Sygeplejerskekonflikten har om noget tændt en række advarselslamper for alle lønmodtagere i landet. Den viser om noget at toppen af fagbevægelsen er parat til at gøre alt andet end at samle danske lønmodtagere til en fælles kamp. I stedet for solidaritet mellem fag har de sat fag-chauvinisme. I stedet for sympatistrejker har de valgt at lade faggrupper slås alene og dermed dømt den til nederlag. Sygeplejerskekonflikten blev på mange måder en gentagelse af lærerkonflikten hvor lærerne arbejdsforhold blev smadret mens resten af fagbevægelsen bare så til.
Betyder det af fagbevægelsen er dømt til selvudslettelse. Nej, heldigvis viste en lange række arbejdspladser, klubber og fagforeninger at de ønsker sammenhold og fællesskab. Men samtidig blev det bøjet i neon at fagbevægelsens største fjende er fagbevægelsens egen ledelse. Toppen af de andre fagforbund ønskede at sygeplejerskerne skulle tabe. De havde jo selv opfordret deres medlemmer til at stemme ja, så hvis nu sygeplejerskerne vandt bedre forhold gennem strejke ville de jo udstille dem og deres kompromisvillighed. Selv ledelsen af Dansk Sygepleje Råd blev udstillet. De var blevet stemt ned af deres egne medlemmer 2 gange! Kan en ledelse af et fagforbund få et større mistillidsvotum? En fornuftig ledelse ville erkende at de var ude af trit med medlemmerne og give plads til tillidsvalgte fra det nydannede netværk Danske Sygeplejersker.
Fagbevægelsen ledelse svigter
Men også resten af toppen i Fagbevægelsens Hovedorganisation blev udstillet. Det er efterhånden åbenlyst for alle at den danske model ikke virker på det offentlige område. Arbejdsgiverne er politikere som er i parti med dem der kan lave regeringsindgreb. Når en offentlig gruppe går i strejke sparer kommunerne/regionerne/staten penge. Albertslunds borgmester Steen Christiansen udtalte efter lærerlockouten at nu havde kommunen råd til at renovere Kanalen der løber igennem kommunen. Men andre ord står de offentligt ansatte langt fra lige så stærkt som de privatansatte. Nå transporten går i strejke stopper toge, busser, færger, fly og al vare transport. En strejke i industrien vil medføre daglige milliardtab. En strejke i byggeriet betyder også både forsinkelser og milliontab. Handel og Service i strejke betyder nedlukning af alle forretninger og spisesteder. I 1998 betød ti dages generalstrejke på det private område og udenlandske investorer ville trække deres penge ud af Danmark hvis ikke strejken stoppede. Dette fik den socialdemokratiske statsminister Nyrup til at lave et regeringsindgreb hvilket blandt andet første til at have tabte det efterfølgende valg. Havde strejken fortsat var de private arbejdsgivere blevet tvunget til at bøje sig.
Derfor burde toppen af Fagbevægelsens Hovedorganisation med det samme have bakket op om sygeplejerskernes strejke ved at igangsætte sympatikonflikt. Dette havde været helt efter reglerne. Men selv da regeringen lavede et regeringsindgreb burde FH have indkaldt til storstrejke i protest mod indgrebet-
Det var efter de voldsomme storstrejker i 1985 at man lavede en opdeling af overenskomstforhandlingerne i offentlige og private. Hvorfor? Fordi man ikke ønskede at strejker kunne lukke hele landet. Men det var en kæmpe fejl. De offentlige og privat ansatte arbejdere har fælles interesser og fælles lønforhold. Og derfor bør opsplitningen stoppe øjeblikkelig.
Hvorfor tør fagtoppen ikke strejke?
Fagtoppens eftergivenhed har skabt en massiv medlemstilbagegang. Man har mistet omkring en million medlemmer. Når fagtoppen ikke slås for medlemmerne, ja så er det et stigende antal der spørger sig selv hvor de skal betale et så højt kontingent til at millionbetale fagbureaukrater sidder på deres fine kontorer og meler deres egen kage. Den eneste måde medlemstilbagegangen kan stoppes på er ved at fagbevægelsen får en top der slås for deres medlemmer. Skal det ske må blandt andet de voldsomme høje lønninger erstattes med hvad gennemsnittet af FH arbejdere får (ca 30.000 før skat). Fagtoppen siger selv at man er nødt til at give høje lønninger for at tiltrække de bedste folk. Desværre er det bare ikke korrekt. Selvom der kommer gode tillidsfolk ind og sidde, så betyde den høje løn, at de, om de vil det eller ej, glemmer deres gamle hverdag. Hvis fagtoppen blev lønnet efter mindstelønnen kunne det jo være at de ville kæmpe lidt mere indædt for at den skulle stige. Det gamle princip om arbejderledere på arbejderløn må støves af igen.
Regeringsindgreb er et angreb på alle arbejdere
Visse faglige personer påstod, da regeringen lavede et lovindgreb mod sygeplejerskernes strejke, ”at det bare var en naturlig del af den danske model”. Intet kunne være længere væk fra sandheden. Et lovindgreb betyder at politikerne tilsidesætter arbejdernes demokratiske ret til at strejke. De gør det forbudt at strejke. Endnu er der mange arbejdere der kan huske reaktionen da Schlüter lavede lovindgreb ved strejken i 1985. Det førte til generalstrejke i hele landet. Dengang var arbejdspladserne organiseret i tillidsmandsring som på den måde kunne stille sig i spidsen for arbejderne. Vreden over lovindgrebet var så stor at det var tæt på at Schlüter regeringen måtte gå af. Da Nyrup lavede indgreb i storkonflikten i 1998 førte det til et voldsom fald i meningsmålingerne. Det samme skete da Thorning og Corydon trynede lærerne. Strejkeretten i Danmark er så begrænset at hvis arbejderne ikke en gang kan få lov pog strejke under en OK konflikt, ja så er strejkeretten jo så godt som afskaffet. Om Mette Frederiksen regeringen kan vinde næste valg må vi se, meningsmålingerne viser i hvert fald allerede nu tilbagegang. Lovindgrebet mod sygeplejerskerne var et angreb på alle arbejdere og ledelsen af FH burde have indkaldt til generalstrejke i protest.
Vi må organisere os selv
Efter lovindgrebet har det været gentagne og koordinerede arbejdsnedlæggelser ved sygehuse over hele landet. Sygeplejerskerne er gået fra at være de pæne i klassen til at være forrest på barrikaderne. På den måde viser sygeplejerskerne vejen frem. Uafhængigt af fagtoppen er der dannet støtte Facebook sider for både SOSUer og pædagoger, der alle udtrykker dyb utilfredshed med deres arbejdsforhold og fagbevægelsens passivitet. Samtidig har vi siden 2017 set netværket Arbejdere i Bevægelse der også samler en række faglige klubber.
Det er helt afgørende at sådanne initiativer koordineres og at arbejdspladser på tværs af fag samler sig. Den faglige venstrefløj burde helt klart stille sig i spidsen for dette ved at de røde fagforeninger danner et åbent netværk sammen med faglige klubber. Hvis fagforeningerne ikke vil det må de forskellige netvært gøre det selv. Hvis arbejdspladserne på landsplan begynder at stå sammen og kæmpe sammen, er det intet der vil kunne stoppe dem. Første skridt må være at indkalde til et landsdækkende tillidsmandsmøde.
