af John Pickard, redaktør af Left Horizons (oversat af Lasse Bertelsen).
Dette år er 100-året for Lenins død. Hans betydning for den socialistiske bevægelse kan ses bl.a. ved at selv borgerlige medier omtaler dette, selvom det altid er for at dæmonisere hans minde og fordreje de ideer han stod for.
Det er vigtigt at den socialistiske bevægelse behandler Lenins eftermæle på vores egen måde, i stedet for at gentage den løgnagtige sladder fra vores klassefjender. Blandt vores politiske traditions grundlæggere, teoretikere og vigtigste kæmpere, er der særlige betydelige skikkelser der især skiller sig ud. Ved siden af Marx, Engels og Trotskij var Lenin en sådan særlig vigtig skikkelse.
Lenin bidrog betragteligt til arsenalet af marxistisk teori og spillede den afgørende rolle i 1917 under den russiske oktoberrevolution, som var første gang arbejderklassen i noget land i verden, succesfuldt tog magten og fastholdt den. I en kort artikel som denne, er det ikke muligt at vise den store betydning af Lenins liv og arbejde, men vi opfordrer alle vores læsere til at studere og diskutere hans tekster.
Det er svært for os i dag, i England, Danmark eller noget andet sted i vesten, at sætte os ind i forholdene for Lenins tidligere politiske arbejde under Zarens kejserdømme. Rusland var et ”fængsel for nationaliteter” forstået på den måde at Stor-Russisk chauvinisme dominerede over alle andre folkeslag inden for imperiet. Men det var også direkte et fængsel, forstået på den måde, at aktivister i den socialistiske bevægelse risikerede fængsel og eksil. Den unge Vladimir Ilyich Ulyanov, oplevede allerede tidligt i sit liv, som aktiv socialist og selv som student, både fængsel og påtvunget eksil i Sibirien.
Lenin studerede indgående de marxistiske værker
I hans ungdom, studerede Lenin (hans dæknavn fra han var cirka 30), Marx og Engels værker indædt, ligesom værkerne fra andre vigtige teoretikere fra datidens socialistiske bevægelse i Europa, som Plekhanov fra Rusland og den tjekkisk-østrigske teoretiker Kautsky, hvilket han havde god tid til fra fængslet og siden hans eksil. Ret tidligt var Lenin i stand til at komme med bidrag om udviklingen af kapitalismen i det russiske imperie.
Efter hans eksil genoptog han sit politiske arbejde igen, men blev overtalt til at hans bidrag var så vigtige at man ikke kunne risikere at han blev fængslet igen. Så han rejste først til Berlin og senere til Paris, London og til sidst Schweitz, sammen med sin kone Nadezhda Krupskaya, som også var aktivist i den socialistiske bevægelse.
Lenins vigtige tidlige år som marxist blev formet af to grundlæggende ideer. For det første at socialdemokraterne (som socialister kaldte sig selv dengang) skulle basere dem selv på arbejderklassen, selv om den var et mindretal af den russiske befolkning.
De ønskede at lægge afstand til de intellektuelle radikaliserede fra middelklassen, som på den ene side flirtede med terrorisme og snigmord og som på den anden side så mod bønderne som drivkraft for revolutionen. Bønderne udgjorde det store flertal af den russiske befolkning. Henrettelsen af han storebror, i 1887, for at være delagtig i et mislykket snigmord på zaren, havde en stor effekt på Lenin. Selvom den industrielle arbejderklasse udgjorde et mindretal af befolkningen, så havde den en stigende social vægt, på grund af dens voksende koncentration i relativt få, men meget store og moderne fabrikker.
Avisen som 5omdrejningspunkt for partiorganisationen.
Den anden centrale ide, som kom til udtryk i hans bog Hvad må der gøres?, var behovet i den socialdemokratiske bevægelse for at kunne imødegå den skadelige virkning fra zarens hemmelige politi (Okhrana), ved at bevæge sig væk fra ”amatørismen” i partiet, og i stedet udvikle en mere professionel og fast organiseret struktur. Lenin så udgivelsen af en socialistisk avis som et helt afgørende middel til politisk uddannelse, agitation og organisation. Den første avis de udgav hed Iskra som betyder Gnisten. Hele processen med at distribuere den illegale avis (socialistisk aktivitet var forbudt af zaren), smuglet ind fra udlandet, fordele den og diskutere den blandt arbejderne organiseret i grupper, alt dette ville, ifølge Lenin, forstærke organiseringen i den socialdemokratiske bevægelse, samt sikre politisk uddannelse og ledelse.
