Interview med Niklas Zenius Jespersen, fortalt til Jeppe Krommes Ravnsmed
Grønland er med Donald Trumps nye indtræden i Det Hvide Hus for alvor blevet omdrejningspunkt i et geopolitisk magtspil. Niklas Zenius Jespersen fortæller os her nærmere om hvilke trusler Grønland står overfor, og hvilke solidariske krav vi må støtte Grønland i.
Trumps trusler mod Grønland
Trumps ønske om at overtage Grønland blev allerede udtalt første gang han var præsident. Det amerikanske ønske om magt over Grønland var også aktuelt under 2. verdenskrig, hvor de havde besat landet, og i perioden efter 2. verdenskrig, hvor man i stedet endte med udvidede beføjelser ift. at få militærbaser i landet. Trump har nu sagt, at det ikke længere er tilstrækkeligt med militærbaser i Grønland, og i stedet ønsker at købe landet, eller med økonomisk og militærmagt tvinge Danmark til at afgive retten til Grønland. Samtidig fører de en kampagne for at øge opbakningen til USA, med et budskab om, at de støtter Grønlands kamp for selvstændighed fra Danmark, så de i stedet kan blive en del af USA.
Trump og USA’s interesse i Grønland er ansporet af flere forhold, men handler generelt om kontrol. Kontrol over handelsruterne nord over Amerika hvis isen smelter, militær kontrol over Arktis og kontrol over naturressourcerne, trods at værdien af naturressourcerne og Grønlands militære betydning ofte overdrives, samt at forhindre at Kina igen bliver en stor spiller i området efter de for nogle år siden blev smidt ud pga. utilfredshed med den måde de drev miner på. En væsentlig motivation er dog også indenrigspolitisk hvor Trump ønsker at bruge sådanne spørgsmål til at vise styrke og fremme en nationalistisk stemning blandt hans vælgere, også for at distrahere fra de nedskæringer han samtidig gennemføre på den amerikanske velfærd.
Vicepræsident Vances’ besøg i Grønland er et godt eksempel på den strategi som USA og andre stormagter bruger overfor lande i det globale syd. Samtidig med det militære pres, så bruger man også civile greb, såsom ulandshjælp og såkaldt demokratistøtte (som har været den tidligere betegnelse for en række CIA-interventioner, National Endowment for Democracy, red.) Disse metoder, som man har set USA bruge i Latinamerika, Afrika og Asien, forsøger man nu at overføre til Grønland. Vances besøg kom nemlig oprindelig i stand på foranledning af, at USA’s ambassade i Nuuk blev sponsor for et hundeslædeløb, med henblik på at få en invitation til at deltage i begivenheden, som så kunne udnyttes politisk. Pga. den store virak, som dette medførte, endte vicepræsidenten dog kun med at besøge Pituffik Space Base (tidligere kendt som Thulebasen).
Et andet eksempel er fremkomsten af et nyt grønlandsk netmedie under valgkampen, støttet af personale fra USA’s konsulat, som udelukkende gav dækning til partiet Nalerag, som er det mest USA-venlige parti.
Hvordan kan Grønland forsvare sig?
Samtidig med Trumps trusler mod Grønland, har den danske regering lavet en ny Arktisaftale med partierne i forsvarsforligskredsen. Aftalen indebærer, at der afsættes knap 15. mia. kr. til mere militæroprustning i Grønland. Fra de danske partiers side, snakkes der om behovet for at håndhæve suverænitet over Grønland. Samtidig med at den danske regering i praksis dog har lagt sig fladt ned overfor USA og tilbudt dem udvidede rettigheder og militærbaser på Grønland, så længe Danmark bevarer den formelle kontrol, og dermed altså retten til at handle med Grønland igen i fremtiden. Indledningsvis er det her vigtigt at slå fast at vi som socialister ikke ønsker at bekæmpe USA’s imperialisme, blot for i stedet at forsvare dansk imperialismes kontrol over Grønland. Vi støtter først og fremmest grønlændernes ret til selvbestemmelse.
