Af Socialistens redaktion
Efter mere end 3 år med en socialdemokratisk et-parti regering, er vi kaldt til stemmeurnerne på ny. Valget kommer i lyset af en situation med høj inflation, energikrise, krigsoprustning og store velfærdsforringelser rundt om i landets kommuner. En situation hvor mange arbejderfamilier med rette føler usikkerhed omkring hvordan de skal få økonomien til at hænge sammen i den kommende periode, med stigende priser og en mulig økonomisk krise i horisonten.
På den baggrund står vi overfor et folketingsvalg, som på mange måder er historisk. Hele 14 partier er på stemmesedlen – det højeste i 30 år. I løbet af de seneste år har der været kriser i det ene parti efter det andet – opgør og splittelse i Venstre, Dansk Folkepartis nedsmeltning, lederskifte og kaos hos De Radikale og splittelse i Alternativet. Kriser som har ført til et hidtil uset antal partihop og løsgængere, samt oprettelsen af nye partier som Støjbergs Danmarksdemokraterne, Løkkes Moderaterne og Frie Grønne anført af Sikkandar Siddique.
Læg dertil, at de traditionelle magtpartier (Konservative, Venstre, De Radikale og Socialdemokratiet) samlet set står til blot 56,1% i den seneste Gallup-meningsmåling. Det er et tal som endda er lavere end det berygtede jordskredsvalg i 1973. Mistilliden til det politiske system er også steget i løbet af de seneste par år. I 2019 svarede 51% af danskerne at de havde tillid til politikere i al almindelighed. I dag er det tal raslet ned til 26%.
Alt sammen udtryk for de hurtige skift som er ved at ske i situationen og den generelle ustabilitet som ulmer under overfladen.
Midterregering?
Mette Frederiksen udskrev valget og proklamerede samtidig at målet nu er en midterregering. I ugerne op til valgudskrivelsen havde Socialdemokratiet ellers lavet forskellige små reformer som kunne tyde på at man ville forsøge at fremstille sig som forsvarer af velfærdsstaten. I samme linje var Mette Frederiksens angreb på Søren Papes økonomiske plan om at nedlægge 40.000 stillinger i det offentlige.
Alligevel vælger S nu at gå efter en midterregering. Der er mange politiske kommentatorer som har affejet det som spin og taktik. Men det er en fundamental fejlvurdering af situationen. Borgerskabet i Danmark kigger imod en periode hvor det er stadig sværere at regere som hidtil. I bredere og bredere cirkler er der kommet en erkendelse af, at de gamle magtpartier må gå sammen for at styre landet i en situation, hvor arbejderklassen vil kræve lønstigninger, ikke mindst ved de kommende overenskomster.
Idéen om en midterregering blev fremført af Løkke i 2019 og omfavnet af bl.a. Bjarne Corydon. Vi har allerede set et omfattende antal brede politiske forlig mellem højre og venstre side i folketinget de de seneste par år, særligt udmøntet ved det nationale militærkompromis om 18 mia. ekstra til militær. Af andre eksempler kan man nævne spørgsmålet omkring stigende pensionsalder og forskellige klimaaftaler, hvor man fra venstrefløjens side har accepteret at give køb på sine principper for i stedet at dyrke ’det brede samarbejde’ på tværs af folketingssalen.
Som vi tidligere har beskrevet, er Mette Frederiksens regering rykket væsentligt imod højre i løbet af de seneste par år. Det gælder ikke kun på indvandrer- og flygtningepolitikken, men også andre områder, ikke mindst indgrebet i sygeplejerskernes strejke i august 2021 og den vanvittige oprustningspolitik.
En midterregering, imellem S og V/K eller muligvis Løkkes parti Moderaterne vil betyde et kraftigt ryk til højre i den økonomiske politik. Det vil være en katastrofe for den danske arbejderklasse. Mette Frederiksens kampagne taler om ”en sikker hånd ved roret”, som kan ”træffe de vanskelige beslutninger”. Det handler i virkeligheden om flere angreb på velfærd, fastfrysning af lønninger og accept af den stigende pensionsalder.
Oprustning og militærpolitik – et tabu i valgkampen
I de første to ugers valgkamp er der én ting som ingen for alvor har turdet tale om, nemlig den militarisering vi oplever. Det nationale kompromis fra marts handler om at øge udgifterne til militæret med 18,3 mia. kr. årligt frem mod 2030. Men allerede nu, taler partierne åbent om, at øge bevillingerne til endnu mere, så vi overstiger de 2 % af BNP. De første 130 danske soldater er nu begyndt at træne ukrainske soldater og Danmark har sendt over 2 milliarder til Ukraine i militær hjælp. Hertil kommer øgede udgifter til militær overvågning af Bornholm.
