Den socialdemokratiske regering har tirsdag den 7. september foreslået en reformpakke, hvis vigtigste element er at reducere dagpengesatsen for nyuddannede, også kendt som dimittendsatsen, med over 4000 kr. om måneden. Samtidig vil regeringen tvinge indvandrere og flygtninge ud i fuldtidsjobs, betalt alene med kontanthjælp. Forslagene vil, hvis de gennemføres, ikke bare ramme de unge nyuddannede, indvandrere og flygtninge, men føre til løntrykkeri for den samlede arbejderklasse. Trods at reformpakken også indeholder enkelte forbedringer, så er det samlet udtryk for en højredrejning af regeringen og en tilbagevenden til før-Corona ”normalen” med regeringer der skærer ned og angriber arbejderne og ungdommens levevilkår og rettigheder.
Af: Niklas Zenius Jespersen
Regeringen har i tirsdags præsenteret sit udspil ”Danmark kan mere 1”, der skal øge ”arbejdsudbuddet” for erhvervslivet. Selvom udspillet også indeholder visse forbedringer, så består det primært af en række alvorlige angreb på dagpengesatsen, ikke mindst overfor unge, og brug af mere tvang overfor arbejdsløse. Reformer der vil sænke levestandarden, presse flere arbejdsløse ud i fattigdom, og trykke lønnen på tværs af arbejderklassen og underminere unges og indvandrere og flygtninges tilslutning til A-kasserne og fagbevægelsen. Det er alvorlige angreb på et kerneområde for arbejderbevægelsen og bør blive mødt med bred modstand.
- Helt konkret foreslår regeringen at skære i dimittendsatsen, altså dagpengene for nyuddannede, så den reduceres fra 13.815 kr. om måneden til 9.500 kr. om måneden for nyuddannede under 30 år og 12.000 kr. for nyuddannede over 30 år. Dog kan nyuddannede med forsørgerpligt, altså med børn, beholde den nuværende dagpengesats.
- Foruden angrebet på dimittendsatsen, så indeholder reformen en række andre alvorlige forringelser, ikke mindst forslag om indførsel af krav om ”nyttejob” for at kunne modtage kontanthjælp for ”borgere med integrationsbehov”. Det vil sige, at arbejdsløse indvandrere og flygtninge skal kunne tvinges til at arbejde 37 timer om ugen og kun modtage kontanthjælp for det.
- Ligeledes vil regeringen afskaffe den ”grønne check” for dem der ikke er pensionister, altså den kompensation som skal kompensere de dårligst stillede grupper for de forhøjede afgifter på f.eks. vand og el, en ulighedsskabende forringelse, også selvom man vil give lidt ekstra i den særlige grønne check for børn og sænke elpriserne generelt.
Hunden fodres med sin egen hale – Enkelte forbedringer ændrer ikke på at der er tale om en forringelse
Regeringens forslag indeholder dog også enkelte forbedringer. Det inkluderer blandt andet afskaffelsen af gensidig forsørgelsespligt, om end kun for pensionister der lever i et par, hvor den ene har et arbejde. Derudover vil man hæve dagpengesatsen med 5.000 kr. om måneden i de første tre måneder for dagpengemodtagere, der har haft arbejde 2 ud af de seneste 3 år. Man vil også kræve, at virksomheder tager lærlinge, når de får kontrakter med det offentlige. Ligeledes vil man sætte mere ind overfor arbejdsgivere som Wolt og Nemlig.com, der udnytter arbejdere ved at påstå, at de er ”selvstændige”. Man vil også hæve beløbet man kan få skattefradrag for fra fagforeningskontingent fra 6.000 til 7.000 kr. om året. Ligeledes vil man gøre en midlertidig ordning permanent, som giver 110% dagpenge til ufaglærte og faglærte over 30 år, der tager en ny faglært uddannelse. Det er mindre, men gode reformer. Hertil vil regeringen investere 4,5 milliarder kroner i klimainvesteringer, forskning og udvikling på arbejdspladserne og til at investere i uddannelse. Der er således også gode ting i udspillet, men de kompenserer på ingen måde for de alvorlige konsekvenser af forringelserne i reformforslaget, ligesom at forhøjelsen af skatten på aktiegevinster og en omlægning af dele af erhvervsstøtten ikke ændrer på, at reformen i høj grad finansieres ved at skære på de arbejdsløse og støtten til de dårligere stillede dele af befolkningen.