Men ser vi på spørgsmålet rent militært, så vil det være nødvendigt at bruge i hvert fald et par hundrede milliarder for at kunne have et forsvar af Grønland, og det ville nok alligevel ikke være nok. Derudover er det vigtigt at slå fast, at der er to store militære problemer ved at kontrollere Grønland. Det ene er, at Grønland er et enormt land med en meget lille befolkning, og den anden udfordring relaterer sig til det barske klima. Selv moderne teknologi har problemer med at fungere i kulden, og store dele af Grønland, herunder mange bygder, er frosset til i flere måneder om året, hvor man ikke kan levere forsyninger. Så hvis man potentielt skulle kunne forsvare sig mod lande som USA og Canada, som har tætbefolkede områder på den anden side af havet, eller Rusland, som har flere isbrydere og atomdrevne ubåde, så ville det kræve meget dyrt isenkram. Og her ville et par hundrede milliarder kun være en begyndelse. Derfor er det reelt set en illusion at snakke om, at man skulle kunne opretholde et militært forsvar af et lille land imod så store stormagter.
Og det er også i det lys, at man må forholde sig kritisk til snakken om, at man skal etablere flere militærbaser, og militarisere større dele af beredskabsarbejdet, og indføre tvungen værnepligt for grønlændere. For hvis der skulle komme krig på Grønland, hvilket forekommer meget usandsynligt, så ville det jo ikke nytte noget at have 20 soldater, en isbryder samt nogle overvågningsdroner i luften. I løbet af få timer, ville et sådant forsvar jo blive udslettet i en reel storkrig. Det må også huskes, at der er en grund til, at USA under den kolde krig opgav at have flere meget store militærbaser på Grønland: Det er meget dyrt at levere forsyninger pga. de klimatiske forhold, og permafrosten gør det vanskeligt at etablere og opretholde militær infrastruktur.
De sociale og økonomiske problemer i Grønland
Mens der afsættes milliarder til militær oprustning i Arktis, så er der mindre fokus på de økonomiske og sociale forhold i Grønland.
Grønland er i dag det absolut fattigste land i Norden. I praksis er det at regne som et uland. Både ift. hvordan økonomien og samfundet fungerer på mange planer, men også ift. de sociale forhold. Eksempelvis er der 10 gange så mange hjemløse pr. indbygger i Grønland end der er i Danmark. Den årlige medianindkomst er tæt på 100.000 kr. lavere end i Danmark. Og sammenholdt med oftest meget dyrere dagligvarepriser, så skaber dette meget lavere levestandard og højere fattigdom sammenlignet med Danmark. Der er samtidig udbredte sociale problemer som vold, seksuelle overgreb, alkoholisme. Og samtidig med, at det også bliver brugt som racistiske fordomme om Grønland, så må det også erkendes, at det er faktiske problemer, som eksisterer. Uligheden i Grønland er også langt større end den er i resten af Norden. Og der er er relativt udbredt korruption og nepotisme indenfor det politiske system og i statsadministrationen. Endeligt er det også vigtigt at nævne, at Grønland har verdens højeste selvmordsrate, hvilket er et udtryk for den håbløshed og desperation, der findes i dele af det grønlandske samfund.
Samtidig med dette, er der også relationen til Danmark, som har en kulturel og politisk indvirkning i det grønlandske samfund. Magtens sprog er stadig dansk i Grønland, hvilket betyder, at hvis man skal have job i administrationen, og når man skal uddanne sig på gymnasier eller videregående uddannelser, så foregår det først og fremmest på dansk. Og det er en udfordring, når undersøgelser viser, at mellem 20 og 40% af befolkningen ikke kan tale dansk på et niveau, hvor de kan begå sig. Derudover er der også en stor sproglig ulighed internt i Grønland, da vestgrønlandsk er det officielle sprog, som adskiller sig en del fra Thulegrønlandsk, som tales af en mindre befolkningsgruppe i det nordlige Grønland, samt østgrønlandsk, som også adskiller sig fra vestgrønlandsk.
