Af Andreas Bülow
Der var ikke mange som havde forudset, at krigen i Ukraine ville blive langvarig. Men her et år efter Ruslands invasion er krigen endnu i fuld gang og det er flere måneder siden vi har set store forskydelser på fronterne. Mens millioner er drevet på flugt, fortsætter bombardementerne og dødstallene stiger på begge sider.
I den danske presse blev årsdagen markeret med en ekstremt følelsesladet dækning. Journalisterne spurgte ministre og militæreksperter spørgsmål som: ”Hvad tænkte du i timerne op til?”, ”Hvordan sov du den nat?”, ”Var det et chok da bomberne faldt?”. Hele formålet med den vinkling er at fjerne al materialistisk analyse og i stedet gøre det til et emotionelt anliggende. Rusland udstilles som den onde dæmon og Ukraine som det uskyldige godhjertede offer. Alle forsøg på at nuancere billedet affejes som russisk propaganda.
Baggrunden for krigen
Som socialister tager vi klart afstand fra Ruslands invasion, ligesom vi har taget afstand fra vestens imperialistiske krige i bl.a. Irak, Afghanistan og Libyen. Men det betyder ikke, at en en analyse af de bagvedliggende årsager er ligegyldig. Tværtimod bør vi trænge ned igennem den tåge af løgne og manipulationer som omgærder krigen i Ukraine for at forstå konfliktens essens.
Krigen i 2022 er i realiteten ikke andet end et produkt af en række politiske og økonomiske faktorer, som har været under opbygning siden Berlinmurens fald i 1989. Med Sovjetunionens kollaps blev Ukraine et ekstremt fattigt land. Kapitalismens genindførsel var en økonomisk katastrofe og kastede befolkningen ud i en svær situation. Mellem 1990 og 1996 faldt BNP med 60% og i 2020 udgjorde det blot halvdelen af hvad det var i den sidste del af sovjet-perioden (i konstante priser). Denne armod medførte også en stigning i spændingerne mellem de nationale mindretal og en opblomstring af nationalisme. Samtidig begyndte USA og Rusland (nu som et kapitalistisk styre og regional supermagt) at strides om indflydelse i Ukraine.
I 2014 eksploderede det i den såkaldte Maidan-bevægelse som indeholdt blandede elementer, bl.a. middelklasselag, men også reaktionære kræfter fra det yderste højre. Med støtte fra USA fik de væltet præsident Janukovitch og bagefter fulgte en ekstrem nationalistisk regering under Petroshenko som slog hårdt ned på anti-Maidan oprøret i det østlige Ukraine, ligesom de forbød kommunisme og indførte lovgivning der restringerer brugen af russisk sprog i offentlige rum.
Invasionen i 2022 er en forlængelse af denne konflikt. Selvom USA i 1990 lovede Gorbatjov at NATO ikke ville ekspandere mod øst, har vi set hvordan flere og flere østlande er blevet indlemmet i militæralliancen, bl.a. med optagelse af lande som Polen, Slovakiet, Bulgarien, Rumænien og de baltiske stater. Det betød at den amerikanske imperialisme udvidede sin magt langt ind i det område som russerne traditionelt har haft som indflydelsessfærer. Nu stod Ukraine også til at blive medlem. Det var et træk som regimet i Moskva ikke kunne acceptere.
Putins regime
Efter murens fald blev en række oligarker styrtende rige. Putins regime har sin indercirkel blandt folk i det tidligere KGB. Styret er en konsolidering af denne reaktionære gruppe oligarker som har udplyndret Rusland efter Sovjetunionens fald, med lukrative forretninger i forbindelse med privatiseringen af produktionsmidlerne.
Mens Jeltsin, den fordrukne præsident som efterfulgte Gorbatjov, havde en underdanig attitude overfor vesten, så har Putin langsomt men sikkert udviklet sig i en anden retning. Hans regime er konsolideringen af kapitalismen i Rusland, med en række nationale særtræk, som gør at det udenrigspolitisk minder om den rolle Tsar-styret havde før den russiske revolution: En svag imperialistisk magt som undertrykker andre omkringliggende nationer, men som endnu er dybt afhængig af handelsrelationer med andre imperialistiske magter (i datiden var det Frankrig, i dag er Kina ved at tage den rolle).
Putin – og de dele af det russiske oligarki som frembragte ham – ville ikke være underdog som Jeltsin. Rusland begyndte at spille med militære muskler igen – i Tjetjenien, Georgien og senere i Syrien. Efter den enorme økonomiske nedtur i 90’erne ville man genrejse Rusland som en regional supermagt, der ikke passivt lod sig tromle af vestens diktater. Ruslands agerer som en imperialistisk magt og invasionen af Ukraine handler da også om adgangen til råstoffer, geopolitik og indflydelsessfærer.
