Først i de sene nattetimer onsdag den 2. november blev folketingsvalget afgjort. Selv med 99% af stemmerne optalt var det usikkert hvordan det afgørende mandat ville falde ud. Til sidst endte det som bekendt med en kneben sejr til Mette Frederiksen, som lige akkurat har 90 mandater bag sig, hvis man tæller De Radikale med i den såkaldte ”røde blok” (mere om den senere).
Valget var ikke kun meget tæt. Det var også præget af stor usikkerhed i prognoser og meningsmålinger, fordi hele 24% af vælgerne var i tvivl om hvor krydset skulle sættes dagen inden. Over 40% af vælgerne satte kryds ved et andet parti end det de stemte på i 2019. Det har afspejlet sig i et folketing med hele 12 partier, hvor kun to partier har over 10 procent af stemmerne. Det er alt sammen udtryk for en ustabil politisk og økonomisk situation, med hurtige og pludselige skift.
Ser man på de gamle traditionelle magtpartier (Socialdemokratiet, Venstre, Radikale og Konservative), var det kun Socialdemokratiet der gik fremad (1,6%), mens de andre led nederlag; Venstre tabte hele 10,1%, Konservative 1,1% og Radikale 4,8%. Det betyder at de gamle partier tilsammen blot kan mønstre 50,1% af stemmerne, hvilket er lavere end hvad meningsmålingerne spåede og lavere end resultatet ved jordskredsvalget i 1973.
Dansk Folkeparti, som ved forrige valg (2015) var det næststørste parti med hele 20% af stemmerne, er blevet fuldstændig smadret og måtte ved dette folketingsvalg kæmpe for overhovedet at komme ind. De endte med blot 2,6% af stemmerne.
Valgkampen
Ved dette valg kom to nye partier ind. Støjbergs Danmarksdemokraterne fik 8,1% af stemmerne (14 mandater). Støjberg fik fremstillet sig selv som forkæmper for beboere i ”Udkantsdanmark”, på trods af at hun i sin tid som Venstre-politiker var med til at lave nogle af de mest centraliserende reformer som landet nogensinde har set, der førte til lukninger af sygehuse, folkeskoler m.v.
Men i manglen på et klart alternativ fra venstrefløjen formåede Støjberg at adressere temaer som butiksdød og de stigende energipriser, som særligt rammer folk i yderområderne, hvor husene traditionelt er opvarmet med naturgas eller olie. Det forklarer delvist også hendes høje personlige stemmetal (over 47.000) i Nordjylland.
Det andet nye parti, som er kommet ind i Folketinget, er Lars Løkkes Moderaterne. Han høstede hele 9,3% af stemmerne, svarende til 16 mandater. Socialdemokraterne er dog ikke afhængig af Moderaternes mandater for at kunne danne et flertal, hvilket ellers var Lars Løkkes klare målsætning. Under valgkampen prøvede Løkke at lade som om, han var en slags outsider, som ville føre politik ”på en helt ny måde”.
Men henimod slutningen af valgkampen blev der mere og mere klart, at han fortsat er 100% borgerlig. Det kom f.eks. frem, at han reelt ønsker at smadre folkepensionen og at han ønskede ”reformer” (dvs. omfattende nedskæringer på velfærden og tiltag der øger arbejdsudbud, så lønninger og arbejdsvilkår kan forringes).
De to gamle borgerlige partier, Konservative og Venstre, høstede elendige resultater. Venstre gik 20 mandater tilbage, og har nu kun 23 pladser i Folketinget, mens Konservative mistede 2 mandater, så de nu kun har 10 pladser i Folketinget. I modsætning til Lars Løkke, valgte de at sætte al deres kraft ind på at angribe Mette Frederiksens såkaldte ”magtfuldkommenhed” i forbindelse med minksagen og udstille hende som en tyran.