Det er ikke en forbedring at fodre hunden med sin egen hale og det er ikke et fremskridt at presse folk ud i fattigdom.
Regeringen vil sænke dagpengesatsen under fattigdomsgrænsen
En af de store forhåbninger mange havde til en socialdemokratisk regering var, at den ville sætte ind overfor fattigdommen i Danmark – Det håb er nu for alvor knust. Selvom enkelte dele af de fattigdomsskabende kontanthjælpsreformer, såsom gensidig forsørgelsespligt, er blevet afskaffet, og enkelte dele foreslås afskaffet med denne reformpakke, så har man ikke for alvor gennemført større forbedringer på området. Og nu går man så i den modsatte retning.
Med regeringens forslag om en dagpengesats på 9.500 kr. om måneden presser man nemlig unge nyuddannede ud i fattigdom. Danmark har ikke længere nogen officiel fattigdomsgrænse, men Danmarks Statistik har defineret en ”lavindkomst grænse” som en af flere indikationer på fattigdom/risiko for fattigdom. Det man lidt forsimplet kan kalde en fattigdomsgrænse og den blev i 2019 beregnet til at være på en disponibel indkomst efter skat på 10.545 kr. om måneden for voksne, der ikke har børn under 15 år.[i] Den foreslåede dimittendsats er altså så lav at regeringen reelt vil tvinge unge nyuddannede ud i fattigdom, som straf for at de er arbejdsløse, på trods af at de er organiserede i en A-kasse og overholder alle reglerne.
Myten om at folk ikke vil arbejde
På pressemødet udtalte statsminister Mette Frederiksen (S), at man vil sænke dagpengesatsen for nyuddannede fordi “Man har lige fået en uddannelse og den skal bruges ude på arbejdsmarkedet og ikke i arbejdsløshedskøen.”
Jeg tvivler meget på, at man kan finde ret mange, inklusiv de nyuddannede, som er uenige i at det bedste vil være at nyuddannede får et job, hvor deres uddannelse kan bidrage til samfundet. Regeringens forslag og retorik baserer sig dog på en myte om, at der er en masse mennesker, der hellere vil være arbejdsløse end arbejde, og at mange er for snobbede med hvilke jobs de vil havde. Men regeringens forslag er hyklerisk og selvmodstridende. Resultatet vil ikke være at flere får et relevant job, hvor de kan bruge deres uddannelse, tværtimod vil resultatet være, at man trykker lønnen generelt på arbejdsmarkedet, gør folk fattigere og tvinger folk ud i ufaglærte jobs, hvor deres faglighed bliver spildt.
Problemet er blandt andet at regeringen vender problematikken forkert. Arbejdsløshed skyldes ikke primært, at folk ikke vil arbejde eller er snobbede, men at der er en mangel på udbud af arbejde samt mangel på arbejdsgivere, der er villige til at ansætte dem, der faktisk er arbejdsløse. Arbejdsløshed reduceres ved at tilbyde arbejde og sikre ordentlige jobs, ikke ved at straffe dem, der er arbejdsløse. Tidligere regeringers angreb på dagpengene og pres på kontanthjælpsmodtagere har da heller ikke skaffet de jobs som de tidligere regeringer påstod de ville.
