En ny aftale om anti-semitisme er blevet indgået af alle folketingets partier. Aftalen indeholder dog en lang række problemer. Vi har modtaget denne udtalelse fra Socialistisk Ungdomsfront, SUF, som vi viderebringer som et indlæg i debatten.
I SUF har vi altid været modstandere af al racisme og diskrimination og derfor også modstandere af al antisemitisme. Af den grund har vi også altid været antizionister. Den 25. juni har Folketinget præsenteret en ny lovaftale, der angiveligt skal bekæmpe antisemitismen i Danmark – men aftalen har en slet skjult agenda, der sammenkæder antizionisme med antisemitisme og giver større magt til politiet, der skal kunne vurdere, hvornår en forsamling er antisemitisk eller antizionistisk. Den er en trojansk hest, der – pakket ind i humanisme – stikker Palæstina-solidaritetsbevægelsen i ryggen og risikerer at bane vejen for yderligere undertrykkelse af den danske Palæstina-solidaritet.
Besættelsesmagten Israels kolonisering og ulovlige bosættelse på palæstinensisk jord har siden 1948 været et zionistisk anliggende, der i tidens løb igen og igen har rykket grænserne for, hvad det internationale samfund kunne tillade sig at se på til. Til gengæld viser det sig nu, at den danske regering er færdige med at se til, mens vi går på gaden for et frit Palæstina.
Siden den 7. oktober har regeringen snakket højt om “krigen mellem Israel og Hamas” og “hvem der er på den rigtige side af historien” – et narrativ, som kun populistiske politikere med et ønske om større samarbejde med imperialistiske stater som USA, større våbeneksport og med en gabende mangel på solidaritet, kan nikke enige i. Der er ingen krig, men derimod et folkemord på Gazas befolkning.
Hvem retter aftalen sig mod?
Efter ni måneders folkemord, over 40.000 døde i Gazastriben og ødelæggelser af et inhumant kaliber, samt en stigning af racisme mod jøder og muslimer i Danmark, har regering og folketing kvitteret med fortsatte våbenleverancer til Israel og en aftale, der skal bekæmpe racisme – men kun mod jøder og ikke mod muslimer.
De problematiske tendenser i aftalen har en islamofobisk karakter og svækker den overordnede kamp mod diskrimination og imperialisme.
På aftalepapirets første side står der, at “ingen indbyggere i Danmark – heller ikke danske jøder – bærer noget ansvar for krigen mellem Israel og Hamas”.
Selvfølgelig bærer ingen etnisk gruppe, heller ikke jøder, ansvar for folkemordet i Gaza. Men når danske virksomheder, som Terma Group og Mærsk, har penge, der er gennemblødt af civile palæstinenseres blod, så er der ingen tvivl om, at der er danskere, der bærer medansvar for folkemordet i Gaza.
Aftalen peger i hvert fald kun i en retning – mod antisemitismen – helt uden at anerkende eller bare nævne konsekvenserne af besættelsen for herboende palæstinensere. Faktisk udvisker aftalepapiret effektivt palæstinensisk eksistens og smerte, i form af racisme, der retter sig mod palæstinensere eller islamofobi som tilsvarende til antisemitisme. Vi er imod alle former for racisme og diskrimination, inklusive antisemitisme, men når en aftale bliver indgået, der udelukkende sigter mod én type racisme, i en situation hvor flere typer racisme er voksende, er det nærliggende at tænke, at selve aftalen, trods sine gode elementer, i sig selv er racistisk.
Det er også værd at bemærke, at aftalepapiret – ud over at undlade at nævne racisme og diskrimination mod andre end jøder – insinuerer, at det er muslimer, der bærer skylden for stigningen i antisemitiske hændelser. Når angrebet den 7. oktober flere gange nævnes som starten på en bølge af antisemitisme, samtidig med at uddannelsestiltag rettes mod boligområder, der tidligere blev betegnet som “ghettolisten”, mens antisemitisme begået af den nynazistiske højrefløj ikke nævnes, aftegner der sig et billede af, at det er muslimer, der er synderne og ikke er ofre for hadforbrydelser selv.
Et skridt på vejen til kriminalisering af antizionisme?
