Af Andreas Bülow
Mens Venezuelas økonomiske krise forværres, har præsident Maduro indkaldt til præsidentvalg den 20. maj. Oppositionen er splittet, USA presser på med flere sanktioner og venstrefløjen diskuterer hvordan revolutionen kan komme ud af sit nuværende dødvande.
Det er en benhård økonomisk depression som præger Venezuela i disse dage. Selvom krisen for alvor startede med olieprisernes dyk i 2014, så er det særligt i de seneste tolv måneder at den er forværret. Venezuelas centralbank er stoppet med at udgive tal for inflationen, men IMF har beregnet den til at have været 2.400% i 2017.
Ifølge magasinet Finanzas Digital kostede det i januar 2018 hele 35,39 millioner bolívares (1) for en familie at få mad på bordet hver måned. Det svarer til 43 gange mindstelønnen, som i januar 2018 blev hævet til 800.000 bolívares. For at dæmme op for krisen har regeringen i stedet forsøgt at distribuere madkasser via det såkaldte CLAP (Comités Locales de Abastecimiento Popular), men det har været ramt af uregelmæssigheder, særligt i december hvor landet stod uden skinke op til julen. Det førte til optøjer og plyndringer i flere storbyer.
Hyperinflationen har også medført at en hundredetusinder af venezuelanere er udvandret til nabolandene, Brasilien, Colombia, Peru og sågar til Argentina og Chile. Fra at have været et land der i 60’erne og 70’erne der tog imod flygtninge og indvandrere som drog væk fra repression og/eller arbejdsløshed, er Venezuela nu blevet et land som har flere ud- end indvandrere. Venezuelanerne i udlandet sender penge til deres familier, som er langt mere værd end dem som de tjener på deres almindelige jobs.
Baggrunden for den økonomiske krise
I en tidligere artikel har vi analyseret årsagerne til krisen, men lad os kort genopfriske dem: Under den bolivariske revolution, ledt af Hugo Chávez, var der en omfordelingspolitik fra rig til fattig, opbygning af sociale programmer, uddannelse, gratis lægehjælp, konstruktion af metro og infrastruktur, opførelse af boliger til fattige mennesker, m.v.
Disse fremskridt skete ved at omfordele landets massive olieindtægter. Der var ikke et opgør med kapitalismen som produktionsmåde og størstedelen af økonomien forblev på private hænder. Til gengæld indførte regeringen en række restriktioner på kapitalens frie bevægelighed, særligt priskontroller og en vekselkontrol, som blev indført i 2003 for at undgå kapitalflugt.
Vekselkontrollen betød at Venezuelas centralbank satte en fastfråssen vekselrate og restriktioner på hvor mange dollars hver person kunne veksle til denne lave vekselrate. Det gjorde, at der lynhurtigt kom et sort marked, hvor middelklassen kunne købe dollars til højere kurser. Det gjorde også, at de private kapitalister (som stadig var dem der stod for importen af de 80% af landets fødevarer som blev hentet i udlandet) konstant tryglede regeringen for at få dollars til den favorable lave kurs. I stedet for at investere pengene i import kastede de dem ind på det sorte marked til uhyrlige avancer, et trick kendt i Venezuela som empresas de maletín (skuffeselskaber).
Disse ujævnheder i økonomien kunne holdes under kontrol så længe der var opsving i økonomien og så længe oliepriserne var høje. Men så snart oliepriserne faldt vendte det hele sig til sin modsætning. Kombineret med Hugo Chávez’ død i marts 2013, sanktioner fra USA og regeringens vanvittige pengepolitik, skabte det en krise, som har skubbet Venezuela i retning af kontra-revolution og skridt for skridt undermineret alle de fremskridt som var opnået igennem de seneste atten år.
2017: Højrefløjen taber på gaden og ved stemmemaskinerne
Med en så hård krise skulle man tro, at det havde været let for landets højrefløj at få vippet præsident Nicolás Maduro af pinden. Men 2017 viste sig at blive et langt nederlag for oppositionen i MUD (Mesa de Unidad Democrática). Den 31. marts startede gadekampe på grund af højesterets deklaration om at det oppositionskontrollerede parlament var midlertidigt ugyldigt, fordi parlamentet ville indsværge tre parlamentsmedlemmer som var dømt for valgsvindel i deres kredse.