Stalin fordrejede senere dette til at Lenin gik ind for ”jerndiciplin” i partiet, men dette var aldrig hvad der fandt sted i virkeligheden, hverken blandt bolsjevikkerne og heller ikke senere, selv efter at kommunistpartiet havde forbudt fraktioner i marts 1921.
Lenin gjorde meget ud af at fremføre hvad han så som en korrekt tilgang til alle vigtige emner, ved at søge klarhed hvor der var forvirring og beslutsomhed hvor der var vaklen, men han var aldrig imod retten til at andre socialdemokrater kunne være uenig med ham, hverken i ord eller i handling. Dette kommer tydeligt frem ved at hans skrifter var så polemiske som de var, hvor han brugte de politiske fejl fra hans politiske modstandere, ikke til at banke dem på plads eller jage dem ud af partiet, men i stedet til at uddanne medlemmerne.
Der var altid forskellige politiske standpunkter i den socialdemokratiske bevægelse og selv efter splittet i 1903 hvor det socialdemokratiske parti splittede i mensjevikkerne (mindretallet) ledt af Martov og i bolsjevikkerne (flertallet) ledt af Lenin, var der strømninger (blandt andet Trotskijs) der var tilknyttet begge fløje eller ingen af dem.
Nationernes ret til selvbestemmelse
En af Lenins vigtige bidrag er hans skrifter om det nationale spørgsmål, især med bogen ”Nationernes ret til selvbestemmelse”. Det meste af denne bog var en polemik mod Rosa Luxemburg, en anden af datidens store politiske skikkelser, som havde polsk oprindelse, men som var aktiv i den tyske arbejderbevægelse. Dette spørgsmål var meget vigtigt for den russiske arbejderbevægelse, fordi zarimperiet bestod af et væld af forskellige nationaliteter.
Lenin argumenterede for internationalisme og den størst mulige enhed blandt arbejdere af alle nationaliteter, men han gjorde det også klart at enheden måtte være frivillig, selv til det punkt hvor mindre nationer havde retten til selvbestemmelse hvis de ønskede dette.
Lenins solide internationalisme blev bevist ved 1. Verdenskrigs udbrud, hvor alle partier i den socialdemokratiske 2. internationale støttede deres ”egen” herskende klasse i den blodige konflikt. Her hundrede år efter er det svært for os at forstå størrelsen af det forræderi som de forskellige ledere af de socialdemokratiske partier stod for, men det repræsenterede et kæmpe (og uforudset) kollaps af den mægtige 2. internationale, som havde millioner af medlemmer i Europa og resten af verden. Til at starte med troede Lenin at det var forfalskede nyheder, da det kom frem at de tyske socialdemokrater ville stemme for penge til den tyske kejsers krigsmaskine.
Lenin blev en del af et meget lille mindretal af ledere, som fortsat støttede en internationalistisk position mod krigen. Lenin forklarede 1. verdenskrigs imperialistiske karakter, ud fra begge de to krigsalliancers (England-Frankrig-Rusland og Tyskland-Østrig-Ungarn) synspunkter. Lenin argumenterede for at arbejderne i stedet for at kæmpe mod hinanden, burde kæmpe imod hovedfjenden, deres egen herskende klasse.
Lenins havde et perspektiv om at krigen ville udløse revolution i et eller flere af de krigsførende lande, men han havde ikke forudset med hvilken hastighed revolutionerne ville udbryde. I januar 1917 holdt han en forelæsning for nogle schweiziske studenter hvor han sagde: ”Vi i den ældre generation, kommer muligvis ikke til at opleve de afgørende slag i den kommende revolution”. Uger efter var Rusland opslugt i en revolutionær opstand.
Februarrevolutionen danner sovjetter.
Lenin er nok mest kendt for hans ledende rolle hos bolsjevikkerne i 1917. Da februar revolutionen brød ud, forstod han med det samme, at det kun var arbejderklassen der kunne beskytte revolutionen mod reaktion. Og ikke kun det, men også at denne politik betød en videreførelse af revolutionen.
I modsætning til en del af bolsjevikkernes ledelse der vaklede på spørgsmålet, argumenterede Lenin for at fjerne al støtte til de borgerlige ministre ”kapitalist-ministre” som var en del af de provisoriske regering opstået efter februarrevolutionen. Lenin førte en hård og indædt kamp mod ikke bare mensjevikkerne, men også de dele af hans eget parti bolsjevikkerne der ikke klart gik op imod kapitalisterne, men mente man skulle gå på kompromis. I ”aprilteserne” og ”breve fra det fjerne” opridser han den vej han mente bolsjevikkerne skulle følge, blandt andet med parolerne ”brød, fred og frihed” der senere blev ændret til ”brød, fred og land”.