Derudover er det især bekymrende, at aftalen nævner, at: “Uanset hvilken holdning man måtte have til konflikten i Mellemøsten, må det aldrig (…) udnyttes til at sætte spørgsmålstegn ved staten Israels eksistensberettigelse.“
Selvom aftaleteksten ikke er juridisk bindende, ser vi det som et faretruende skridt i den forkerte retning at kæde antizionisme og antisemitisme sammen. Vi ser ingen garanti for, at sammenkoblingen mellem antizionisme og antisemitisme ikke bæres videre i de konkrete lovforslag. I nabolandet Tyskland har vi set en reel kriminalisering af antizionisme, og vi har derfor en begrundet bekymring for, at aftaleteksten er med til at bane vejen for en lignende udvikling i Danmark.
Denne sætning bliver langt mere problematisk, når man senere i aftalen læser, at politiet, der nu skal kunne skelne mellem antisemitisme og antizionisme, får ret til at sætte strafferammen op i specielle situationer.
Frem for at blåstemple denne udvikling burde Enhedslisten kæmpe med næb og klør for at bære antizionismen ind i Folketinget, bekæmpe racisme og diskrimination, og samtidig insistere på at antisemitisme og antizionisme ikke er det samme.
Øget politi fører til øget vold
Når den pro-palæstinensiske bevægelse har gået på gaden de sidste mange måneder, så har det været vel vidende om de konsekvenser det indebar – vold udført af politiet og uretfærdige anholdelser. Når vi går på gaden, er der en befolkningsgruppe, som er ekstra udsat – en befolkningsgruppe som ikke står nævnt i partiernes aftale, men som har været en drivende kraft i den danske Palæstina-solidaritetsbevægelse, og som rammes af islamofobien og racismen, som vokser med en skræmmende fart og fylder mere og mere i hverdagsbilledet.
Aftalen indebærer skærpelse af straffe og såkaldte “strafskærpelseszoner”, hvor det er op til politiet at vurdere, hvorvidt en eventuel demonstration imod Israels besættelsesmagt eller dansk våbeneksport skulle medføre til hadforbrydelser – noget der kan have store konsekvenser for aktivister i Palæstina-bevægelsen ved at lægge op til en kriminalisering af kampen for et frit Palæstina ved en sammenkobling af antizionisme med antisemitisme.
Med politi-institutionens historie af racistisk og voldeligt magtmisbrug in mente, kan vi i SUF ikke se en garanti for, at racistisk og islamofobisk bias i politiet bliver nedkæmpet proportionelt med den magt de bliver tildelt. Vi ser en åbenlys mulighed for misbrug af den nye regel om strafskærpelseszoner, der i værste tilfælde kan lede til en systematisk undertrykkelse og kriminalisering af palæstinensere og antizionister – og i bedste tilfælde lede til en formodning om ovenstående.
Hvor er Enhedslisten?
På Enhedslistens årsmøde 2024 valgte man at stadfæste, at “Enhedslisten er antizionistisk”. I valgkampen op til Europa-Parlamentsvalget blev der hængt baby-lyserøde plakater op, med en hvid fredsdue og parolen “Anerkend Palæstina”. Der blev sågar afholdt såkaldte “Palæstina-karavaner”. Efter Enhedslistens fremgang til Europa-Parlamentsvalget virker den nye aftale som et stik i ryggen på både Palæstina-solidaritetsbevægelsen og de vælgere, der stemte på Enhedslisten, fordi de troede, at de havde stålfaste principper om antiracisme.
Ikke bare har Enhedslistens folketingsgruppe svigtet bevægelsen og vælgerne, men også Enhedslistens egne værdier og medlemmer. Det kan vi i SUF ikke se stiltiende til. Vi ser os derfor nødsaget til igen at tage afstand fra Enhedslistens førte Palæstina-linje.
Enhedslisten har med denne aftale igen vist, at de fejler deres egne visioner om at være bevægelsernes parti.
Derfor har vi i SUF en klar besked til Enhedslistens folketingsgruppe: I har svigtet bevægelsen, og de gode intentioner i aftalen er ikke nok til at kompensere for dette. Træd ud af aftalen. Bær antizionismen ind i Folketinget. Bekæmp alle former for racisme, både antisemitisme og islamofobi, og insister samtidig på, at antizionisme ikke er antisemitisme.