Krigen i Ukraine er også blevet en overlevelseskamp for Putin. Før krigen var der indikationer på at hans popularitet var ved at dale, hvilket var en af de faktorer som tilskyndede krigen. Putin bruger reaktionær storrussisk chauvinisme til at opretholde sin opbakning ved at skyde skylden på de vestlige imperialister. Indtil videre ser det ud til at fungere, omend der er så meget censur i Rusland at det er svært at bedømme helt nøjagtig hvor stor opbakningen til krigen er. Der har været enkelt demonstrationer og også protester på kaserner i Uljanovsk og i Tjuvasjien, men de har endnu ikke taget en generel form.
Putin kan ikke træde tilbage fra krigen uden at få noget han kan udråbe som en delvis sejr. Omvendt har han afholdt sig fra at kalde invasionen af Ukraine for en regulær krig. I stedet har brugt den kryptiske betegnelse “speciel militær operation”, hvilket i starten havde den betydning at han ikke indkaldte til en generel mobilisering og kun angreb med omkring 120.000 tropper. For Putin var det en ømtåelig balance – han vidste godt, at en fuld mobilisering kunne blive fatal, hvis tabstallene var for høje.
Derfor var det først i slutningen af 2022 at han så sig nødsaget til at mobilisere yderligere rekrutter – og selv nu har han ikke foretaget en fuld mobilisering. På den ene side ved han, at hans skæbne som præsident afhænger af en delvis sejr i Ukraine, på den anden side frygter han de revolutionære konsekvenser som krigen kan afføde i bagtroppen i Rusland, hvis et stort antal russiske mødre ser deres sønner komme retur i kister.
Vestens hykleri
Mens Putin-regimets motivationer for at gå i krig er alt andet end noble, så må vi ikke et sekund falde for den krigspropaganda som foregår i vesten. Når USA – og regeringen i Danmark – taler om ”krigsforbrydelser”, så glemmer de at de selv har begået krigsforbrydelser i Afghanistan, Irak og Libyen. Når de skriger op om flygtningestrømme, så glemmer de, at de for kort tid siden selv satte dødbringende pigtråd op for at holde flygtninge udenfor Fort Europa. Når de taler om ytringsfrihed, så glemmer de at de selv har censureret og forbudt RT, Sputnik og Redfish fra at operere i det meste af Europa og fjernet dem fra Youtube og andre digitale tjenester.
Med andre ord er vestens moralske dundertaler 100% hykleri. Det som de i virkeligheden er vrede over er ikke, at en nation har invaderet en anden nation. Det er derimod det er en konkurerrende imperialistisk magt som har gjort det – og i et land som agerer servilt ifht. amerikanernes interesser.
Krigspropagandaen i Danmark har nået et hysterisk niveau. Man forsøger at forberede befolkningen psykologisk på en længerevarende konflikt med Rusland, hvor vi skal stramme livremmen ind for at få krigsmaskinerne til at spinne. Men den største trussel mod danske arbejdere er ikke Rusland, det er derimod at de ikke kan betale varme- og elregningerne fordi reallønnen er faldende. Truslen er ikke invasion men stigende pensionsalder, nedslidning og faldende købekraft.
En kamp for national selvbestemmelse?
På venstrefløjen findes der fortsat mange, inklusiv Enhedslistens ledelse, som hævder at vi ser en ”national befrielseskrig” i Ukraine. Hvad de overser er, at Ukraine ikke bare politisk, men også økonomisk er fuldstændigt underkastet amerikansk imperialisme og dens allierede. I dag er ukrainsk økonomi domineret af kapitalister fra Tyskland, Schweiz, Storbritannien, Holland og Cypern, som har pumpet 53,7 mia. dollars ind i økonomien.
Siden 2014 har Ukraine være komplet afhængig af udenlandsk statshjælp, hvor milliarder af dollars er strømmet ind fra USA og EU og hvor disse lande har haft agenter i Ukraine, som har været med til at uddanne statsapparatet, regeringen og militæret.
Krigen i Ukraine er en proxy-krig imellem imperialistiske magter – og det ses også tydeligt hvis man kigger på den ukrainske økonomi over en længere periode: Mens Rusland i 1995 stod som aftager for hele 53% af Ukraines eksport, så var det tal faldet til 9% i 2017. Omvendt steg samhandlen med EU, som i 2015 blev Ukraines største handelspartner. Krigen handler netop om denne kamp for markedsindflydelse.
Krigens faser
Selvom vestlige medier har forsøgt at gøre grin med den russiske hær, så er det et faktum, at de i den første fase af krigen var tæt på at vinde magten i hele Ukraine. I stedet for en mindre operation i Donbass-regionerne Luhansk og Donetsk, valgte Putin at forsøge at indtage hele landet i en lynoperation som skulle påtvinge en marionetregering i Kijev.