Lenins synspunkter faldt helt i overensstemmelse med de synspunkter Trotskij stod for, og det startede et tæt samarbejde der ville vare resten af Lenins liv. Da Trotskij og hans følgere formelt tilsluttede sig bolsjevikkerne i juli 1917, sagde Lenin, ”der er ingen bedre bolsjebvik”.
Lenin baserede sin politik på erfaringerne fra den tidligere 1905 revolution, hvor arbejderne havde dannet deres egne revolutionære arbejderråd, kaldet sovjetter, over hele landet, hvilket blev gentaget i februar 1917. Ikke bare var der arbejdersovjetter i alle de store byer, oprørske soldater og forarmede bønder dannede også sovjetter ude på landet.
For Lenin og Trotskij var sovjetterne ikke bare et organ for kamp. De var kimen til en arbejder og bonde regering. Det kampråb som gik igen under oktoberrevolutionen var: Al magt til sovjetterne!
Blandt Lenins mange skrifter som er værd at gennemgå er “Staten og revolutionen”, helt sikkert et af dem. Staten og revolutionen blev skrevet på det tidspunkt hvor Lenin udviklede hans standpunkter omkring sovjetternes rolle. Baseret på Marx og Engels skrifter og erfaringerne fra Pariserkommunen, forklarede Lenin sovjetternes store betydning som regeringsform, hvor “enhver kok kan blive statsminister”.
Lenin og Trotskijs perspektiv og program var internationalt
Efter at den anden al-russiske sovjetkongres overtog magten, valgte den en regering bestående af folkekommissærer, til at lede historiens første arbejderstat. Regeringen inkluderede Trotskij og havde Lenin som leder.
Det er vigtigt at gøre klart, at Lenin og Trotskij ikke havde noget perspektiv om at opbygge socialisme i det der dengang var Europas mest industrielt tilbagestående land. Men de mente, at den eneste måde de fremskridt der var blevet vundet i februar kunne forsvares og viderudvilkes var ved at sovjetterne overtog magten og at en arbejderrevolution i Rusland ville være startskuddet til revolution i resten af europa.
Senere i 1924 udviklede Stalin teorien om socialisme i et land, der dybest set var en teori for at retfærdiggøre eksistensen og fortsættelsen af det voksende bureaukrati. Den unge sovjetrepublik var isoleret pga. en række fejlslagne revolutionære opstande i resten af Europa, men det stalinistiske bureaukrati gjorde nu denne isolering til deres officielle strategi og Komitern skulle nu arbejde for at Rusland forblev den eneste arbejderstat. Dette førte til at Komitern senere bevidst modvirkede den internationale udbredelse af revolutionen, blandt andet gennem ideer som socialfascisme og senere folkefront.
Gennem tiden, er de ideer der førte til oktoberrevolutionen, sammen med Lenins ideer generelt, blevet fordrejet. En af de bedste beskrivelser af det internationalistiske program og perspektiv som Lenin repræsenterede, finder man i bogen Lenin og Trotskij; Hvad de virkelig stod for.
Selvom perspektivet om at revolutionen ville sprede sig til resten af Europa var korrekt (der var en lang række revolutionære begivenheder i Europa, især Tyskland og Ungarn), så forblev den russiske revolution isoleret igennem en hel historisk periode. Det medførte, at den unge russiske arbejderrepublik stod overfor en række enorme, næsten uoverstigelige, forhindringer.
Arbejderklassen og kommunistpartiet stærkt svækket af borgerkrigen
Først var der borgerkrigen, hvor den unge arbejderstat desperat måtte forsvare sig mod en lang række intervenerende kapitalistiske lande, der sendte deres hære ind og som kæmpede mod arbejderstaten sammen med den hvide hær (resterne af den gamle zarhær). Efter dette stor den russiske arbejderstat overfor truende kollaps. En stor del af kommunistpartiet (som det nu hed) var blevet dræbt i krigen, arbejderklassen var reduceret i størrelse, industriproduktionen var tæt på kollaps og mange regioner stod overfor en truende hungersnød.