Det gav fuldkommen bagslag. For det første, er store dele af arbejderklassen ikke særligt sympatisk indstillet overfor minkavlerne, som fik en kompensation på hele 17 milliarder kroner (læs mere her: link til vores artikel om dette emne). For det andet, så var indgrebet mod minkavlerne på mange måder et korrekt indgreb, fordi det satte folkesundhed – midt under Corona-krisen – over erhvervslivets interesser. At regeringen kom i juridiske problemer med udførslen skyldtes alene at de var nødt til at haste indgrebet igennem, et resultat af at de havde ventet for længe af hensyn til erhvervslivet i stedet for at have sat ind tidligere, som bl.a. Enhedslisten havde talt for, men selve indgrebet var korrekt og nødvendigt. For det tredje, er det komplet hykleri, når Venstre og Konservative angriber Mette Frederiksen for magtfuldkommenhed. Under deres egne regeringsperioder var de kendt for deres såkaldte opgør med ”ekspertvældet” der bestod i at de lukkede ned for ekspertudvalg der var uenige med dem, ligesom at de bl.a. valgte at lukke ned for en kommissionsundersøgelse af Irak-krigen.
I løbet af valgkampen blev det tydeligt at den borgerlige blå blok ønskede voldsomme angreb på arbejderklassens tilkæmpede rettigheder. Forsøgt camoufleret som skattelettelser i bunden, (”lavere skat på arbejde”), var de borgerliges planer i virkeligheden at skære mellem 6 og 100 milliarder på velfærden. Inger Støjberg forsøgte at camouflere det som forbedringer for udkantsdansmark og Lars Løkke camouflerede det som et forslag til et bredt samarbejde.
Virkeligheden er at den danske overklasse er utålmodige efter reformer der forøger deres milliardformuer ved at øge arbejdsudbuddet og dermed trykke lønninger og leveforhold ned. De borgerlige forklarede det tydeligt ved at kalde den socialdemokratiske regering for uambitiøs ved at der havde været 3 års reformpause. Lars Løkkes planer om en bred regering blev da også begrundet som et forsøg for at løsrive socialdemokratiet fra den ”yderste venstrefløj” (læs: Enhedslisten) og blå blok for det yderste højre. For os aktivister i arbejderbevægelsen må vi jo nok indrømme at socialdemokratiet har ført alt for lidt rød politik og alt for meget blå. Blandt andet har de smadret de nyudlærtes dagpenge. Men ifølge kapitalisternes partier er det åbenbart langt fra nok. Mellem linjerne viste de at deres planer er angreb på dagpenge, efterløn (resterne af den), folkepensionen, samt yderligere privatisering af sundhedsområdet og resten af velfærden (sløret som ”frit valg til borgeren”).
Mens Konservative og Venstre er ekstremt svækkede, så ser Lars Løkke, sammen med De Radikale, ud til at være det borgerlige Danmarks største håb for at kunne gennemføre nogle af de arbejderfjendtlige reformer, såfremt de kan få realiseret deres håb om en reaktionær regering henover midten.
De radikale i frit fald
De radikale måtte se sig selv næsten damptomlet i stykker. Hele deres valgoplæg afslørede dem som et lille parasitisk borgerligt parti. Parasitisk fordi de som en lille parasit suger blod fra rød blok, som de konstant forsøger at få til at føre borgerlig politik. De væltede regeringen for at få ”en ny start hvor vælgerne kan sætte et nyt hold”. I virkeligheden mente Sofie Carsten Nielsen at de selv skulle være med i regeringen, gerne sammen med andre borgerlige, så man kunne gennemføre alle de angreb de ikke kunne komme igennem med i den nuværende regering. Så de væltede Mette Frederiksen, kun for med det samme at pege på hende igen. Dette blev heldigvis straffet med en næsten massekrering af det lille borgerlige arbejdsgiverparti.
Socialdemokratiet høstede en fremgang på ca. 1,6%, svarende til to ekstra mandater. Det handler dels om den elendige borgerlige kampagne og dels om at mange husker Corona-pandemien, hvor Danmark trods alt gik lettere igennem end mange andre lande, med færre dødsfald og færre tabte arbejdspladser. Men det handler også om at venstrefløjen, særligt Enhedslisten, ikke formåede at vise en anden vej, der kunne udfordre toppen af Socialdemokratiet.