Trods forsøg på splittelse i arbejderklassen så rammer reformen faglærte arbejdere hårdt
Regeringens retorik retter sig især imod at angribe akademikere og lægger sig i sporet af en generel reaktionær ”arbejderisme”, hvor man forsøger at opildne til en parodi på klassekamp ved at spille faglærte og ufaglærte arbejdere ud imod f.eks. den akademiske del af arbejderklassen. Ligesom at man i andre sammenhænge spiller etnisk danske arbejdere ud imod flygtninge og indvandrere, og provinsen ud imod de større byer.
Her er det vigtigt at pointere, at reduktionen i dimittendsatsen ikke kun gælder for akademikere, men for alle nyuddannede, inklusiv f.eks. håndværkere og pædagoger. Forslaget sænker således dimittendsatsen til en indtjening, der for mange er lavere end den lærlingeløn, man modtager under uddannelsen. En elektrikerlærling vil således, hvis regeringens forslag går igennem, få næsten halveret sin indtjening, når personen går fra lærling til dagpengemodtager. I den forstand rammer regeringens forslag altså den unge faglærte håndværker hårdere end den studerende på en videregående uddannelse.
Regeringen forsøger at fremstille angrebet på dimittendsatsen som noget der rammer snobbede akademikere, men også nyuddannede håndværkere får dimittendsats og mange kan med forslaget se frem til en dagpengesats på kun halvdelen af hvad de modtog som lærlinge. Foto: DM i Skills 2018, Christian Riis Kistrup: https://flic.kr/p/23VwD6s
Nyuddannede skal havde et job hvor de kan bruge deres uddannelse
Men hvad så med akademikerne? Arbejdsløshed eksisterer bredt indenfor mange grupper, også ikke-akademikere. Faktisk har vi lang erfaring i Danmark med at et højere uddannelsesniveau, uanset om det er som håndværker, akademiker eller andet, generelt sikrer bedre imod arbejdsløshed, men det er dog veldokumenteret, at der er grupper af nyuddannede akademikere, der har sværere ved at finde et job, der er relevant for deres uddannelse i den første periode efter at uddannelsen er afsluttet. At finde et relevant job er vigtigt, da det har store fordele for både samfundet og den enkelte, at folk får et job, hvor de kan gøre brug af deres uddannelse og faglighed. Der er jo en grund til, at vi har brugt en masse ressourcer på at give dem netop den specifikke uddannelse, de har bestået, i stedet for bare at sende dem ud på arbejdsmarkedet efter 9. klasse.
En af grundene til, at visse grupper er længere om at finde relevante jobs, er, at mange af de relevante jobs er nedlagt i det offentlige pga. nedskæringer. En anden grund er, at mange arbejdsgivere har urealistiske høje krav til erfaring, som nyuddannede i sagens natur ikke kan leve op til. En tredje grund er, at mange akademikere er uddannet indenfor små specialiserede fag, hvor det kan tage længere tid at finde frem til det relevante job end for dem, der er uddannet i større fag. Ingen af disse udfordringer bliver løst bare en millimeter af vejen ved at skære i dagpengesatsen. Generelt gør det det slet ikke nemmere at finde et job at blive fattigere. I det omfang at øget desperation pga. fattigdom i nogle tilfælde tvinger folk ud i jobs de ellers ville havde sagt nej til, så er det primært lavt betalte ufaglærte jobs med dårlige og hårde arbejdsvilkår – altså jobs, hvor nyuddannede netop IKKE kan bruge deres uddannelse og faglighed.
