Af Socialistens redaktion
Da regeringen blev dannet i december 2022 fastslog både Mette Frederiksen og Lars Løkke at det handlede om “svære beslutninger” og at en “handlekraftig regering” var nødvendig.
Men her halvandet år senere har vi en regering som, med enkelte undtagelser, hverken er specielt handlekraftig eller stabil. Vi står tværtimod med en regering som er ramt af den ene skandale efter den anden og som nu har mistet sit indenrigspolitiske flertal efter at adskillige parlamentarikere er faldet fra Moderaterne.
I meningsmålingerne ligger regeringspartierne elendigt. Socialdemokratiet ville i dag tabe 4,3 procentpoint, Moderaterne ville tabe 2,2 og Venstre hele 5. Hvis der var valg i dag ville SVM altså stå til en syngende vælgerlussing, med et tab på hele 21 mandater.
Store bededag
Blot to måneder efter regeringens fødsel så vi den enorme demonstration mod afskaffelsen af Store Bededag. Utilfredsheden var enorm og regeringen blev slagtet i meningsmålingerne.
Bevægelsen kunne sagtens være blevet en direkte trussel mod regeringen, hvis ikke det havde været for fagbevægelsens ledere som ikke turde gøre det til en del af overenskomstkampen og som i stedet lod bevægelsen løbe ud i sandet.
Interne spændinger
Der var dele af det borgerlige Danmark, bl.a. toppen af DI, som i starten var svært tilfredse med en regering over midten. Men hvedebrødsdagene er ved at lakke mod enden. Regeringen har i høj grad været præget af intern uro, som er kommet op til overfladen efter rygterne om Mette Frederiksens mulige exit til en top-post i enten EU eller NATO.
Uroen har både handlet om selve ledelsen af regeringen, men også om spændinger mellem bl.a. Venstre, som er bange for at skubbe deres traditionelle base blandt landmændene væk med udsigten til en CO2-afgift på landbruget og på den anden side dele af Socialdemokratiet. Imens har regeringens løfter om at tackle klimaforandringerne vist sig at være valgflæsk. De er blevet dumpet af klimarådet og en række organisationer som kritiserer en politik uden store initiativer for at reducere udledningen af drivhusgasser.
Der har også været en række eksempler på at Lars Løkke, som er akkurat lige så borgerlig som han altid har været, har udvist utålmodighed med tempoet i de “reform-planer” som han har. Bl.a. har han luftet idéerne om et reelt opgør med folkepensionen og andre lignende angreb på ældrepleje, m.v.
Skandaler
Spændingerne viser at regeringen langt fra er så stabil som den påstår. Oveni det skal ligges de mange skandaler. Vi har set skandalen om ELBIT, hvor regeringen hastede et våbenkøb i Israel igennem, som viste sig at blive langt dyrere end forventet. Vi har set flere skandaler i Forsvaret, hvor selveste forsvarschefen nu er fyret. Vi har haft FE-sagen, hvor regeringen har forsøgt at mørklægge det magtspil der er foregået inde i embedsværket og styrelserne. Uroen er også blevet udtrykt gennem partiet Venstres kollaps, som trods et formandsskifte ikke ser ud til at genvinde terræn.
Regeringens virkelige hovedfokus
Men hvilken politik har regeringen så gennemført? Der er ingen tvivl om at SVM er en heltigennem borgerlig konstellation, som har til formål at gennemføre kapitalisternes politik og sende regningen til arbejderklassen.
Men langt fra en generel offensiv, med massive angreb på velfærden, har man snarere set noget der minder mere om Anders Foghs salami-metode fra 00’erne: Små indhug i velfærden, f.eks. SU-forringelser, afskaffelsen af bededag, mindre forringelser af pension, m.v. Man har med andre ord ikke formået at lave de “reformer” (læs: angreb) som man pralede af.
Dog er der ét punkt, hvor SVM-regeringen har formået at gennemføre omsiggribende forandringer: Oprustning. Sidste år blev forsvarsforliget vedtaget, med en investering på hele 143 mia. til militær. Men ikke nok med det. I marts 2024 fremlagde regeringen pludselig forslag om at tilføre yderligere 50 milliarder, bl.a. ved at hæve statsgælden med 36 mia.
Det er uhyrlige summer som regeringen kaster ind i oprustning. Samtidig er der besparelser overalt i kommuner og regioner, med enorme nedskæringer til følge. Sideløbende med pengegaverne til forsvaret, har regeringen valgt at binde Danmark til at støtte Zelensky-styret i Ukraine i de næste ti år. Et flertal har bundet regeringen til at donere hele 60,4 mia., proportionelt er det mere end mange andre lande giver.