Militæroprustningen har allerede nu betydet angreb på velfærden. Mette Frederiksen lovede i 2019 at lave en velfærdslov, der ville holde en hånd under den borgernære velfærd, ved at lade udgifterne følge den demografiske udvikling. Dette løfte blev sidenhen droppet og i de kommunale budgetter for 2023 er der rundt om i landet lagt op til store nedskæringer, som følge af en historisk stram økonomiaftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL).
Nedskæringerne ude i landets kommuner fører til skolelukninger og forringede normeringer i ældreplejen og børnehaver. Samtidig ser vi, hvordan lokale ambitioner om grøn omstilling må blive slækket, som følge af den sparetrøje, som kommunerne er blevet lagt i. De høje energipriser har også medført, at mere end hver syvende af Movias busruter i Region Hovedstaden står til at blive lukket ned.
Det burde være en hel oplagt arena for venstrefløjen at gå ind og kæmpe imod militariseringen. Problemet er, at Enhedslisten er delvist hæmmet af en vaklende holdning til NATO, hvor et flertal i folketingsgruppen ikke længere går ind for udmeldelse. Det betyder, at man ikke helhjertet kan gå imod militariseringen, fordi den sker i netop regi af Danmarks deltagelse som medlemsland i NATO.
Europæisk energikrise sender millioner i nød og fattigdom
Energiprisernes himmelflugt har sendt det europæiske kontinent ud i en alvorlig social krise. Der er udsigt til en vinter, hvor millioner af europæere vil være i risiko for at fryse eller blive smidt ud af deres boliger, i takt med, at regningerne for strøm og varme er mangedoblet. I Danmark har krisen bl.a. ramt de godt 400.000 naturgasopvarmede huse, som er gået fra at have en årlig varmeregning på 12-20 tusinde kroner til nu at skulle betale 40-80 tusinde kroner, afhængig af det opvarmede boligareal. Oveni dette kommer stigende elpriser og en generel inflation, der har forhøjet leveomkostningerne til et niveau, så indkomsten overhoved ikke dækker længere. Ganske almindelige mennesker, der tidligere gik på arbejde og kunne klare sig selv, bliver nu nødt til at opsøge suppekøkkener og varme sit hus op med stearinlys for at kunne klare situationen.
På et europæiske plan er der tale om en udfordret energisektor, der tidligere har modtaget 150 mia. m3 naturgas fra Rusland, svarende til godt 40% af det samlede gasforbrug i EU og Storbritanien. Som respons til de faldende gasleverancer fra Rusland, har EU skruet gevaldigt op for import af flydende gas (LNG) fra USA. Her er det værd at bemærke, at næsten al LNG fra USA er såkaldt skifergas, der har et enormt stort klimaaftryk. Samtidig ønsker EU også at importere store mængder flydende gas fra Qatar. For at lykkes med dette, har EU dikteret massiv udbygning med LNG-terminaler i de europæiske havne, der vil binde Europa til brugen af denne sorte energi i årtier frem. Samtidig med dette, har man i flere lande skruet op for brugen af kul.
Situationen har ikke kun påvirket varmesektoren, men også elmarkedet, hvor priserne er blevet presset af de høje gaspriser, da en stor del af den europæiske el bliver produceret på gasfyrede kraftværker. Høje gaspriser er dog ikke den eneste årsag til de høje elpriser i 2022. Faldende regn har medført, at der er blevet produceret mindre strøm fra vandkraftværker i Norden og i Alperne. Og den værste europæiske tørke i de sidste 500 år, som vi har været vidne til denne sommer, har betydet, at atomkraftværker og kulkraftværker med behov for køling fra floderne har måtte lukke eller drosle produktionen ned.
Det er dog ikke disse faktorer, der er den vigtigste forklaring på høje europæiske elpriser. Hovedårsagen til krisen er det liberaliserede elmarked. I EU er der 21 elbørser, som dikterer prisen på strøm ud fra et princip om, at den sidste nødvendige enhed, der er brug for, til enhver tid bestemmer prisen på al strøm, der udbydes på det internationale marked, den pågældende time. Med andre ord, betyder det, at selvom 95% af strømmen måske kan produceres for 50 øre pr. KWh, så kan prisen stadig ende på 4 kr./KWh, hvis de sidste 5% af det samlede behov er produceret til denne højere pris.
Konsekvensen af denne situation, er, at energiselskaberne i hele EU spinder guld, mens forbrugerne må gå for hus og hjem.