Faglærte jobs er en kerneværdi for arbejderbevægelsen
Der er intet galt i at have et job indenfor en af de sektorer, der i dag er præget af ufaglærte stillinger – det er som regel vigtige funktioner i samfundet. Men der er noget galt i at presse uddannede unge ud i ufaglærte jobs frem for at sikre uddannelsesrelevante og faglærte jobs. Både for samfundet og den enkelte, er det et massivt spild af ressourcer. Hvad er pointen for samfundet i at have brugt ressourcerne på f.eks. 5 års universitetsuddannelse, oven på 3 års gymnasium, på at lade en ingeniør, historiker og lignende arbejde i et job som f.eks. ufaglært kasseekspedient i Netto? Under forhold som de havde været ligeså kvalificerede til efter endt folkeskole, som efter 8 års ekstra uddannelse. Ligesom det også er spild af samfundets ressourcer og for den enkelte at have en faglært murer arbejdende som kasseekspedient i Netto. Og ligesom det omvendt heller ikke er et fornuftigt brug af ressourcer at lade en faglært HK kasseekspedient arbejde som ufaglært bygningsarbejder eller ufaglært piccolo fremfor at være faglært kasseekspedient. Det er også spild af faglig viden og den tid og de ressourcer, der er brugt på uddannelsen. Det er ikke et spørgsmål om uddannelses- eller jobsnobberi, problemet er det samme uanset hvilket fag, eller længden af uddannelse, som personen er uddannet indenfor.
Kasseekspedient var tidligere et faglært HK job, men er i dag blevet forvandlet til en sektor domineret af unge ufaglærte. Presset på dagpenge og udnyttelsen af kontanthjælpsmodtagere kan føre til en lignende udvikling i andre sektorer. Foto: Norsk supermarked: https://flic.kr/p/UKct6o
Det er generelt set bare ikke særlig fornuftigt at tvinge folk til at arbejde med noget, hvor de ikke kan bruge deres faglighed, uanset hvad den faglighed er. Faglærte skal arbejde med noget, hvor de kan bruge deres faglige viden, ikke tvinges ud i ufaglærte jobs. Problemet er ydermere at vi erfaringsmæssigt kan se, at det udrydder faglærte jobs, når man presser folk ud i ufaglærte stillinger. Der findes ikke jobs, der fra naturens side er ufaglærte. Den danske arbejderbevægelse har historisk haft stor succes med at kæmpe for at få omdannet ufaglærte jobs til faglærte – det er netop grunden til, at vi traditionelt ikke har ”Bob-the-builder” typer af arbejdere i Danmark. Modsat lande som USA, hvor f.eks. bygningsarbejdere generelt er ufaglærte altmuligt mænd, der laver alle slags bygningsarbejde og kun har lært det, de tilfældigvis skulle bruge på de byggepladser, de har arbejdet på, så har vi i Danmark sikret, at vi har specialiserede murere, specialiserede malere, tømre osv. Det har sikret arbejderne imod perioder med arbejdsløshed, når de var uddannet til at kunne flere ting og nemmere kunne finde nye jobs. Det har øget sikkerheden i arbejdet, hævet kvaliteten af produkterne og øget produktiviteten, og det har sikret højere lønninger. Det har også styrket fagbevægelsen, ved at gøre det sværere at udskifte de specialiserede arbejdere med tilfældige ufaglærte løntrykkere.
Faglærte jobs forsvinder når arbejdsløse presses ud i ufaglærte stillinger
Historisk har vi da også set, at konsekvensen af at presse folk ud i ufaglærte stillinger er, at de faglærte jobs indenfor sektoren gradvist forsvinder og de ufaglærte ansatte kommer til at agere som løntrykkere. Det primære formål med regeringens reformforslag er da også næppe at mindske arbejdsløsheden, men at spare penge på én gruppe (så slipper man jo for at tage penge fra erhvervslivet, når man skal løse andre velfærdsproblemer) og at tvinge en større del af arbejderklassen ud i lavere betalte jobs og trykke lønnen.
For at blive i eksemplet med kasseekspedienterne, hvad har effekten så været af, at man i årtier har presset flere og flere, særligt unge, ud i ufaglærte jobs som kasseekspedienter? Den primære effekt har været, at man gradvist har udryddet de faglærte jobs, som mange HK’ere havde indenfor butikssektoren og erstattet dem med underbetalt arbejdskraft, der har mindre viden om området, leverer dårligere service, trykker lønnen og er dårligere beskyttet imod (og uddannet til at håndtere) nedslidningen på jobbet. Når man således tvinger nyuddannede og studerende ud i ufaglærte jobs, så går det altså ud over hele arbejderklassen, ikke kun de unge eller akademikerne.