De økonomiske relationer mellem Grønland og Danmark som kolonimagt har været med til at diktere underudviklingen i Grønland
Der er en illusion i Danmark om, at vi har været en særlig venligtsindet kolonimagt. Det er en fortælling, som alle kolonimagter opretholder overfor dem selv. Selvom Danmark ikke har slået en masse mennesker ihjel, som Belgien eksempelvis gjorde i Congo, så hersker der ikke tvivl om, at det danske kolonistyre i Grønland har været meget brutalt. Og det gælder også ift. økonomisk udbytning. Som levn fra kolonitiden, er den grønlandske økonomi stadig den dag i dag rettet mod eksport af uforarbejdede varer, som eksporteres til Danmark, hvor de forarbejdes og eksporteres videre. 70% af Grønlands eksport består af uforarbejdet rejer og fisk, som især sendes til fiskefabrikker i Danmark. Dette medfører, at kun ca. 20% af værdien af denne del af fiskeriet tilfalder grønlænderne, mens de resterende 80% ender i Danmark eller i et tredjeland. Det er samme økonomiske forhold der i sin tid var ift. eksport af kryolit fra Grønland til Danmark og senere med guldminer, hvor guld blev eksporteret og forarbejdet i Spanien.
I Grønland er de fleste af virksomhederne statsejede, hvilket stammer helt tilbage fra kolonitiden, da det er svært at drive virksomhed i et land som Grønland pga. de klimatiske forhold. Men gennem årene, er flere virksomheder blevet privatiseret af selvstyret eller på anden måde overgået til at fungere på markedsvilkår, hvilket også har medført et fald i graden af forarbejdelse af varer, hvilket har svækket den grønlandske økonomi yderligere.
Den nye grønlandske regering og spørgsmålet om bæredygtig økonomisk udvikling
Da det venstreorienterede parti IA vandt valget i 2021, var det største tema spørgsmålet om uranudvinding, som et flertal af befolkningen ønskede at sige nej til. Det førte til vedtagelsen af en uranlov og et stop for det gigantiske Kvanefjeldsprojekt, hvor et australsk mineselskab havde fået en udvindingstilladelse. Efterfølgende anlagde dette mineselskab en voldgiftssag mod Grønland for tabte indtægter, hvor de kræver 80 milliarder kroner i erstatning. Op til valget her i 2025, så sagde de imidlertid, at de kunne droppe deres voldgiftssag, hvis en ny regering afskaffede uranloven.
Det er et åbent spørgsmål om den nye samlingsregering, der kom til magten efter valget, vil slække på miljøkrav og sænke afgifter og skatter for at tiltrække udenlandske investorer. Internt i den nye koalitionsregering, som består af 2 borgerlige partier og to mere eller mindre venstreorienterede partier, herunder IA, er der nemlig ret stor uenighed om disse spørgsmål. Det der samlede den nye koalition, var primært at stå sammen om en afvisning af USA. Grønland har en lang tradition for ret brede koalitionsregeringer, men det er også ofte set, at regeringssamarbejder kollapser efter et år eller to pga. interne spændinger.
Men ift. det konkrete spørgsmål om voldgiftssagen fra det australske mineselskab, så er det jo fuldstændig absurd, og et udtryk for rå magt, at virksomheder forsøger at tvinge lande til at være mere lydige overfor selskabernes kapitalinteresser end befolkningernes demokratiske valg. Og dette må selvfølgelig blankt afvises.
Hvad angår det overordnede spørgsmål om udvinding af naturressourcer i Grønland, er det imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at der også er en grund til, at der næsten ikke er noget minedrift i Grønland i dag. Det handler både om store produktionsomkostninger forbundet med det hårde klima, om dårlig infrastruktur og lange og vanskelige transportveje, samt det forhold, at der bor meget få mennesker nær potentielle mineområder, hvormed det vil være nødvendigt at importere arbejdskraft fra andre steder. Derfor vil det oftest være meget billigere at hente de samme råstoffer fra andre dele af verden. En økonomisk udnyttelse af ressourcerne i Grønlands undergrund vil derfor kræve en større økonomisk plan og enorme investeringer før det kan blive rentabelt. Ny teknologi, eller ændrede forhold i verdensmarkedet kan dog også forrykke situationen. Hvis handelskrigen, som Trump lægger op til, for alvor folder sig ud, så er det også et muligt scenarie, at Vesten vil miste adgangen til naturressourcer, som de i dag kan få billigere andre steder, hvormed det så kan blive interessant at grave dem op på Grønland. Men dette er behæftet med meget store usikkerheder.
