Af Socialistens redaktion
Der er dømt TV-maraton, når Kong Frederik krones i dag den 14. januar 2024. Siden dronningens nytårstale er monarkiet blevet ros til skyerne. Meningsdannere, politikere og medier har stået i kø for at lovprise både dronningen og kongehuset som institution. TV-kanalerne bruger timevis på talkshows om dronningens bedrifter og den nye konges fremtid på tronen.
Selv i arbejderbevægelsen er man begyndt at slække på den tidligere republikanske linje. Mette Frederiksen annoncerede, at en tidligere tradition om at man i Socialdemokratiet ikke tog imod ordener fra kongehuset nu ville blive kasseret. Hun hævdede at “kongehuset havde forandret sig”.
På samme måde har vi set Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, i et opslag på det sociale medie X, skrive at “Dronningen har forvaltet sit embede på den fineste vis, og har formået at samle danskerne i al vores herlige mangfoldighed. Det er i sandhed en æra, der slutter”. Flertallet i Enhedslistens folketingsgruppe har ligeledes annonceret at de vil være tilstede i salen under mødet med det nye kongepar på mandag den 15. januar og at de vil rejse sig for kongeparret, en symbolsk gerning som man altid har undladt for at protestere mod monarkiet. Det sker mens Enhedslisten ellers har en paragraf i sit prioncipprogram om at “Kongehuset skal nedlægges for at fjerne den sidste rest af enevælden.”
Kongehuset er en nødbremse
Vi står således overfor en sand tsunami af royal propaganda, et gigantisk røgslør som har til formål at vildlede befolkningen, sådan så det grundlæggende spørgsmål ikke bliver stillet: Hvilke interesser tjener kongehuset? Og hvad er det egentlige formål med kongehuset, som institution, i det nuværende klassesamfund i Danmark?
Hvis man skal tro den gængse udlægning så er Dronningen en sød gammel dame, “et fyrtårn” for nationen Danmark og en skikkelse der binder landet sammen. Men virkeligheden er en helt anden. Kongehuset repræsenterer ikke arbejderklassen i Danmark og har intet til fælles med den.
Det har tværtimod både store materielle privilegier, alene i 2023 modtog kongehusets medlemmer hele 123,1 millioner kroner og det er nu blevet bebudet fra regeringen at apanagen skal forøges. Det sker samtidig med at regeruingen f.eks. agter at skære på SU’en til de unge.
Kongehuset har også mange politiske og diplomatiske forbindelser til erhvervslivet, til den lille elite af kapitalister der styrer Danmark. Det er ikke en tilfældighed at det ofte er ved erhvervsfremstød at kronprinseparret drager til udlandet, for at facilitere danske kapitalinteressers indtog på andre markeder.
Men det er langt fra den eneste betydning, som monarkiet har i Danmark. I virkeligheden er kongehuset som institution det borgerlige samfunds nødbremse imod en revolution. Hvis samfundets krise spidser til, kan kongehuset bruges til at intervenere politisk og stoppe et forsøg på grundlæggende samfundsforandringer.
Selvom det er rigtigt, at kongehuset ikke har blandet sig i politik i nyere tid (andet end retorisk), så skal vi ikke længere end 79 år tilbage, til 2. verdenskrig, da kongen støttede samarbejdspolitikken og opfordrede til ro, stik imod modstandsbevægelsens aktioner. Tidligere, under påskekrisen i 1920, så vi hvordan kongen gik direkte ind og lavede statskup mod den siddende Radikal-Socialdemokratiske regering, et kup der kun blev slået tilbage på grund af massernes enorme bevægelse, demonstrationer og strejker.
“Men det er jo meget længe siden, kongehuset har ændret sig”, vil nogen måske påstå. For det første er 79 år ikke særlig meget i en historisk målestok. For det andet, så er det ikke rigtigt at kongehuset har ændret sig. Selv i de nytårstaler, som skal fremstå som “nuancerede” og angiveligt “favner hele nationen”, ser vi gang på gang en reaktionær demagogi.
I dronningens sidste nytårstale så vi, hvordan hun sammenlignede det horrible folkemord mod palæstinenserne med de enkeltstående terrorhandlinger som Hamas har begået, som om mordet på 30.000 palæstinensere kan sammenlignes med angrebene den 7. oktober. I samme tale brugte hun tid på at omtale klimakrisen – men med det formål at belyse hvordan dansk erhvervsliv kan sælge vindmøller og andre grønne løsninger. Med andre ord var det en tale som endnu engang understregede, at kongehuset repræsenterer overklassen i Danmark.
Kampen for en republik er ikke ligegyldig
Når kongehuset ikke for længst er blevet afskaffet som et klenodie i Danmark, så er det selvfølgelig fordi der er politiske interesser i at bevare det. Særligt de borgerlige partier ser det som et bolværk mod grundlæggende politiske forandringer og ønsker derfor at bevare det. Dertil kommer, at kongehuset er en del af en nationalistisk fortælling som dybest set er reaktionær, hvor danskere kan spilles ud imod andre grupper – fx flygtninge og indvandrere.
Lederne af både Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, trækker på skuldrene og smiler når de bliver spurgt til deres republikanske linje. Som om det egentlig er lidt ligegyldigt.
Men kampen for en republik er absolut ikke ligegyldig. Det er en fuldstændig afgørende del af kampen for socialisme. Det er rigtigt, at der i Danmark ikke lige nu eksisterer en stærk republikansk bevægelse. I et land som fx Spanien, hvor monarkiet i høj grad forbindes med Franco-diktaturet, er der ofte republikanske flag til politiske demonstrationer og kravet om en republik spiller derfor en central rolle.
I Danmark har vi de seneste årtier levet i en periode med relativ klassefred, sammenlignet med årene omkring 2. verdenskrig. Det er en del af forklaringen på at kongehuset ikke har set sig nødsaget til at intervenere direkte i politik og det forklarer også til en vis grad, hvorfor fortællingen om dronningen som “nationens samlingspunkt” har kunnet leve sit eget stille liv. Men den tid vil ikke vare evigt.
Vi har allerede set, at stemningen kan ændre sig. I 2009 var der folkeafstemning om tronfølgeloven og selv på et meget perifert spørgsmål, som for mange mennesker var svært at gennemskue, begyndte der at brede sig en modstand mod monarkiet, som manifesterede sig ved at 14,6% stemte nej, mens 9,3 stemte blankt. Disse tal er endnu en beskeden del af befolkningen, men det viser at diskussionen sagtens kan åbnes og at man kan mobilisere folk på det.
Det er fuldkommen fejlagtigt at ledelserne af S, SF og Enhedslisten nedprioriterer kampen for en republik og det viser desværre hvor stærkt integrerede de er blevet i den borgerlige stat. Vi bør vende tilbage til de paroler som den socialdemokratiske ungdomsbevægelse, SUF, havde i årene omkring første verdenskrig: ”Knæk sablen! Bryd Kronen!”.
(Foto: Bill Ebbesen / CC Wikipedia)
