimod har de forbudt kommunistiske organisationer, dvs. venstrefløjen i Ukraine, ligesom de har lukket TV-kanaler og undertrykt fagforeninger og de russiske mindretal i det østlige del af landet. Derfor kan vi på ingen måde støtte dem, selvom vi heller ikke støtter russerne. Ingen af parterne tilbyder ukrainerne en fremtid som et værd at dø for.

Våbenleverancerne er desuden et farligt træk, fordi det er en glidebane. Hvad bliver det næste træk? Et ”flyveforbud” over Ukraine (som i Libyen), hvor NATOs bombefly skal patruljere ukrainsk luftrum? Eller måske krigsskibe ud for ukrainsk farvand? At Danmark nu er en del af konflikten er ekstremt farligt. Hvis vi hjælper med våben, hvad er så den principielle forskel på at hjælpe med tropper og dermed starte en direkte krig imellem NATO og Rusland.  Krigen har sin egen logik, når man har sagt A kommer man meget hurtigt til at sige B. Derfor er våbenleverancer et fuldstændigt fejlagtigt skridt. Vi må sætte al vores modstand ind imod videre krigsførsel. Internt i Enhedslisten må alle os som har opretholdt en konsekvent anti-imperialistisk og anti-krigslinje organisere os og kæmpe for at Enhedslisten holder sig ude af fremtidige krigshandlinger.

Klasse-solidaritet på tværs af lande

Der har været et vigtigt lyspunkt i denne tid: I Rusland har tusinder demonstreret imod krigen, i alle de vigtigste storbyer, inkl. Sankt Petersborg og Moskva. Politiet har fængslet over 1.400 demonstranter, hvilket siger noget om hvor bange den russiske herskende klasse er for sin egen arbejderklasse.

Samtidig har en af Ruslands store faglige hovedforbund udsendt en udtalelse hvori de udtrykker modstand mod krig og enhed imellem arbejderklassen i Ukraine og Rusland (http://ktr.su/en/content/news/detail.php?ID=7384 ). Selv et medlem af dumaen, fra det russiske kommunistparti, Mikhail Matveev, har talt imod en decideret invasionskrig, om end de vigtigste ledere fra kommunistpartiet støtter op. Også danske 3F har fordømt krigen og sendt hilsner til en fagforening i Ukraine. Lignende solidaritetsarbejde er under opsamling, med underskriftsindsamlinger imod arrestationer af fredsaktivister i Rusland, m.v.

Dette er den rigtige vej at gå. I kampen mellem to oligarkier og to imperialistiske blokke kan vi ikke støtte nogen af dem. Vores solidaritet må gå direkte til arbejderklassen i Ukraine og i Rusland, som er dem der lider under imperialisternes krig. Det er dem der kan vælte deres egne herskende klasser og bane vejen for ægte fred og fredelig sameksistens mellem nationer, hvilket kun kan lade sig gøre ved at smadre det kapitalistiske system og dermed de imperialistiske magter.

Den nuværende situation, både i Europa, i Ukraine og i Rusland, bærer visse træk til fælles med 1914. Selvom der ikke umiddelbart er udsigt til en verdenskrig, så er der nu overalt i den vestlige verden en intens krigspropaganda. Der er tale om uhyrlig socialchauvistisk bølge, hvor befolkningerne skal forberedes psykologisk på at acceptere krig. Ligesom i 1914 har også dele af den europæiske venstrefløj kapituleret til krigsherrernes propaganda. Men vi må ikke lade os blæse i vinden og lade os kaste ud af kurs af midlertidige stemninger. Lad os slutte denne artikel af med Rosa Luxemburgs ord, som kort efter verdenskrigen brød ud skrev disse rammende ord:

”Ingen frihed og uafhængighed for nogen undertrykt nation kan udspringe af de imperialistiske staters politik, af den imperialistiske krig. De små nationer er kun skakbrikker i stormagternes imperialistiske spil og bliver på samme måde som de arbejdende folkemasser i alle de implicerede lande misbrugt som et redskab under krigen for efter krigen at blive ofret på de kapitalistiske interessers alter

(…)

Den eneste sikring og det eneste fundament for verdensfreden er det internationale proletariats revolutionære og politiske handlekraft.”

(http://www.marxisme.dk/arkiv/luxembur/1916/02/03-junte.htm)

Previous articleEnhedslistens folketingsgruppe bryder med partiets grønne program
Next articleKrigen i Ukraine: Oprustning, NATO, våbenforsendelser og særlov for ukrainske flygtninge

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here