Denne udvikling ser vi også med presset for at flere elever og studerende tager et job, og arbejdere mere og mere, ved siden af studiet. En udvikling regeringen vil fremme ved at hæve satsen for hvad man må tjene ved siden af SU’en, fremfor at løse de studerendes økonomiske problemer ved at sikre boliger man kan betale og en SU til at leve af. Problemet er ikke kun at de studerende får mindre tid til at fokusere på studiet (og at der ikke er studiejobs nok til alle), men også at selvom mange studiejobs giver gode kompetencer og er relevante for den uddannelse folk tager, så er det langt fra altid tilfældet. Mange studiejobs fungerer de facto som løntrykkere og vi ser blandt andet at mange faglærte jobs indenfor f.eks. kommunikation og kontorarbejde bliver opsagt og erstattet af lavt lønnede studerende, der reelt fungerer som ufaglærte løntrykkere.
Regeringen vil presse studerende til at arbejde mere og tage lavere betalte jobs når de er færdige. Dermed presses studerende til at blive løntrykkere og deres uddannelse risikerer at gå til spilde. Foto: Forelæsning på CBS, https://flic.kr/p/zQ4tm
En mere desperat arbejderklasse er en mere føjelig arbejderklasse
Samtidig med at faglærte jobs bliver erstattet med ufaglærte, ser vi også et voksende problem med, at løn, sikkerhed og arbejdsvilkår eroderes inden for mange sektorer, herunder tidligere tiders privilegerede akademiske sektorer. Når arbejdsløse gøres fattigere og nyuddannede bliver mere forgældede, så tvinger det dem ikke kun ud i ufaglærte stillinger, men gør dem også mere villige til at tage underbetalte jobs indenfor de områder de faktisk er uddannet i. Løndumping er velkendt indenfor håndværker- og industrisektorerne, men findes også indenfor f.eks. universitetssektoren. På universiteterne har vi f.eks. set en vækst i antallet af ”eksterne lektorer”, altså undervisere der ikke er fastansat, men kun er ansat til et vist antal timer for et halvt til et helt år ad gangen, men hvor mange oplever at de timer de officielt er ansat til ikke svare til den reelle arbejdsmængde. Resultatet er, at vi har undervisere, der reelt er fuldtidsbeskæftigede, men ansat til en lav deltidsbetaling[ii] i jobs, hvor, hvis de brokker sig, så bliver de bare ikke genansat næste halvår.
Nedskæringer i dagpengesatsen for unge og nyuddannede har heller ikke været den eneste reform i denne retning, men hænger sammen med, at man i årtier f.eks. har ladet SU’en blive udhulet ved ikke at følge reallønsudviklingen, ligesom at man har promoveret en politik, der gør unge under uddannelse mere forgældede. Dette så vi f.eks. under Corona-pandemien: der blev sikret midlertidige dagpengeløsninger og jobstøtte til nogle grupper, som erstatning for Corona-arbejdsløsheden, mens studerende bare fik mulighed for at låne mere, når de mistede deres studiejobs. Resultatet bliver, at de bliver mere desperate ude på arbejdsmarkedet og derfor mere villige til at acceptere lavere lønnede jobs og mindre modstandsdygtige overfor pres fra arbejdsgiverne.