Den russiske arbejderstat var derfor tvunget til at give en lang række indrømmelse. Indrømmelser der stimulerede en form for kapitalistisk udvikling, mens arbejderstaten ventede på en succesfuld revolution i vesten, hvor en mere stærk industrialiseret socialistisk stat ville kunne komme dem til hjælp. Dette var den Nye Økonomiske Politik, et program der øgede fødevareproduktionen og genstartede industrien, men med den konsekvens at den berigede et lag af bedrestillede bønder og småfabrikanter, og sammen med dem, et lag af bureaukrater i både partiet og staten. Med en stærkt svækket arbejderklasse, var man tvunget til at benytte sig af tidligere zar embedsfolk til at styre statens arbejde, hvilket passede fint for det nye ”kommunistiske” bureaukrati.
I dag, i bagklogskabens lys, vil man kunne argumentere for, at Lenin og Trotskij ikke i tilstrækkelig grad, var opmærksom på den bureaukratiske degenerering, der fandt sted i sovjetstaten, koncentreret omkring Stalin. Som Trotskij forklarede i sin glimrende biografi af Stalin, var Stalin en sekundær, ukarismatisk figur og ikke kendt blandt aktive i partiet før 1917, og muligvis også efter. Men han blev set som en god organisator, en der fik tingene gjort, og han fik derfor en række nøglepositioner i partiet fra 1917 og frem (i begyndelsen med Lenins støtte). Disse positioner brugte han til at etablere et netværk af personlige støtter, der kunne støtte hans interesser.
Lenin blev efterhånden opmærksom på det voksende bureaukrati indenfor partiet og staten. Der var allerede spændinger mellem Lenin og Stalin, da Lenin fik sit første slagtilfælde i 1922. Disse spændinger voksede, ikke kun på spørgsmålet om bureaukrati indenfor partiet, men også omkring det nationale spørgsmål. Før hans død, planlagde Lenin sammen med Trotskij, en bredside mod Stalin og hans følgessvende, med anklager om StorRussisk chauvinisme, i deres behandling af den kommunistiske bevægelse i Georgien. Stalin havde også formået at fornærme Krupskaya så meget at hun nægtede at have noget med ham at gøre.
Lenin ukampdygtig i 19 måneder
Uheldigvis var Lenin, efter sit første slagtilfælde, gjort ukampdygtig resten af livet, og var ude af stand til at tage kampen op Stalin og rette fejlene i den kommunistiske internationale. Efter Lenins død begyndte intrigerne mod Trotskij, Lenins ”naturlige efterfølger” for alvor. Lenins testamente, som krævede Stalins afgang som generalsekretær for partiet, blev hemmeligholdt af Stalin. Dette testamente cirkulerede rundt i hemmelighed, indtil Nikita Khrusjtjov offentliggjorde det i 1956.
Ved Lenins død var Trotskij i det sydlige Rusland af helbredsmæssige årsager. Ved at misinformere og komme med ukorrekte beskeder, sørgede bureaukrater fra partitoppen for at Trotskij ikke kunne deltage i Lenins begravelse. På den måde tog en ensidig krig mod de gamle bolsjevikker fart, udført af det stalinistiske bureaukrati. Stalinisterne balsamerede Lenins lig, imod hans egen og hans enkes ønske. Hans lig hviler den dag i dag i et mausoleum i Moskva. Men med hans krop, blev også hans ideer balsameret og tømt for dets revolutionære indhold.
Mens sovjetstaten lige op til dets kollaps i 1989 udgav talrige udgaver af Lenins værker, på alle sprog, blev arbejdere arresteret og udvist, eller det der var værre, for at have den forvovenhed at referere til dem i offentlighed eller diskutere dem i hemmelighed. Billeder og buster af Lenin var overalt, og indtil det blev ændret af Jeltsin, hed Petrograd (Sct Petersborg), Leningrad. Men Lenins sande ideer og traditioner var ikkeeksisterende.
Lenins værker fortjener at blive læst eller genlæst. De bør blive analyseret i marxistiske diskussionsgrupper. I modsætning til stalinisterne, vil vi ikke gøre Lenin til et ikon eller en helgen. Som alle andre af de store socialistiske ledere lavede han fejl, og vi bør gennemgå hans værker kritisk, for at se hvad der kan anvendes i dag, og hvad der måske ikke kan og hvad der måske er ændret på de hundrede år der er gået siden han skrev dem.
Men ikke des do mindre er Lenins liv og værker afgørende dele af en marxistisk teoretisk uddannelse. Vi må udvise den nødvendige hyldest til gigant indenfor socialistisk tanke og handling. Læs hans bøger og diskuter dem med andre aktivister i arbejderbevægelsen.