Mette Frederiksen førte en modsætningsfyldt valgkamp. På den ene side talte hun om bedre løn til offentligt ansatte, på den anden side blev hun ved med at opfordre til dannelsen af en midterregering og nikkede også ja til forslag om ”afbureaukratisering” i den offentlige sektor (læs: nedskæringer). Dette paradoks blev ikke udnyttet tilstrækkeligt af venstrefløjen, som burde have haft langt mere offensiv kritik af midterregerings-projektet.
Socialdemokratiet i koalition med de borgerlige?
Da Mette Frederiksen udskrev valget, overraskede hun både SF og Enhedslisten, men ikke mindst hendes eget socialdemokratiske bagland, ved at bedyre at målet var en midterregering. En lang række borgmestre og lokalformand i det socialdemokratiske bagland har åbent udtrykt deres skepsis over den nye kurs. Dette vakte heller ikke lykke iblandt de menige medlemmer af fagbevægelsen, som jo udmærket husker Helle Thorning regeringens blå angreb. Desværre valgte ledelsen af Fagbevægelsen Hovedorganisation igen-igen at forholde sig passivt, hvilket de har gjort de sidste 20 år hvor deres medlemmers forhold i samme periode er blevet ”reformeret” til ukendelighed.
En ny bred regering mellem socialdemokratiet og de borgerlige kan kun blive en regering på et borgerligt nedskæringsgrundlag. Borgerskabet i Danmark er blevet utålmodige, de har sat næsen op efter skattelettelse og reformer der åbner op for løntrykkeri fra importeret arbejdskraft fra Asien, samt fra syge og ældre, der tvinges til at blive på arbejdsmarkedet, ligesom at Socialdemokratiet ønsker at presse flere unge for tidligt ud på arbejdsmarkedet ved at forkorte uddannelserne.
En sådan koalition vil bane vejen for en ny borgerlig regering med yderligere angreb til følge, som vi så efter Helle Thorning. Og dette til trods for at der var ”rødt” flertal, hvis man altså inkluderer De Radikale. Men med en delvis destruktion af De Radikale er alle forudsætninger for at sætte De Radikale på plads til stede. Vi kan kun opfordre til at fagbevægelsen og det socialdemokratiske bagland lægger pres på deres ledelse, for at få dem væk fra at danne en borgerlig arbejderfjendtlig regering.
Enhedslistens resultat
Enhedslisten mistede hele 4 mandater og gik 1,8% tilbage. Partiet tabte omkring 70.000 stemmer. Liste Ø gik tilbage overalt i landet, også i København hvor man tabte hele 3%. Dette er intet mindre end en katastrofe, som man ikke skal skøjte henover eller forsøge at bortforklare med påskud om at det bare var fordi ens tidligere vælgere stemte taktisk for at få Alternativet over spærregrænsen. Sådanne undskyldninger bliver brugt af tilhængerne af Enhedslistens højredrejning i et forsøg på at forhindre kritik af at deres politiske kurs har ført til endnu et nederlag.
I virkeligheden tabte Enhedslisten vælgere til både S, SF, Alternativet, Frie Grønne og til de sofavælgere der simpelthen valgte at blive hjemme. Alene Frie Grønne, som i ord fremstod som revolutionære, høstede ca. 30.000 stemmer og blev største parti i Tingbjerg og Gellerup, samt næststørst i Vollsmose. Valgdeltagelsen var også historisk lav, hvilket betød at cirka 30.000 færre stemte. Alene de to tal tilsammen giver cirka 60.000 stemmer, som et klart venstreorienteret alternativ godt kunne have vundet over. Dertil kommer et vækst i antallet af blanke stemmer, som steg med over 19.000.