Blandt de grønlandske partier har der været skiftende holdninger til spørgsmålet om udvinding af naturressourcer. Siumut ønsker eksempelvis at åbne op for olieudvinding og minedrift, selvom det indebærer forskellige miljørisici. Det er i bund og grund et udtryk for, at de forskellige partier desperat søger efter en løsning på de strukturelle problemer, der er i Grønlands økonomi. En form for quick-fix, der kan gøre det muligt at undvære bloktilskud fra Danmark og dermed bane vejen til selvstændighed.
I befolkningen er der imidlertid ret stor modstand mod de her planer om minedrift og olieudvinding. Dette skyldes især, at befolkningen er bekymrede for, at olieudvinding og uranudvinding vil medføre forurening, som kan true fiskeriet, der er den vigtigste indtægtskilde for grønlænderne. Man frygter at få vil blive rige, mens resten vil blive fattigere og syge. Det er således et socioøkonomisk spørgsmål fremfor et mere abstrakt miljøspørgsmål.
At også de mere venstreorienterede partier viser sig åbne overfor en ekstraktivistisk politik, som løsning på Grønlands problemer, er et udtryk for en manglende tiltro til en mere traditionel socialistisk politik. Dels er der behov for at vende tilbage til en større statslig involvering i naturressourceudnyttelsen, og dels er der behov for at udvikle den grønlandske økonomi gennem en bedre uddannet befolkning og mere industrialisering, så man kan bevæge sig opad i værdikæden og ikke kun eksportere uforarbejdede varer. Dette vil gøre det muligt at opkræve højere skatter og betale højere lønninger, og investere i bedre velfærd. Men for at dette bliver muligt, er det nødvendigt først at have en kapital, der er i stand til at investere. Og her ligger den største udfordring. For med et land som Grønland, hvor der er en lille befolkning og en underudviklet økonomi, er det svært at samle det kapitalgrundlag, det kræver at foretage de her investeringer.
Solidariske krav, som vi må støtte grønlænderne i
Først og fremmest må vi forsvare grønlændernes ret til selvbestemmelse, hvilket både betyder forsvar mod annektering fra USA og tilstedeværelsen af amerikanske baser. Men det betyder også forsvar mod tilstedeværelsen af dansk imperialisme.
Vi må også stille os solidariske, når de internt i Grønland kæmper for bedre løn- og levevilkår.
Vi må også medvirke til at nedbryde Danmarks imperialistisk kontrol med Grønland, og den her udvikling af underudvikling. Det vil først og fremmest kræve et opgør med den måde, bloktilskuddet bliver givet på. Grønland er afhængig af bloktilskuddet for at finansiere deres velfærdssektor og deres infrastruktur. Bloktilskuddet er således med til at finansiere udgifter, men der gives ikke penge til at foretage investeringer, der kan gøre Grønland uafhængig af bloktilskuddet. Som kompensation for Danmarks koloniale forbrydelser mod Grønland, må vi kræve, at der eksempelvis gennem en 10-årig periode gives en langt større økonomisk støtte, der kan investeres i at udvikle landets økonomi, uddannelsesmuligheder og arbejdskraft.
Politisk selvstændighed er i sidste ende nyttesløst, hvis ikke der følger økonomisk selvstændighed med. Retten til at træffe et politisk valg har ikke den store gavn, hvis man går konkurs af at træffe det.
Som venstrefløj, må vi også afvise krav om oprustning. Det store flertal i Grønland er antimilitarister og ønsker ikke noget militær, og den traditionelle politiske holdning har været, at man hverken direkte eller indirekte ønsker at involvere sig i noget som helst, som kan føre til krig i andre lande. Den holdning er dog under pres for tiden pga. truslen fra USA. Men det er vigtigt at slå fast, at en øget militær tilstedeværelse fra Danmark, som tidligere kolonimagt, vil gøre Grønland endnu mere afhængig af Danmark og øge den interne ulighed, hvor danske soldater vil udgøre en form for ny overklasse i samfundet. Det vil også give Danmark militære midler til at fastholde kontrollen over Grønland i fald de ønsker selvstændighed. I stedet må vi satse på udviklingen af folkelig international solidaritet for forsvar af grønlændernes ret til selvbestemme og løsning af de sociale og demokratiske problemer på Grønland.
Foto: US Marine / Public Domain
