Interview med Niklas Zenius Jespersen (af Jeppe-Krommes Ravnsmed)
Risikoen for at konflikten kommer til at sprede sig til større dele af regionen findes. Men denne risiko bliver også overdrevet, fordi det vi i virkeligheden har set, er, at de fleste af de lande i Mellemøsten, der slår sig op til at være Palæstinas allierede, har holdt sig ret meget tilbage. Hizbollah har angrebet Israel, men det har været ret begrænset ift. hvad de tidligere har gjort. Og noget af det har nærmest mere en symbolsk karakter. Iran, selv nu når de skød omkring 300 missiler og droner afsted mod Israel, så har de for det første sagt, at det er en afsluttet affære, og at de ikke har tænkt sig at gøre mere, så længe Israel heller ikke gør mere.
Og det er også værd at bemærke, at når praktisk talt alle missiler og droner blev skudt ned, så er det fordi, at Iran annoncerede det – både på forhånd og da de affyrede missiler, og de sendte dem afsted mod mål og med en hastighed, hvor de forventede, at de ville blive skudt ned. Det var med andre ord et symbolsk angreb. Selvfølgelig var der folk, der kom til skade, men geopolitisk, så var det et symbolsk angreb.
Og tager vi Jordan, hvor størstedelen af befolkningen er af palæstinensisk afstamning (6 mio. palæstinensere ud af en samlet befolkning i Jordan på 10,4 mio., red.), så har vi jo hørt Jordans konge være ude og kritisere Israel hårdt og også nævnt muligheden for krig, men ser vi i praksis på Jordans politik, så fastholder de den fredsaftale de har med Israel på trods af, at der er enorme protester internt i landet. Ja de har rent faktisk sat militæret ind for at slå ned på protesterne imod Israel internt i Jordan, og de hjalp med at skyde de missiler og droner ned, som kom fra Iran ind over jordansk territorie.
Så de har rent faktisk hjulpet med at beskytte Israel. Med Yemen som en undtagelse, så er det det samme, som vi har set i mange af de her lande, hvor de i virkeligheden bruger den palæstinensiske sag ret kynisk, som en del af et magtspil. De bruger det til at opretholde deres egen magt og deres egne regimer, som jo er ret diktatoriske, og hvor de i virkeligheden ikke er ret interesserede. Man ser jo også, at den palæstinensiske befolkning, der bor i de omkringliggende lande, stadig befinder sig i flygtningelejre 60-70 år efter, at de er flygtet. Man har aldrig villet integrere dem i Syrien, i Libanon og i Egypten. Man holder dem som en spillebrik i stedet for rent faktisk at være solidariske med dem. Dette ændrer jo ikke på, at tingene rent faktisk godt kan eskalere. Men når man snakker om frygten for eskalering af konflikten, tænker jeg, at der er to ting man må nævne.
På den ene side er det jo rigtigt, at vi tænker, at krig er en frygtelig ting, og at en krig på borgerlige præmisser, særligt hvis det bare handler om at rage til sig, jo er en negativ ting. Men samtidig synes jeg også man skal passe på med at overdrive og sige, at det er en ren negativ ting, at der er mulighed for at udbrede konflikten. Tværtimod, bør vi jo være støttende omkring de folkelige protester i nabolandene, som kræver, at man gør noget. F.eks. at man afbryder handelsforbindelser til Israel, eller at man militært skrider ind for at forhindre et folkemord. Og det betyder jo ikke, at vi går ind for en storkrig, men det skal jo heller ikke være sådan, at mens et folkemord foregår, at den vigtigste prioritet er at der skal være ro i nabolandene. Tværtimod, må vi sige, at for befolkningerne i regionen, må målet være at afsætte alle de her regimer, som de har i deres egne lande. Både af hensyn til deres egne forhold, og den fattigdom og de diktaturer, som der er i de fleste af landene, men også af hensyn til solidarisk at kunne støtte palæstinenserne, og kunne støtte venstrefløjen i Israel til at stoppe folkemordet og til at sikre en ophævelse af den her zionistiske besættelse og apartheidpolitik.
(Foto: IDF)