At Enhedslisten gik tilbage er ikke de andre partiers skyld. Det er Enhedslistens egen skyld. Det er nu andet valg i træk at partiet går tilbage og i realiteten er man gået næsten konstant tilbage i meningsmålingerne siden 2013. Enhedslisten opnåede i 2013 sine højeste målinger nogensinde oven på at man var trådt skarpere i opposition til Thorning-regeringens højredrejning, men da oppositionen aftog og det blev klart at Enhedslisten ikke ville handle på sine trusler, der begyndte vælgerflugten. Siden da er Enhedslistens højredrejning tiltaget og den såkaldte ”fornyelsesproces” er accelereret og det har betydet at ledelsen har modereret sin politik på flere og flere områder. Man har nedtonet modstand imod EU og NATO og man har indgået en række forlig i Folketinget, hvoraf nogle af dem har ført til nedskæringer og som man senere, efter pres fra græsrødderne, har måtte trække sig ud af. Det gælder f.eks. aftalen om udflytning af uddannelser, som har betydet massive nedskæringer på universiteterne og professionsbacheloruddannelserne. Af andre aftaler, Enhedslisten har stemt for, kan nævnes ’affaldsforliget’, der medfører privatisering af den kommunale affaldssektor, den statsracistiske særlov for ukrainske flygtninge, et politiforlig som betyder mere overvågning, en aftale om CO2-fangst og lagring, der åbner op for massiv brug af CCS på alt fra forurenende industrier til kommunale affaldsforbrændingsanlæg og biomasseanlæg og en meget middelmådig delaftale om infrastruktur,.
Det er klart at Enhedslisten også har fået tilkæmpet nogle forbedringer i perioden. De forbedringer har typisk været meget små i forhold til statens budgetter og udgør millionbeløb, mens fx øgede militærudgifter udgør enorme milliardbeløb. Problemet har også været, at det til en vis grad har været usynligt for vælgerne, da man ”loyalt” har holdt forhandlingerne til regeringens kontorer. På den måde har ingen vidst hvad Enhedslisten har fået igennem. Når man så bagefter tiljublede forligene som store sejre har det lignet at man var 100% enig med regeringens linje. Og vi har flere gange set hvordan at de berørte brugere og ansatte har raset imod begrænsningerne i de samme aftaler som Enhedslisten har tiljublet, senest f.eks. med den underfinansierede psykiatriaftale og den begrænsede kontanthjælpsreform. I stedet burde man åbent have stået frem med hvordan en forbedring ville have set ud hvis Enhedslisten alene kunne bestemme. Problemet er at de såkaldte ”fornyere” af Enhedslisten slet ikke er fornyere, men bare en gruppe folk der har mistet troen på at man kan vinde almindelige arbejdere og unge til et socialistisk program og at det er muligt at sikre markante forbedringer. Derfor vil de ”socialdemokratisere” Enhedslisten.
Helt generelt set har Enhedslisten været for ukritisk overfor den socialdemokratiske regering. Det blev vælgerne i den grad mindet om under selve valgkampen, da partiets udlændingeordfører pludselig i Politiken udtalte at man godt kunne leve med et dansk modtagecenter for asylansøgere i diktaturstaten Rwanda. Med andre ord, at man var villig til at frede regeringen på det spørgsmål. Partiet sadlede efterfølgende om og udtalte at det var uacceptabelt, men skaden var sket og tusinder blev efterladt med det indtryk at Enhedslistens støtte var til salg og at prisen faktisk ikke var ret høj.
Det er rigtigt at mange aktivister og lokale kandidater for Enhedslisten ydede en kæmpe indsats og også ofte fremsatte gode og rigtige krav. Men en ting er valgkampen, noget andet er de sidste tre år. Vælgerne vurderer ikke bare et parti på det de siger, men også på det de gør. I stedet for at have været et mere eller mindre ukritisk støtteparti, burde Enhedslisten have angrebet regeringens svigt på klimaområdet, gå benhårdt imod militariseringen og forklare at den betyder yderligere nedskæringer i kommuner og regioner. Man burde have holdt sig ude af studehandler og i stedet have ageret som konsekvent venstreopposition til regeringens højreskred. På den måde ville man også have en klar mulighed for at vinde folk i basen af SF og Socialdemokratiet over til sig.
Desværre er det ikke den måde folketingsgruppen har arbejdet på i de sidste tre år. Derfor er man kommet til at ligne Socialdemokratiet og SF på mange punkter. Det er en historisk lov, at når der er tre arbejderpartier, der fører den samme politik, så vælger arbejderne altid at gå med de største. Arbejdere er praktiske mennesker. Hvis partier fører samme politik, så hellere stemme på dem, der har større realistisk mulighed for at få den gennemført.