Russerne nåede helt frem til Antonov-lufthavnen, lidt udenfor hovedstaden Kijev. De angreb fra landsbyen Gomel og dannede en akse som skulle omringe ukrainerne i en knibtangsmanøvre. Men en række faktorer forpurrede planerne, bl.a. dårligt vejr og skidt logistisk planlægning fra de russiske angrebsstyrker. Resultatet blev bl.a. en lang militær kolonne med tanks, som ukrainerne kunne udføre snigangreb på.
Derudover angreb russerne med for få soldater, bl.a. fordi Putin afholdt sig fra en generel mobilisering. Samtidig formåede russerne ikke at destruere hele Ukraines antiluftskyts, bl.a. fordi ukrainerne fik assistance til hurtigt at kamouflere og skjule sit anti-luftskyts.
Efter at den direkte magtovertagelse i hovedstaden mislykkedes formåede russerne at trække sig relativt velorganiserede væk fra hovedstadsområdet, uden enorme tab. Men i august 2022 formåede Ukraine at lave en overraskelsesmanøvre. Mens Zelensky offentligt beordrede en offensiv mod Kherson, så forberedte han i al hemmelighed – og med stor hjælp fra amerikansk sattelitovervågning af frontlinjerne – en offensiv i Kharkiv-regionen. Russerne led deres første store nederlag og ukrainerne tilbageerobrede betydelige områder.
Senere formåede de også at vinde terræn i Kherson, men her lykkedes det russerne at forlade byen og lægge frontlinjen på den anden side af Dnipro-floden. Siden da har der været intense kampe i Bakhmut i Donetsk-regionen, hvor russerne nu kontrollerer over 80% af byen. Udover dette tilfælde er frontlinjerne nogenlunde statiske.
Perspektiver
Det er umuligt at forudse krigens gang, men selvom der er mulighed for en delvis optrapning af krigen i de kommende måneder, så er det samtidig sandsynligt at der på et eller andet tidspunkt vil komme fredsforhandlinger, formentligt når parterne kan se at fortsat krig er for dyrt økonomisk, politisk og socialt, i forhold til hvad de kan opnå.
Putin har brug for en delvis sejr som han kan vise frem internt i Rusland og internationalt. Det kan være at erobringen af det østlige Ukraine er nok. Vesten er omvendt splittet i forhold til Ukraine, omend de forsøger at opretholde en facade med enhed.
For nyligt blev Frankrigs præsident Macron skældt ud af de andre vestlige ledere, fordi han forsøgte at neddysse konflikten om Taiwan og forklarede at ”Vi europæere bliver nødt til at vågne op. Vores prioritet er ikke at tilpasse os andres dagsordener i alle verdens regioner.“
Den udtalelse handler i virkeligheden om forholdet til USA. Mens Joe Biden – og hans underdanige juniorpartnere i Storbritannien – har insisteret på at optrappe de imperialistiske spændinger med både Kina (ifht. Taiwan) og med Rusland (i Ukraine), så er andre EU-lande som Frankrig og Tyskalnd langt mere skeptiske. De har ikke de samme interesser som USA, bl.a. fordi de er mere afhængige af samhandel med Rusland og ønsker stabilitet i Østeuropa og en fortsat mulighed for at importere naturgas og andre ressourcer.
Allerede ved krigens start var Tyskland vævrende på spørgsmålet om at sende militær støtte og hvis krigen bliver for kostelig kan det få konsekvenser i EU-landene. Allerede nu har vi set enorme protester i Frankrig og den sociale uro kan nå et eksplosivt punkt.
Mange af de europæiske ledere tror ikke på Zelenskijs taler om at tilbageerobre hele det tabte territorium. De ønsker derimod en mæglet fredsløsning, fordi de er bange for hvilke konsekvenser en langstrakt krig vil have i hele Europa.
Som socialister er det vores opgave at afvise deltagelse i krigen. Hverken NATOs sejr eller Ruslands sejr vil skabe nogen som helst lykkelig udgang for det ukrainske folk. En sejr for Rusland vil skabe national undertrykkelse og et had til en besættelsesmagt. En sejr til NATO vil skabe national undertrykkelse i Donbass, hetz mod det russiske mindretal og styrkelse af reaktionær nationalisme, samt Ukraines underkastelse under NATO-imperialisternes økonomiske, politiske og militære herredømme. Ingen af de udfald er i arbejderklassens interesse.
Ukraine bliver brugt kynisk som en skakbrik af imperialisterne. Men ligesom den russiske revolution stoppede 1. verdenskrig, så er det også kun revolutioner der i fremtiden kan stoppe imperialisternes krige.
(Fotos: Oleksandr Ratushniak / UNDP Ukraine / CC)
