Af Lasse Bertelsen
Der var spænding om resultatet af afstemningen om OK23 lige op til sidste minut. Hvilken effekt ville inflation og mørke skyer for økonomien betyde? Men resultatet var der ikke meget spændende ved. Det var et klart ja. Nok et af de klareste ja’er i nyere tid. Toppen af forbundene på det private område havde udråbt resultatet som historisk godt. Var man venlig ved dem, på en god dag, kunne man måske til dels give dem ret, hvis man altså glemmer inflationen.
Men inflationen betyder at de nu vedtagne overenskomster vil medføre reallønsnedgang. På normallønsområdet kommer der en stigning på sammenlagt 11 til 12 procent. Men allerede ved starten af overenskomstforhandlingerne var der et løn efterslæb på omkring 6 procent. Inflationen ventes at stige med minimum 4 procent i 2023 og også næsten 4% i 2024. Men med krigen i Ukraine og gigantiske prisstigninger der har været siden 2022 er det svært at spå om inflationen er ved at falde. F.eks kunne Danmarks Statistik i april 2023 berette at pristigningerne på fødevarer havde nået 16 % i en stigende kurve.
Men ser vi på minimallønsområdet var resultatet endnu magrere. Her lykkedes det kun forhandlerne at forhandle 4 procent hjem! Claus Jensen, formand for Dansk Metal, kunne meddele at så måtte tillidsfolkene på industriarbejdspladserne selv forhandle 8 % hjem. Men selvsamme Claus Jensen kunne overenskomstforhandlingerne startede konstaterer at der havde været meget lave lønstigninger på industriarbejdspladserne. Mange steder havde man fået et rundt nul, endda flere gange i træk.
Så at der pludselig med et trylleslag skulle kunne forhandles 4 procent hjem om året i industrien må siges at være noget optimistisk. Rent faktisk fortalte Claus Jensen selv (på info møder om OK23 inden forhandlingernes opstart), at han havde klaget over de små lokale lønstigninger til Dansk Industri. Og at han ydermere havde stillet spørgasmålstegn ved om der var fremtid ved minimallønssystenmet hvis arbejdsgiverne lokalt nægtede at give noget. Se det er en interessant betragtning.
Når Claus Jensen siger det, er det fordi hans medlemmer er utilfredse. Men han har ret. Minimallønssystemet betyder alt for svage lønstigninger og bør som minimum suppleres af centrale forhandlinger, der f.eks sikrer at lønnen inflationssikres.
Byggeriet
I byggeriet prøvede man at sælge overenskomsterne ved at man indførte et boligtillæg til udenlandsk arbejdskraft uden dansk bopæl. Der var dog bare den lille detalje at det ikke var noget nogen bygningsarbejdere havde stillet krav om.
Til gengæld har det været et bredt krav fra bygningsarbejderne at der skal indføres kædeansvar og at mindstelønnen skulle løftes med en 30-50 kroner pr, time. Dette betød da også at der kom et stort nej fra 3Fs byggegruppes medlemmer. Blikkenslagerne og elektrikerne stemte dog ja.
Det samme gjorde malerne, dog med den anden laveste ja procent af alle forbund. Malerne i københavn anbefalede et ja for første gang siden 1998, men om malersvendene og lærlingene i København fulgte opfordringen må stå hen i det uvisse, da man ”desværre” ikke kunne dele tallene ud på de enkelte afdelinger. Hvis der blev stemt ja blandt malerne i københavn er det første gang i minimum 50 år at det er sket, så mon dog. Blandt malerne var afdelingen i Nordjylland den eneste der anbefalede et Nej, respekt for det.
Nej kampagnen
Nejkampagnen stod noget svækket imod samtlige af de store forbund. Den blev især ledt af de faglige organisationer i Nordjylland. Derudover var det en række jyske 3F afdelinger der bakkede op, blandt andet Esbjerg og Randers. Men på Sjælland var det kun 3F BJMF der aktivt førte nej-kampagne. Alligevel lykkedes man med kort varsel at samle 115 tillidsfolk i Fredericia til et yderst vellykket tillidsmandsmøde, organiseret af folk i og omkring Arbejdere i Bevægelse. Dette skal man ikke kimse af. Det var det første tværfaglige tillidsamandsmøde for venstrefløjen i mange år. Men det viser også at der er behov for en stærkere venstrefløj. Indtil videre har det virket som om der ikke rigtig var nogle fagforeninger der havde modet til at føre an. Håber må være at de gode krafter bag mødet i fredericia fortsætter samarbejdet.
Konflikt ja eller nej
Under OK23 blev det desværre klart at der blandt udbredte dele af især toppen af fagbevægelsen er en frygt for en storkonflikt. De frygter at en storstrejke vil afsløre hvor få organiserede medlemmer der er. Men med den indstilling har de så godt som nedlagt fagbevægelsen. Fagbevægelsen har oplevet konstant tilbagegang i over 25 år.
Blandt andet fordi man tandløst har accepteret den ene forringelse efter den anden. Bl.a. den stigende pensionsalder, forringede dagpenge, forfølgelse af nedslidte arbejdere, forringelser af arbejdstilsynet osv. For ikke at tale om den voldsomt forringede velfærd. Fagbevægelsen er en kamporganisation. Den blev dannet for at koordinere arbejderklassens kamp for rimelige forhold. Men med en ledelse som gør alt for ikke at komme i kamp fjerner de hele fagbevægelsens eksistensberettigelse.
I Frankrig var der generalstrejke imod at hæve pensionsalderen fra 62 til 64 år. I England har det været strejker og også i Tyskland. Der er al mulig grund til at fagbevægelsen også går til kamp i Danmark. Med fjernelsen af bededagen var toppen af fagbevægelsen helt oppe i det røde felt. Men efter den store landsdækkende demonstration på slotspladsen med 40.000 deltagere skete der ikke mere. En fagbevægelse der ikke tør slås er som et militær der ikke tør skyde. Netop derfor er der al mulig grund til at venstrefløjen i fagbevægelsen organiserer sig og danner aktive tillidsmandsringe på tværs af fag og på tværs af private og offentligt ansatte arbejdere.
(foto: Andreas Bülow)