Hvis man ser på de sidste par valgresultater, bliver det tydeligt, at Enhedslisten kun går frem, når man fremstår som noget radikalt anderledes end S og SF. Det sås klart i 2011 hvor både Socialdemokratiet med Thorning i spidsen og SF med Søvndal var begyndt at skride markant mod højre, som en opvarmning til at de skulle danne regering sammen med De Radikale. Dengang protesterede Enhedslisten kraftigt og det gav stor fremgang, fra 2,2 til 6,7% af stemmerne. Helt modsat i dag, hvor vælgerne ikke kunne se forskel på de tre partier.
Man skal også huske at selvom Enhedslisten gik frem til 7.3 i 2015 så var det faktisk et meget skuffende resultat. I 2013 stod Enhedslisten til tæt på 15 % ved at komme med kraftig kritik af Thorning regeringens borgerlige nedskæringer. Men på grund af en nedtoning af vores kritik og politik høstede Enhedslisten slet ikke det resultat de kunne i 2015. i 2019 var Enhedslisten valgkamp næsten klinisk renset fra venstreorienteret politik, hvilket igen førte til et skuffende valgresultat.
Hvad nu?
Regeringsforhandlingerne er nu i gang og de kan godt blive langstrakte. Mette Frederiksen har fastholdt sit ønske om en midterregering. Borgerskabet er delt på dette spørgsmål. Mens Jakob Elleman og Søren Pape hårdnakket stritter imod, er der flere og flere stemmer i og omkring Venstre som ser det som en god idé. Også dele af den borgerlige kommentator-verden, Børsen og Politiken, ser det som en god idé. Det samme siger den administrerende direktør i Dansk Industri, som i et stort interview anbefalede Venstre og Konservative at gå med ind i en midterregering.
Inde i Socialdemokratiet er stemningen mere blandet. Da det blev klart at valgresultatet gav mulighed for at det nuværende flertal kan fortsætte begyndte tilhørerne at bryde ud i jubel og råbe ”Danmark har brug for en social-demokratisk regering igen!”. Mange almindelige arbejdere ser – korrekt – med frygt for hvilke blå økonomiske reformer Lars Løkke vil kunne gennemtvinge i en midterregering.
Det er uvist hvordan Mette Frederiksen præcis kan danne regeringen, men det er næsten sikkert at det vil ske i samarbejde med enten Radikale eller Moderaterne. Der har også været snak om muligheden for en decideret flertalsregering mellem S, SF, Radikale og Moderaterne.
En midterregering, ligegyldigt om det bliver med De Radikale eller med Moderaterne, vil være en katastrofe for almindelige arbejdende mennesker. Det økonomiske råderum er opbrugt nu, på grund af de store militærudgifter som er vedtaget, men også fordi der nu er planer om hurtigt at lave nyt forsvarsforlig. Det vil betyde vanvittige summer til våben og militært isenkram. Samtidig ønsker borgerskabet i Danmark at lave arbejdsudbudsreformer, fordi det er den eneste kur de ser mod inflationen. De vil gøre arbejdskraften billigere (læs: smadre arbejdernes løn- og arbejdsvilkår), ved at tvinge endnu flere ind i elendige lavtlønsjob. Det handler dels om at angribe SU’en, angribe dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, forringe pensioner endnu mere, osv.
Enhedslisten må melde klart ud, at de på ingen måde kan være støtteparti for en regering, der ønsker at føre borgerlig politik. Derfor må vi klart afvise at støtte en socialdemokratisk regering med Moderaterne og/eller Det Radikale Venstre, der begge ønsker at skære ned på velfærden og gennemføre reformer, der gør livet mere surt for syge og arbejdsløse.
Med en akut energikrise, skyhøj inflation og muligheden for en økonomisk recession går vi ind i en periode med fortsat ustabilitet og muligheder for hurtige politiske forandringer. Tusindvis af arbejdere og unge vil søge efter politiske svar. Enhedslisten kan spille en vigtig rolle, hvis man i højre grad orienterer partiet mod at kombinere arbejdet i Folketinget med arbejdet i bevægelserne udenfor Christiansborg og formår at give socialistiske svar der både adresserer de akutte spørgsmål om energikrise og inflation og kobler dem til systemoverskridende krav der peger udover det kapitalistiske systems rammer.
(Fotos: News Oresund / CC 2.0)