Protesterne udviklede sig voldeligt. Oppositionen forsøgte decideret at vælte Maduro på gaden. Barrikader blev rejst, oppositionsfolk lynchede chavistaer, angreb hospitaler og børnehjem, og satte endda ild til mennesker, som i tilfældet med Orlando Figuera der døde af brandsår efter en demonstration i Caracas den 20. maj. Mens protesterne havde en vis styrke indledningsvist, tog de af i kraft i takt med at bevægelsen druknede i vold. Over 120 mennesker mistede livet, med tab på begge sider.
Maduro svarede igen med at indkalde valg til en grundlovgivende forsamling, som oppositionen boykottede. De blev afholdt den 30. juli, på trods af USA’s og oppositionens ihærdige forsøg (diplomatisk og fysisk) på at blokere det. Efter den grundlovgivende forsamling stoppede barrikader og gadekampe, men de illusioner der var i chavismens bagland om at forsamlingen også kunne bruges som et politisk redskab mod korruption og for arbejdermagt, blev hurtigt gjort til skamme. Mere om det senere.
Oppositionen vender på en tallerken
Efter at regeringen havde gennemført valget til den grundlovgivende forsamling, indkaldte man guvernørvalg i oktober og borgmestervalg i december. Pludselig vendte oppositionen i MUD på en tallerken. I løbet af de første ni måneder af 2017 havde de nægtet parlamentarisme og åbent opfordret til militærkup. Men til guvernørvalget den 15. oktober valgte de pludselig at stille op. Deres bagland var i komplet forvirring, hvilket afspejlede sig i resultatet: Mens regeringspartierne i GPP (Gran Polo Patriótico) vandt 55% af stemmerne, måtte MUD lade sig nøje med 44% og sølle 5 af 23 guvernørposter.
Det skabte en splittelse i MUD, hvor en hardliner-fraktion omkring partierne Voluntad Popular (ledt af Leopoldo López) og Primera Justicia (ledt af Henrique Capriles Radonski) valgte at boycotte fremtidige valg, Acción Democrática der har vaklet imellem boycut og deltagelse og så de moderate højrefløjspartier som kristendemokraterne COPEI og Henri Falcóns parti Avanzada Progressista, som mener at valgdeltagelse er vejen frem.
Splittelsen kom til syne igen i januar måned, da en aftale imellem regeringen og oppositionen gik i vasken efter måneders forhandlinger i Den Dominikanske Republik. Den tidligere spanske præsident Zapatero, som var forhandlingsleder, måtte meddele at de to parter var kommet frem til en aftale som bl.a. indebar afholdelse af nyt præsidentvalg med internationale observatører, men at oppositionen i sidste øjeblik alligevel ikke ville underskrive aftalen.
Maduro-regeringen gik alligevel videre og indkaldte præsidentvalg til afholdelse 22. april, hvilket senere blev udskudt til 20. maj. Oppositionslederne og USA’s udenrigsministerium, som i årevis havde krævet nyt præsidentvalg, gik pludselig ud og krævede valget stoppet. De organiserede sågar protester foran FN’s hovedkvarter i Caracas, hvor de krævede at FN ikke sendte valgobservatører til præsidentvalget. Til gengæld annoncerede Henry Falcón, tidligere guvernør i Lara-delstaten, at han stillede op som Maduros modkandidat.
Økonomisk udmattelseskrig
USA har i løbet af de seneste par år forsøgt at genvinde den indflydelse, som man tabte efter ALCA-aftalens nederlag i 2005 og venstrebølgens fremvækst i Latinamerika. I kontinentets to vigtigste lande, Brasilien og Argentina, er centrum-venstre-regeringer nu blevet afløst af lydige højrefløjsadministrationer. Det samme er sket i Honduras og Paraguay. I Ecuador har en moderat leder overtaget partiet Alianza País og skubbet landet i en mere pro-amerikansk retning. I forhold til Venezuela er taktikken både at isolere landet diplomatisk og økonomisk.
Udadtil har Trump-administrationen fremstillet sanktionerne mod Venezuela som om det kun er landets diplomater og regeringsledere som rammes på deres personlige bankkonti. Men fakta er, at sanktionerne særligt rammer Venezuelas olieselskab PDVSA. USA har nemlig forbudt enhver form for finansielle transaktioner med Venezuela, bl.a. køb og salg af aktier og obligationer, hvilket gør det umuligt for landet at lave en re-strukturering af dets udlandsgæld.