De “hjælpepakker”, man indtil videre har set i Danmark og andre lande, har haft fokus på at kompensere forbrugerne for de stigende udgifter gennem forskellige målrettede checks, der sjældent batter særlig meget. Der har også rejst sig en diskussion om hvorvidt man skal indføre en ekstraskat på de ekstraordinære profitter, som energiselskaberne høster for tiden, og derved kanalisere nogle af pengene tilbage til forbrugerne. Dette er dog i vores optik ikke nogen reel løsning på problemerne. Der er derimod behov for at rejse krav om en nationalisering af hele energisektoren. Dette forslag er allerede blevet diskuteret i flere lande, herunder i Slovenien, hvor premierministeren har foreslået en nationalisering af flere energiselskaber, samt i Frankrig, hvor Macrons regering er i færd med at renationalisere det gældsramte energiselskab EDF. Tilsvarende, nationaliserede Tyskland også Uniper, landets største gasimportør, med henblik på at redde deres skrantende økonomi. Også i England har tidligere premierminister Gordon Brown åbnet op for, at man kan blive nødsaget til at tage offentlig kontrol med energiselskaberne ”indtil krisen er overstået”. Hvad der er behov for, er imidlertid ikke en borgerlig nationalisering af energiselskaberne for at stabilisere markedet, men derimod en fuld nationalisering af energiselskaberne under arbejderkontrol, så vi kan gøre en ende på, at energi produceres for profit i stedet for at tilfredsstille fundamentale behov. En nationalisering under arbejderbevægelsens kontrol vil skulle sikre omstillingen til 100% vedvarende energi til forskel for kapitalistklassens ønsker om at forlænge brugen af fossile brændsler og atomkraft.
I Danmark må arbejderbevægelsen afvise forslag om en privatisering af Ørsted og i stedet kræve en fuld nationalisering af selskabet, der må stå i spidsen for den massive udbygning med sol- og vindenergi, vi har brug for de kommende år. Udfasningen af naturgas til fordel for kollektiv varmeforsyning som fjernvarme må også komme op i tempo. Fjernvarmen kan dog ikke nå ud til alle hurtigt nok. Derfor skal der også arbejdes på midlertidige løsninger, f.eks. varmepumper, som så tages ned igen, når fjernvarmen er til rådighed. Den store fjernvarmeudbygning kan kun lade sig gøre i hurtigt nok tempo, hvis man samtidig dropper andre anlægsarbejder, herunder de planlagte motorvejsudvidelser, så der kan frigøres den nødvendige arbejdskraft til denne store omstilling. Samtidig med, at der arbejdes på at udbygge med kollektiv varmeforsyning til hovedparten af landets bygninger, må der stilles krav om, at landets fjernvarmeværker omstiller til kun at bruge vedvarende energi og overskudsvarme fra industri m.v.
Skandale i FE
Imens har vi set udgivelsen af Lars Findsens bog, som har fået hele skandalen om Forsvarets Efterretningstjeneste til at blusse op. De borgerlige bruger skandalen til at angribe regeringen for magtfuldkommenhed, mens socialdemokraterne vrangvilligt er gået med til en undersøgelseskommission.
Men den virkelige skandale ift. FE er ikke hvem der har sagt og gjort hvad. Nej, den virkelige skandale er at samtlige forsvarsministre siden Nyrup-regeringens tid har underskrevet en hemmelig aftale med amerikanerne, som har givet verdens største imperialistiske supermagt ret til at tappe datakabler der løber under dansk jord. Med andre ord er Danmark aktiv bidragsyder til det overvågningssystem som NSA har kørende og som Snowden effektivt afslørede i 2013, som spionerer borgere overalt i verden.
Skandalen er derfor at borgerlige og socialdemokrater løbende har underordnet Danmark amerikansk imperialisme og deres horrible krige i Irak, Libyen og Afghanistan. Dét er der stort set ingen medier der fokuserer på, de nævner det blot som en parentes. Deres fokus er udelukkende på anklagerne mod Findsen, på regeringen der render rundt som en elefant i en glasbutik, PET’s overvågning, de kulørte detaljer om sensuelle præferencer og andet tabloid stof. Altsammen noget som fjerner fokus fra den virkelige skandale.
Ganske forudsigeligt hopper alle partierne, inklusiv venstrefløjen, lige ned i fælden. I stedet for at bruge muligheden for at angribe socialdemokraternes og de borgerliges underdanige position ift. amerikansk imperialisme, så taler man om undersøgelseskommissioner, også kendt som syltekrukker, som om et par år kan komme med en udredning, som måske/måske-ikke får en konsekvens om et år eller to.