Indvandrere og flygtninge skal misbruges som gratis arbejdskraft
Regeringens forslag om at udvide muligheden for at tvinge kontanthjælpsmodtagere til at arbejde i såkaldte nyttejobs bevæger sig i samme retning. Kontanthjælp er en arbejdsløshedsunderstøttelse, altså noget man giver til folk, der ikke har et arbejde. Arbejder man 37 timer om ugen, så siger almindelig logik, at man ikke er arbejdsløs længere og nødvendigvis bør modtage løn. Men sådan ser regeringen ikke på det. Den vil tvinge indvandrere og flygtninge på kontanthjælp til at skulle arbejde 37 timer om ugen for at få deres kontanthjælp, altså skulle arbejde uden løn, uden overenskomst og uden de rettigheder, der følger med et rigtigt arbejde, bare for at kunne blive ved med at modtage arbejdsløshedsunderstøttelse.
Bagved den fremmedfjendske og racistiske retorik og splittelse af arbejderklassen, ligger der en politik, der skaffer staten gratis arbejdskraft og også øger muligheden for at sende arbejdsløse ud og arbejde gratis for det private erhvervsliv på det offentliges regning, uden at kontanthjælpsmodtagerne får én krone ud af det. Erfaring viser allerede, at de af den slags ordninger, der allerede findes, bliver misbrugt til løndumping og rent faktisk fører til, at almindelige jobs forsvinder, når de kan erstattes med gratis arbejdskraft. Der er ingen grund til at tro, at det ikke også skulle være resultatet af denne reform. For fagbevægelsen er der yderligere det problem, at det øger mængden af de facto jobs uden overenskomst og fjerner titusindvis af arbejdere ud af fagbevægelsens organisering.
Når folk på kontanthjælp tvinges ud i nyttejob, så medfører det, at ordinære jobs forsvinder og at lønnen på området presses ned. Vi kræver lige løn for lige arbejde. Foto: SKP-elever i aktion, af Jeppe Krommes-Ravnsmed
Regeringens reformpakke er et angreb på den organiserede arbejderklasse
Det samlede resultat af regeringens reformpakke vil altså være en svækkelse af arbejderklassens vilkår, men det vil også svække selve arbejderbevægelsen. Efterhånden som unge under uddannelse får mindre og mindre ud af at være medlem af en A-kasse, så vil færre sandsynligvis også melde sig ind i A-kasserne. Når indvandrere presses ud i gratis jobs under offentlig tvang, så bliver de ikke organiseret i den traditionelle overenskomstbærende fagbevægelse, og slet ikke i A-kasserne. Og efterhånden som arbejderklassen får dårligere sikrede jobs og bliver mere desperat, så vil færre turde tage faglige konflikter eller finde mening i at være en del af en fagforening. Et af de største problemer i regeringens forslag er netop, at den underminerer den faglige organisering af arbejderklassen og dermed åbner for langt værre reformer og ændringer på arbejdsmarkedet i fremtiden.
Det er ikke et arbejderparti værdigt at gennemføre reformer, der angriber de arbejdsløse og bidrager til at trykke lønnen, svække organiseringen i fagbevægelsen og A-kasserne, og presse på for flere ufaglærte jobs til at erstatte faglærte. Derfor bør forslaget også møde massiv modstand fra den samlede arbejderbevægelse.
Regeringen drejer til højre – brug for en venstreopposition
Reformforslaget stiller også det større spørgsmål om hvordan venstrefløjen og arbejderbevægelsen må stille sig overfor regeringen?
De første år af Mette Frederiksen-regeringens levetid bragte, om end ikke store forbedringer, så enkelte forbedringer og et stop for mange af de store fortsatte forringelser som vi har oplevet nærmest konstant under de sidste to årtiers skiftende regeringer (samtidig blev den fremmedfjendske udlændingepolitik og tendensen til øget overvågning dog fortsat). Under højdepunkterne af Corona-pandemien så vi endda visse midlertidige forbedringer indenfor f.eks. dagpengereglerne og forsøg på at reducere pandemiens tryk på arbejderklassens levestandard, om end at vi samtidig så milliarder fosse ud af statskassen i støtte til det private erhvervsliv. På det seneste har vi dog set en højredrejning af regeringens politik og flere reaktionære forlig og aftaler, herunder indgrebet i sygeplejerskernes strejke, den underfinansierede aftale om udflytning af uddannelser samt klima- og infrastrukturaftaler, der ikke præsenterer nogle reelle grønne klimaløsninger, men truer med at øge drivhusgasudledningen.