Sanktionerne har sågar forhindret CITGO, Venezuelas amerikanske oliefilial, i at sende dets profitter hjem til Venezuela. Altsammen noget der forværrer Venezuelas økonomi og i sidste ende er med til at smadre befolkningens levevilkår. Som den uafhængige FN-ekspert Alfred de Zayas bemærkede efter at have besøgt Venezuela i november-december 2017, så er ”sanktionerne med til at slå folk ihjel”.
Ifølge en rapport fra analyseselskabet Rendivalores betød sanktionerne alene i juli 2017 et fald på 5% på statsobligationerne, hvilket betød et tab af markedsværdi til den nette sum af 3 mia. dollars (2). Formålet med sanktionerne er således at stramme skruen så meget, at Maduro-regeringen falder. Selvom Donald Trump den 11. august sidste år talte om direkte militær intervention i Venezuela som ”en mulighed”, så er det ikke det mest sandsynlige scenarium lige nu. USA har elendige erfaringer med interventionerne i Mellemøsten og foretrækker derfor en langsom udmattelseskrig.
De fattige betaler krisen
Igennem hele forløbet har regeringen forsøgt at indkalde til dialog-møder og forhandlinger med højrefløjen. Samtidig har man ønsket at fremstå som moderat og eftergivende overfor kapitalisterne, bl.a. da regeringen den 24. januar gav nye lån til private selskaber som Alimentos Polar, Unicasa og Excelsior Gama (3), i håbet om at de vil importere flere fødevarer og stoppe manglen. Den samme kompromissøgning er kommet udtryk ved andre begivenheder, som f.eks. løsladelsen i december 2017 af en række oppositionspolitikere som havde arbejdet for gadekampe i 2014 og 2017.
Samtidig er regeringen blevet ved med at betale tilbage på udenlandsgælden. Ifølge Nicolás Maduro selv, har hans regeringen tilbagebetalt over 71 milliarder dollars i løbet af de seneste fire år (4). I februar 2017 var Venezuela tæt på at gå i betalingsstandsning, da firmaet Gold Reserve klagede over ikke at have modtaget tilbagebetaling på et lån. Situationen blev håndteret med lån fra Rusland og Kina, hvilket har presset regeringen endnu mere i retning af disse stormagter.
En af årsagerne til vanskelighederne ved at betale tilbage, er det enorme fald i olieproduktion hos oliefirmaet PDVSA. Tal fra januar 2018 viser at Venezuela blot eksporterer 1,64 millioner tønder olie per dag, et tal som ikke er set så lavt siden den store olie-arbejdsgiverlockout i 2002. På bare tre år er landets eksport faldet med omkring 800.000 tønder olie per dag, fra 2,4 til 1,64 mio. (5).
Selvom Venezuela sidste år havde en negativ vækst på -15%, har Maduro fortsat den vanvittige politik med at trykke flere pengesedler. Venezuelas Centralbank er blevet ved med at udgive tal for pengemassens bestand: Alene fra november 2017 til februar 2018 er seddelbestanden gået fra 6,133 mio. til 8,967 mio. – en stigning som hovedsageligt er sket med indførslen af de nye 100.000 bolívares-sedler (6). Pengene pumpes ud af regeringen i forskellige bonusser (Bono del niño jesús, m.fl). som de har udbetalt, særligt i ugerne op til jul. Men i en kontekst hvor Venezuelas økonomi i forvejen er i recession, så repræsenterer de nytrykte pengesedler ingen reel værdi, men er bare med til at devaluere møntfoden. Prisen betales hos Venezuelas fattige og arbejderklasse, som dagligt må se abnorme prisstigninger. Maduro-regeringens politik har derfor i praksis ladet Venezuelas fattige betale for krisen, for at kunne leve op til de udenlandske kreditorers forventninger.
Venstrefløjen
I chavismens bagland – og særligt i de venstrefløjspartier som er en del af valgsamarbejdet Gran Polo Patriótico (GPP) – har der været enorm utilfredshed med Maduro-regeringens politik de seneste fem år siden Chávez død. Under højrefløjens kampagne med barrikader og gadekampe fra april-juli 2017 var der – ligesom hver gang højrefløjen og imperialismen har angrebet regeringen – en tendens til at kritikken blev gemt væk og der blev sluttet op om at forsvare revolutionen imod den fælles fjende.