Sagen burde i virkeligheden være et wake-up-call. Den burde mane til resolutte krav om løsrivelse af Danmark fra rollen som USA’s skødehund. Den burde føre til krav om øjeblikkelig ophævelse af aftalen med NSA. Den burde være et led i en kampagne imod militariseringen af samfundet, imod de 18 ekstra milliarder, der nu skal bruges på militær i stedet for velfærd. Mens energi- og fødevarepriser buldrer derudaf skal vi betale (endnu mere) for imperialisternes krigsmaskineri og for deres horrible overvågningssystemer. Det kan godt være, at folk stiltiende kan acceptere det i en kortere periode og spænde livremmen lidt ind. Men før eller siden vil det betyde store bevægelser og protester.
Perspektiver og venstrefløjens opgaver
Det er naturligvis umuligt at forudse valgresultaterne, men vi kan alligevel opridse nogle scenarier. Hvis blå blok sejrer, er det sandsynligt at de vil være afhængige af Lars Løkkes mandater. I valgkampen har Løkke opført sig som en outsider der kritiserer mediernes dækning, symbolpolitik og blokpolitik. Grunden til at han har fået delvist vind i sejlene, er fordi Socialdemokratiet pludselig har accepteret hans idé om midterregering og han fremstår derfor som en slags messias, der var den første fremsynede der foreslog idéen.
Hvis nogen kan huske Lars Løkkes egne bedrifter, så krakelerer hans selviscenesættelse. Lars Løkke førte selv blokpolitik, han stod for de sundhedsreformer han i dag vender ryggen til og han var i den grad med til at indføre symbolpolitik, f.eks. smykkelov og krav om håndtryk. Så snart valget af overstået vil både Socialdemokratiet og blå blok kunne købe ham for en ministerbil.
Her kommer vi til det andet scenarium. Hvis Mette Frederiksen skal genvinde magten vil hun formentlig skulle forhandle med både De Radikale eller Løkke og måske endda begge partier. De vil have markante blå økonomiske reformer som hovedkrav. Med undskyldningen om at ”øge arbejdsudbuddet”, ønsker de angreb på pension, kontanthjælp og dagpenge. Det vil betyde en yderligere højredrejning af regeringen.
Venstrefløjens opgave i den kontekst er ikke at agere rådgivere for Socialdemokratiet, sådan som Enhedslisten har forsøgt i de sidste par år. Strategien med at trække regeringen til venstre har lidt et enormt nederlag, noget Mette Frederiksen selv har slået fast med et syvtommerssøm ved at opfordre til regering hen over midten. Hun siger ligeud at hun ikke ønsker at basere sig primært på venstrefløjen.
Det burde føre til refleksion, særligt inde i Enhedslisten. I stedet for hårdnakket at køre videre med den samme strategi, burde man sadle fuldstændigt om: Præsentere sig som et socialistisk alternativ i egen ret. Angribe regeringens klimasvigt, kritisere militariseringen med fuld kraft og give konkrete svar på energikrisen som kombinerer øjeblikkelige løsninger med systemoverskridende krav.
Der findes sekteriske grupperinger udenfor arbejderbevægelsen, som enten direkte eller indirekte opfordrer til boykot af valget og som hævder at det er ligegyldigt om man stemmer. Dette er en komplet blindgyde og svarer heller ikke til den udbredte opfattelse i arbejderklassen. Enhedslisten er stadig et parti med tusinder af medlemmer og hundredtusindvis af sympatisører. Der er en livlig diskussion i partiet og der er også modstand mod fx udvanding af NATO-modstanden. Det er ikke ligegyldigt om partiet – og særligt dets venstrefløj – bliver styrket eller ej. Konsekvensen af ultra-venstre slogans er blot at afskære revolutionære fra arbejderbevægelsen.
I stedet er der brug for en utvetydig støtte til Enhedslisten. Selvfølgelig ændrer et folketingsvalg ikke samfundet fundamentalt – det kan kun massernes bevægelse gøre. Vores stemme på Enhedslisten er ikke en stemme med illusioner, men en kritisk stemme, som vi ledsager med aktivitet i partiet og blandt græsrødderne, med det formål at bruge den parlamentariske kamp, valgkampen, som en talerstol for at nå ud med socialistiske krav.
Uanset hvordan valgresultatet ender står vi overfor en periode med turbulens og ustabilitet. Allerede til foråret 2023 skal der forhandles overenskomster på det private område. Her vil der komme massive krav om lønstigninger efter et år med høj inflation. De store virksomheder har scoret enorme profitter, men vil ikke give sig. Det er en opskrift på klassekamp.