Med angrebet på dagpengesatsen for nyuddannede, og den øgede brug af tvangsarbejde overfor arbejdsløse, cementerer regeringen dette politiske skift. Selvom regeringen fortsat gør god brug af en praksis med at kombinere forringelser for nogle grupper med forbedringer for andre grupper, og på denne måde forsøger at splitte én del af arbejderklassen ud imod en anden del, så er billedet i voksende grad en regering, der angriber arbejderklassens og særlig ungdommens vilkår og gradvist ligger sig mere og mere i sporet af årtiers nyliberale nedskæringsregeringer, som vi så det under Anders Fogh, Lars Løkke og Helle Thorning. Dermed vokser behovet for, at Enhedslisten fører en selvstændig linje og mobiliserer en opposition til venstre for regeringen, også udenfor Folketinget, der kan presse på for at forhindre forringelser og tilkæmpe os forbedringer.
Arbejderbevægelsen kæmpede historisk for at arbejdsløshed skulle bekæmpes ved at øge arbejdsudbuddet, ikke ved at straffe de arbejdsløse. Den tradition svigter Socialdemokratiet. Plakat af Storm P. fra 1943 fra Landsforening til Arbejdsløshedens Bekæmpelse.
Løsningen er skabelsen af reelle jobs
Fremfor at straffe de arbejdsløse og presse på for at arbejdere skal acceptere dårligere jobs, så burde en arbejderregering i stedet gøre mere for at løse de reelle problemer, der findes i adgangen til at få et arbejde. Herunder kunne regeringen starte med at genoprette de tusindvis af jobs som er blevet nedlagt i det offentlige pga. årtiers nyliberale nedskæringer. F.eks. kunne vi godt bruge de tusindvis af nedlagte jobs som gymnasielærer til at uddanne de unge ordentligt og bekæmpe den sociale ulighed i uddannelsessystemet. Vi kunne godt bruge de hundredvis af nedlagte forsker- og underviser jobs på universiteterne, hvor forskere kan hjælpe med at løse samfundets problemer (f.eks. indenfor klima og sundhed) og genoprette de tusindvis af jobs nedlagt i styrelser, ministerier og lignende institutioner sådan at f.eks. SKAT i fremtiden ikke bliver ved med at lade milliarder forsvinde ud til svindlere og hvidvask for mafiaen. Hertil kunne regeringen løse de problemer med løn, arbejdsforhold og udsultede uddannelser, som holder mange væk fra at ville arbejde som pædagoger, sygeplejersker og andre ikke-akademiske offentlige jobs. Ligesom at det offentlige selv kunne oprette de manglende praktikpladser og lærepladser, som holder faglærte fra at blive færdige med deres uddannelser. Ikke mindst kunne man investere de mange milliarder, der nu bruges på erhvervsstøtte og hvor mange forsvinder ud i skattely eller ned i kæmpe familie- og virksomhedsfonde, til at det offentlige i stedet opretter de jobs, vi mangler og som vi har den uddannede arbejdskraft til – både indenfor velfærdssektoren og produktionen.
På den måde kunne vi gøre fornuftig brug af nyuddannede til jobs, hvor de faktisk kunne bruge deres uddannelse til gavn for samfundet og det vil faktisk være en måde, hvor regeringen direkte kan sænke arbejdsløsheden frem for at kopiere fejlslagen borgerlig arbejdsmarkedspolitik.
[i] https://www.statistikbanken.dk/IFOR10
[ii] https://www.weekendavisen.dk/2018-47/samfund/laerdommens-slavehaer