Men særligt ved kommunalvalget i december blussede uenighederne op igen. Regeringspartiet PSUV (Venezuelas Forenede Socialistparti) var oprindeligt et parti med en bred folkelig deltagelse, masseforsamlinger, diskussioner og mange forskellige politiske strømninger. I dag er det en skygge af sig selv, med topstyrede møder, forsamlinger hvor en større og større del af deltagerne er borgmestre, funktionærer og karrieremagere, osv.
PSUV er blot et af partierne i valgsamarbejdet GPP, som også består af kommunistpartiet PCV, partiet Redes (stiftet af Juán Barreto, Caracas tidligere borgmester), partiet PPT (Patría Para Todos), Tupamaros, mf.l. Men PSUV og Maduro har særligt i løbet af de sidste tre år gjort GPP til en tom skal, hvor ingen af de andre partier har nogen indflydelse på valgsamarbejdet. Således var alle borgmesterkandidaterne udpeget fra toppen, uden nogen form for urafstemning endsige forhandling imellem partiledelserne.
Sammen med regeringens handlingslammelse på den økonomiske front, var det dråben der fik bægeret til at flyde over. I en række områder blev PPT og PCV så irriterede over påtvungne kandidater, at de valgte ikke at støtte et fælles kandidatur. I Caracas stillede Eduardo Samán op. Han var tidligere minister under Chávez og kendt for at være på den yderste venstrefløj, blandt andet igennem sit hverv som formand for forbrugerrådet INDEPABIS, hvor han havde kæmpet mod spekulation og varesmugling i fødevaresektoren.
Samáns kampagne mødte stor entusiasme ude i de fattige slumkvarterer i Caracas, men hele det bureaukratiske statsmaskineri blev sat ind for at stoppe ham; Han blev nægtet taletid i medierne og efter at den statslige TV-station VIVE TV havde interviewet ham blev programredaktøren og produceren fyret. I store TV-programmer på VTV (kanal 8) blev han svinet til, uden retten til at forsvare sig. Med tekniske undskyldninger blev hans navn endda fjernet fra selve den elektroniske stemmeseddel. Hans liste fik omkring 48.000 stemmer, svarende til 5,5% af stemmerne. Ikke noget stort resultat (vinderen fik omkring 60%), men hvis man tager de vanvittige bureaukratiske kneb – og den generelle apati, samt den enorme pengemaskine som blev kastet ind bag den officielle kandidats kampagne – i betragtning, så var det alligevel et vigtigt første skridt for at opbygge en venstreopposition.
Anderledes gik det i Simón Planas, en kommune i Lara-delstaten, hvor PPTs kandidat Ángel Prado vandt med 57% af stemmerne, men blev frakendt sejren, fordi den grundlovgivende forsamling (ANC) havde besluttet at han ikke kunne være kandidat, da han allerede var medlem af ANC. Sjovt nok forhindrede ANC ikke andre, officielle kandidater som også var ANC-medlemmer i at stille op. Denne bureaukratiske manøvre forårsagede store protester fra bønder og sociale aktivister i Simón Planas, som siden 2009 har organiseret en socialistisk kommune kaldet El Maizal, hvor landbruget drives kollektiviseret.
Også andre stedre, som i Libertador-kommunen i delstaten Monagas, vandt venstrefløjen, i form af PCVs kandidat Régulo Reina. Men med den samme bureaukratiske undskyldning blev han frakendt sejren. Denne opførsel fra Maduro-regeringen udgør et brud med traditionen fra Chávez og er fuldstændig uhørt. Venstrefløjen har efter valget fortsat kampen for at få borgmesterposterne i Monagas og Lara på rette hænder. Den 23.-25. februar mødtes 600 aktivister således til et solidaritetstræf i Simón Planas for at støtte kampen for indsættelsen af Ángel Prado som guvernør.
Perspektiver
Venezuelas revolution var igennem 00’erne en stor inspiration for venstrefløjen og – i en mere generel henseende – for genfremkomsten af debatter om socialisme. Men som jeg allerede beskrev i bogen Den venezuelanske revolution (fra 2010), så er det ikke muligt at lave en halv revolution. Forsøget på at regulere kapitalismen er slået fejl og det nuværende økonomiske kaos er det bedste bevis på det.