Oprustningen er vanvittig. Selv Forsvarets Efterretningstjeneste har i deres analyse skrevet at der ikke er en akut sikkerhedstrussel mod Danmark. I stedet vil meget af det militære isenkræm gå til krigen i Ukraine, som reelt set er en selvmordsaktion. Det estimeres at krigen i Ukraine allerede nu har kostet mindst 105.765 døde. Vestens kujonagtige ageren, hvor den fører proxy-krig og ikke stiller egne soldater til rådighed, men kun vil lade ukrainerne bløde, betyder at krigen kan trække i langdrag. Allerede i starten af krigen var der muligheder for at forhandle en våbenhvile. Det ville i sig selv have skånet titusindvis af liv. Men Boris Johnson, den daværende britiske premierminister, fløj til Kiev og vred armen rundt på Zelensky som derefter nægtede at fuldføre forhandlinger om en våbenhvile.
Med Danmarks indtræden i EU’s militære samarbejde er det derudover sandsynligt at oprustningen fremadrettet vil blive brugt til militæreventyr underlagt bl.a. fransk imperialisme i Afrika, end til noget som helst forsvar. De eneste der tjener kassen på oprustningen er våbenindustrien. De mange milliarder der kastes ind i oprustning kunne være blevet brugt til sygeplejesker, pædagoger og til at stoppe krisen i velfærdssektoren generelt.
Hånden over Israel
Som loyal skødehund til USA har regeringen fra første dag holdt hånden over Israel. Man hævdede at “Israel har ret til at forsvare sig selv” og billigede dermed invasionen af Gaza som nu har forvandlet området til verdens største kirkegård for børn og kostet over 35.000 civile livet. Samtidig tillader man fortsat dansk våbeneksport til Israel.
Man har I flere ombæringer stemt imod våbenhvile i FN. Først i de seneste uger, efter at Washington er begyndt at kritisere Israel mildt, er man retorisk begyndt at lægge en smule distance til de allerværste aspekter af hvad der reelt er et folkedrab med det klare formål at udslette den palæstinensiske befolkning.
SVM-regeringens politik på dette punkt har været direkte kriminel. Den er kriminel, fordi Danmark som land kunne have gået forrest i at bryde med Israels terror og have støttet palæstinenserne som undertrykt nation. Mens man har grædt tårer over Ukraine har man tilladt Israels massakre i Gaza. Når det gælder flygtninge fra Ukraine byder man alle velkommen, mens man sætter pigtråd op for dem der kommer fra Mellemøsten. Hykleriet er således himmelråbende.
Tusinder og atter tusinder har demonstreret i de største protester i mange år. For en hel generation af unge er regeringens (og vestens) enorme hykleri blevet blotlagt. Mette Frederiksen har offentligt flirtet med ideen om at kriminalisere bevægelsen og bruge terrorparagraffen, men har efter stort pres måtte trække følehornene tilbage.
Byg modstanden mod oprustningsregeringen
Det er venstrefløjen og arbejderbevægelsens fremmeste opgave at gå imod oprustningsvanviddet. SVM er på mange måder en ustabil og skandaleramt regering, men den består fordi der ikke er nogen slagkraftig opposition. På den ene side har vi den borgerlige opposition, som ønsker flere skattelettelser til de rige, endnu mere oprustning og endnu hårdere politik mod flygtninge og indvandrere. De er kun et alternativ for overklassen, ikke for almindelige arbejdere og unge.
Til venstre for regeringen ser vi desværre heller ikke noget klart alternativ. SF’s ledelse har igen og igen vist sig villige til at indgå lunkne kompromisser med regeringstoppen. De valgte ikke at stemme for borgerforslaget i Folketinget om at fordømme Israels forbrydelser i Palæstina. De har stemt for alle oprustningspakkerne, selv det “nationale kompromis” i 2022 som indbefattede historiske millardinvesteringer i krudt og kugler. Pia Olsen Dyhr har ligefrem luftet idéen om en regering sammen med Moderaterne. Med andre ord har man ikke lært noget af tiden fra S-R-SF regeringen i 2011-14, hvor en regering med et borgerligt midterparti (De radikale) slog fuldstændig fejl og førte til en massiv sparepolitik.
(Foto: Statsministeriet)