Præsidentvalget den 20. maj vil stå imellem den moderate oppositionskandidat Henry Falcón og Nicolás Maduro. Men ingen af de to kandidater skaber nogen stor entusiasme hos masserne i Venezuela. Venstrefløjspartierne PCV og PPT har op til valget stået i dilemmaet imellem at anbefale at stemme på Maduro eller at opstille sin egen kandidat, med den risiko at det kunne splitte stemmer over og måske give højrefløjen en uventet chance. I sidste ende valgte de ikke at stille op, men at indgå en aftale med Maduro.
Aftalen imellem PCV og Maduro, som blev underskrevet den 26. februar, indeholder en række formuleringer om at regeringen må dreje til venstre, at regeringen skal lade borgerskabet betale krisen, at fagforeninger og arbejderråd skal støttes, m.v. Men ser man på Maduros politik over de seneste fire år, er det svært ikke at se det som andet end spil for galleriet.
Blot få dage inden underskrivelsen af aftalen, den 20. februar, blev en arbejderdemonstration indkaldt af fagforeningerne i Carabobo-delstaten splittet op og undertrykt af politiet. På samme vis blev 32 bønder i Zulia-delstaten og 10 bønder i Portuguesa-delstaten anholdt i to forskellige sager, som begge handlede om fattige bønder der forsøgte at kultivere jord som lå brak. Myndighederne valgte side – i godsejernes favør. (6)
Ved valget er der formentligt mange som fortsat vil stemme på Maduro som modvægt mod imperialismen og den lokale opposition. Men selv hvis Maduro vinder, kan den nuværende situation umuligt fortsætte. Den økonomiske depression vil før eller siden betyde at den nuværende regering vil falde, medmindre den ændrer kurs. Det kan ske som et resultat af en statsbankerot eller som et statskup fra aktører i militæret.
I slutningen af januar kunne man i avisen Últimas Noticias læse, at en gruppe militærfolk var blevet anholdt og retsforfulgt ved en militær domstol for at konspirere mod staten. Senere er højstående tidligere generaler som Miguel Rodríguez Torres (tidligere leder af efterretningstjenesten og justitsminister) blevet anholdt. Et decideret statskup, fra en eller anden sektor indenfor hæren, er ikke umuligt. Det vil formentligt fremstå med en moderat retorik, men vil i længden accelerere den kontra-revolution som allerede er i gang.
Venstrefløjens mulighed ligger i at organisere modstanden mod tilbagerulningen af de reformer som blev vundet under Chávez, samt at bygge på de steder hvor de sociale bevægelser endnu står stærkt, som f.eks. kommunerne, bondebevægelsen og de enkelte elementer af arbejderkontrol som endnu er tilbage. Der må kræves øjeblikkelig stop for enhver spekulation, ved at indføre statsmonopol på udenrigshandlen. Regnskabsbøgerne i alle offentlige selskaber må åbnes og fabriksråd må genorganiseres for at få stoppet bureaukratiets sabotage. Bankerne må nationaliseres og alle penge til tilbagebetaling af udenlandsgæld må i stedet kanaliseres over til fødevarer, hospitaler og uddannelse. Alle de efterladte fabrikker, industri og jordejendom må konfiskeres og sættes under arbejdernes og bøndernes demokratiske kontrol.
(1) http://www.finanzasdigital.com/2018/02/canasta-basica-familiar-enero-2018-bs-35-392-70624-aumento-10-269-26958-bolivares-409/
(2) http://rendivalores.com/pdf/reportes/diciembre.pdf
(3) http://www.laiguana.tv/articulos/80563-alimentos-polar-materia-prima-credito
(4) https://www.telesurtv.net/news/Presidente-de-Venezuela-Hemos-pagado-nuestra-deuda-externa-hasta-el-ultimo-centavo-20171102-0067.html
(5) https://www.lapatilla.com/site/2018/02/07/informe-platts-pdvsa-experimenta-seis-meses-continuos-de-caida-en-su-produccion-sin-expectativas-de-recuperacion/
(6) https://www.bcv.org.ve/sites/default/files/9_3_2.xls
(7) https://www.aporrea.org/desalambrar/n322655.html og https://www.aporrea.org/desalambrar/n323248.html
